Vedholdende, men ubekræftede rygter om fyring af Kevin

De seneste dage har der huseret vedholdende rygter i danske medier om at Kevin Magnussen er fortid hos Haas F1. Alt er dog stadig rygter.

Ruslands Grand Prix 2020 . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 20/10 2020 klokken 17:10

I en dansk formiddagsavis skrives der kryptisk, at “rygter” om snarlig fyring af Kevin Magnussen nu er blevet "konkrete". Hvis man holder sig til kendsgerningerne, er der dog intet konkret på bordet endnu. Uanset de såkaldte kilder.

Men hvor “konkrete” er kendsgerningerne?

Det er hævet over enhver tvivl, at Magnussens team, Haas F1, er hårdt presset på grund af Covid-19s påvirkning på sponsorerne og dermed den samlede økonomi. Modsat de glade tider inden pandemiens hærgen spiller sponsorpenge nu en større rolle end hidtil for det lille, amerikanske team.

Af denne grund er der logik i at indgå kontrakt med en sponsor-spækket kører, og med sin pengestærke far i ryggen passer Nikita Mazepin perfekt ind i billedet til et af sæderne.

Dertil kommer, at Haas har Ferrari som motorleverandør og derfor kan se en økonomisk fordel i at indgå en lukrativ rabataftale ved at tage en af Maranello-fabrikkens juniorkørere, som enten kan være Mick Schumacher, Callum Ilott eller Robert Shwartzman.

Kevin Magnussen.Kevin Magnussen.
Copyright Haas F1


En sådan udvekslingsaftale kan spare en væsentlig post på et i forvejen presset budget og samtidig hjælpe til at knytte endnu stærkere bånd mellem Haas og Ferrari.

Det er heller ikke utænkeligt, at Haas føler behov for at ryste posen og få et helt nyt makkerpar ind, som teamet kan bygge op frem mod det nye regulativ i 2022. Men de fleste er enige om, at en sådan manøvre ikke vil give bedre resultater fremover, da ingen kan bebrejde Magnussen for at underpræstere i den i F1-sammenhænge langsomme Haas-racer.

Hvad taler så imod, at Magnussen får sparket?

Umiddelbart virker det som en strategisk fejlbeslutning at hyre to uerfarne rookies. Det kan næsten kun give yderligere problemer for teamet, som har haft rigeligt at kæmpe med i indeværende sæson.

Derfor virker det ikke usandsynligt, at Haas “nøjes med” at hente en enkelt rookie med dun på overlæben og lader den anden side af garagen være besat af en erfaren kører, som Magnussen. Han har rigtigt skæg, kender teamet og bilen, er ubetinget hurtig og vil samtidig være en stor støtte for en yngre kører.

Magnussens management ønsker ikke at udtale sig, og heller ikke Haas ønsker at sige noget til BMF1.

Så der er intet konkret på bordet endnu. Den eneste kendsgerning er, at vi må vente. Sandsynligvis ved vi mere efter pressemøderne på torsdag i forbindelse med Portugals Grand Prix på Portimao.

Så rygter er og bliver rygter. Altså ikke noget konkret.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Haas går efter en Ferrari-junior Lance Stroll var covid positiv »