Rygte: Mazepin fyret

Tiltagende rygter om at Nikita Mazepin er blevet "fritaget" for sin kontrakt med HAAS Formel 1-holdet verserer efter at den unge russer lagde en krænkende video op på sin Instagramprofil.

Nikita Mazepin kører for Haas F1 . Copyright Haas F1

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 21/12 2020 klokken 15:12

HAAS har store betænkeligheder omkring deres kommende kører, Nikita Mazepin, der har optrådt meget uheldigt ved flere lejligheder og allerede nu er begyndt at skade HAAS-mærket.

Officielt er det allerede meldt ud, at holdet ser nærmere på situationen og at man vil tage de forholdsregler, der er nødvendige.

Siden har situationen kun udviklet sig i den forkerte retning for den unge russer, der er kommet til HAAS Formel 1-holdet med en stor pose penge fra sin fars firma.

Der er tilmed kommet et hashtag #WeSayNoToMazepin, hvor mange presser på for at få ham ud af Formel 1 allerede inden han er kommet ind.

Og på det seneste er der så også kommet officielle udmeldinger fra HAAS om, at de er bekymret for deres mærke og at flere andre sponsorer nu er begyndt at true med at trække sig fra holdet.

Det er mange penge Mazepin har med sig, men hvis holdet mister andre sponsorer samtidig med at de ikke ligefrem ser ud til hverken at få feltets hurtigste eller mest populære kører, er der ikke meget der tyder på, at han kan forblive en del af holdet.

Skulle rygtet om at han allerede er blevet fyret holde stik, er det store spørgsmål, hvem der skal erstatte ham.

De fleste danskere vil nok pege på Kevin Magnussen, hvilket absolut ikke er utænkeligt, men Pietro Fittipaldi, der fik de to sidste løb for HAAS i år som erstatning for den skadede Romain Grosjean, er også et stærkt bud.

Men Magnussen vil give god mening, da han vil være en god kollega til Mick Schumacher i den kommende sæson, hvor han skal lære sporten at kende, samtidig med at han kender holdet. Samtidig har Steiner længe ønsket at have ham omkring holdet i 2021.

Magnussen vil dog næppe få mere end en sæson mere i Formel 1, men det vil også passe ham godt, da han rygtes til Peugeot i 2022, sammen med Grosjean, med deres nye Hyperbils-hold, der skal tilbage til Le Mans.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Bottas under maksimalt pres Renault: Alonso får det svært »