Zak Brown: Indy-kørere er ”utrolige talenter”

McLarens CEO Zak Brown er grundlæggende uenig med Haas-chefen Günther Steiner, som ikke mener, at USA i øjeblikket har potentielle talenter til Formel 1.

Takuma Sato vandt i Long Beach . Copyright Honda Racing

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 26/1 2018 klokken 10:01

For nyligt udtalte det amerikanske Haas F1 Teams chef, Günther Steiner, at han på nuværende tidspunkt havde svært ved at se, at amerikansk motorsport, og F1-pendanten IndyCar i særdeleshed, kan fremvise kørere med tilstrækkeligt talent til at konkurrere i Formel 1.

Udtalelsen skabte ikke så lidt furore i USA, hvor flere nuværende og tidligere kørere trådte frem og udtrykte deres uenighed med Steiner.

I et interview på Daytona Motor Speedway i forbindelse med det kommende IMSA WeatherTech 24-timersløb for sportsvogne og prototyper stillede McLarens CEO Zak Brown sig også op i lovprisningskoret af amerikanske IndyCar-kørere.

"Den største udfordring du har, er manglen på test," sagde Brown.

Takuma Sato forrest i feltet af Indycar-biler på Long Beach.
Copyright Honda Racing


"Du får kun otte præ-sæson testdage, og selv dét er med én bil, og så skal du rotere kørerne. At fjerne en dag fra Fernandos (Alonso, red.) fire og Stoffels (Vandoorne, red.) fire, giver ingen mening.”

"Så indtil den regel ændres, vil det være svært for en kører uden for Formel 1-scenen, eller Formel 2, at slå igennem i Formel 1, simpelthen fordi det er så stor en ulempe (for nye kørere, red.).”

Herefter pegede Brown specifikt på to kørere fra amerikanske IndyCar, som han mener vil gøre det godt i Formel 1.

”Helt specifikt synes jeg, at Josef Newgarden er et utroligt talent og at Scott Dixon er et utroligt talent.”

McLarens CEO Zak Brown.
Copyright McLaren Media


Josef Newgarden er 27 år og vinder af IndyCar-mesterskabet 2017, mens Scott Dixon i dag er 37 år med en 3. plads i årets IndyCar-mesterskab samt vinder af mesterskaberne i 2003, 2008, 2013 og 2015.

Brown mener ikke, at Dixons alder spiller nogen rolle og peger på Alonso (37 år) og ikke mindst den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher.

"Hvis du ser på sådan en som Michael Schumacher, var han meget konkurrencedygtig i sine 40'ere. Hvis han ikke havde været væk (fra F1, red.) de få år, havde han ikke manglet de sidste par tiendedele, som han gjorde, og han var endda i 40'erne.”

Herefter pegede Brown på sin personlige favorit, som i øvrigt ikke er amerikaner men newzealænder.

”Sådan en som Scott Dixon minder mig om Fernando. Han er utroligt fit, meget dedikeret, så hurtig som nogensinde, og jeg tror, at han vil være konkurrencedygtig i en Formel 1-bil,” lød det fra Zak Brown.

I et tidligere interview på Motorsport TV er Peter Windsor gået et skridt videre end Brown og peget på Scott Dixon som en af verdens fem bedste kørere.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Sauber F1 og Force India trækker EU-klage tilbage Alonso starter som nummer 13 »