Den 21-årige kommende Haas-kører skabte i denne uge for negative overskrifter for sig selv og ikke mindst Haas-teamet, efter han lagde en video på nettet, hvor han befamler en pige på brysterne.
Men det er dog langt fra den eneste hændelse, der har været omkring den rige russers adfærd og opførsel.
Som racerkører har Nikita Mazepin ry for at være absolut hensynsløs. Sidste sæson samlede han så mange strafpoint, at han kun med nød og næppe undgik at blive spærret for et løb.
Nikita Mazepin. Præsentationsbillede fra Haas F1.
Copyright Haas F1
Senest fik russeren en dobbelt tidsstraf for sin kørsel under Formel 2-løbet i Sakhir: Første pressede han Yuki Tsunoda af banen, og derefter blokerede han Felipe Drugovich så hårdt, at brasilianeren kørte ind i et reklameskilt.
Hans kørsel sidste uge er karakteristisk for det meste af hans karriere: F.eks. kørte han sidste år på Spa ind i positionstavlen i vrede, mens bilerne holdt parkerede i Parc fermé, så han næsten ramte Tsunoda.
I 2016 slog han til – bogstaveligt talt: Efter kvalifikationen steg Mazepin ud af sin Formel 3-racer og slog sin konkurrent Callum Ilott så hårdt i ansigtet, at Ilott fik en hævet kæbe og flere kvæstelser i ansigtet.
Grunden skulle åbenbart have været, at Ilott havde været i vejen for Mazepin på dennes hurtige omgang. Mazepin blev spærret for et løb.
At Mazepin ikke kun har problemer med at styre sit temperament på banen men også på de sociale medier kommer næppe bag på de fleste: Blandt andet har han opfordret en kvindelig fan til at sende nøgenbilleder af sig selv, hvis hun ville gøre sig fortjent til et paddock pass.
På de sociale medier forsvarer han desuden aktivt racistiske kommentarer fra sine egne fans, der er rettet mod andre kørere og personer.
Han har heller ingen virkelig respekt over for sine kommende F1-kolleger: F.eks. har han ifølge den tyske tv-kanal
RTL engang sagt følgende om George Russell: "Jeg kender hans hemmelighed – de fleste ville nok betegne det som et coming-out."
Nikita Mazepin kører for Haas F1 i 2021
Copyright Haas F1
Alt i alt tegner der sig et billede af en meget umoden ung mand, der overtager en af Haas-bilerne næste år.
Haas bestrider ikke direkte, at de tager ham for pengenes skyld, men hans adfærd på og uden for banen kan blive et problem for det amerikanske F1-team: Hvis der kommer for mange negative hændelser omkring Nikita Mazepin, kan det i sidste ende skade Gene Haas’ forretning.
Det officielle Formel 1 og FIA har offentliggjort en udtalelse, hvor de fordømmer Nikita Mazepins adfærd som værende i modstrid med ”de etiske principper samt den mangfoldige og inkluderende kultur i sporten, der har den højeste prioritet for FIA og Formel 1.”
Dermed er det lagt i kakkelovnen til et par spændende kampe næste sæson – både på og uden for banen.