Det er god latin at være lidt strategisk og føle sig frem i en jobsamtale og ikke fra start stille ultimative krav. Det gælder også i Formel 1.
Situationen er dog lidt anderledes, hvis ansøgeren sidder med flere jokere på hånden, eksempelvis beviselige kompetencer og særlig ekspertise. Dette gælder ligeledes i Formel 1.
I nedenstående sammenhæng er ordet “ansøger” nok ikke helt velvalgt, men ikke desto mindre er de meget omtalte samtaler om et samarbejde mellem Ferrari og designerguruen Adrian Newey endegyldigt strandet og den erfarne englænder er som bekendt nu på vej til Aston Martins Formel 1-team og dermed 100 mio. US-dollars rigere.
Den 1. maj i år meddelte Red Bull at Newey ville forlade teamet, men sekunder senere føg det allerede med rygter om, at designspecialisten var på vej til Maranello.
Australiens Grand Prix 2019. Adrian Newey
Copyright Red Bull Contentpool
Nu oplyser den anerkendte italienske publikation Autosprint om årsagen til den strandede aftale. Ifølge publikationens kilder røg aftalen mellem Newey og Maranello-teamet i vasken fordi førstnævnte forbeholdt sig ret til at nedlægge veto mod ansættelse af nye ingeniører.
Selvom der havde været rygter om uenighed om lønnen, fordi Ferrari ikke ønskede at gå ind i en budkrig og fordi Newey ønskede en mere deltidsorienteret rolle, mens Ferrari ønskede en person, der ville være fuldt disponibel, så lå de virkelige problemer i den vetoret, som Newey ønskede.
Ifølge AutoSprint havde Ferrari en slags “vi-skal-have-ham-uanset-hvad-holdning”, så de matchede lønkravet, men så bad Newey om, hvad Autosprint kalder "beslutningsbeføjelser, som er teamchefens privilegium”.
Det hedder videre, at den 65-årige designer ville have "vetoret i forhold til ansættelse af nye ingeniører, fordeling af roller og accept af tekniske partnerskaber".
Nok var nok – så satte Ferraris teamchef Frederic Vasseur foden ned og sagde “nej”.
Aston Martin Valkyrie som fik sin banedebut under Englands Grand Prix 2019. Bilen er designet af Adrian Newey
Copyright Red Bull Contentpool
Under et interview med Vasseur til forskellige medier i forbindelse med Ungarns GP, fornemmede man årsagen.
"Jeg forsøger altid at forklare, at enkeltpersoner er mindre vigtige end gruppen, og det er en kendsgerning, når man skriver kontrakt med nogen, og det er sandt, når man mister nogen," sagde Vasseur.
"Gruppens stabilitet er vigtig samt at de andre folk arbejder godt sammen."
Neweys beslutning om at skrive under med Aston Martin betyder, at Ferrari mangler en nøgleperson efter aero-chefen Enrico Cardiles afgang, idet denne ligeledes skifter til Aston Martin i 2025.
Siden er Mercedes' tidligere tekniske chef Mike Elliott sat i forbindelse med Maranello. Vasseur har sagt, at han vil komme med en udmelding efter F1s sommerferie.
"For os er det ikke et drama, alt er klart. Vi vil annoncere den nye organisation efter sommerferien," lød det fra Ferrari-chefen.
Adrian Newey er ikke ukendt med at samarbejde med Aston Martin, idet han designet fabrikkens hybrid sportsvogn Valkyrie. Samarbejdet er foregået med Red Bull Technologies og flere andre aktører.