Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 2/12 2025 klokken 17:12
Det er nu officielt: Arvid Lindblad, der netop er ved af afslutte sin første sæson i Formel 2, skifter til Racing Bulls i 2026-sæsonen, hvor han vil danne kørebesætning med Liam Lawson.
Dermed er det samtidig en kendsgerning, at Lawson samtidig har sikret sin Formel 1-fremtid i Racing Bulls for næste sæson.
Lindblads sæson i Formel 2
Arvid Lindblad, der har kørt for Campos Racing i 2025, ligger lige nu, med et løb tilbage, som nummer 6 i den samlede stilling.
Undervejs er det blevet til to sejre – den ene i Monaco og den anden på Silverstone. Lindblad sikrede sig yderligere fire podieplaceringer og har især vist sig stærk på bybaner og i regnvåde omgivelser, hvor han formåede at udnytte sine evner til at læse løbet og træffe strategiske beslutninger under pres.
Den kun 18-årige kører er, ikke overraskende, en glad ung mand.
"Det er en drøm, der går i opfyldelse," siger Lindblad i en pressemeddelelse. "At få muligheden for at køre i Formel 1 er noget, jeg har arbejdet hårdt for, og jeg er utrolig taknemmelig for tilliden fra Racing Bulls. Jeg glæder mig til at lære af Liam og teamet og til at bidrage til holdets succes."
Den nye Racing Bulls-kørers fulde navn er Arvid Anand Olof Lindblad, og som efternavnet antyder kommer der nu igen svensk blod på startgridden i Formel 1, idet den 18-årige kører har en svensk far og britisk mor med indisk baggrund.