Ny bog: “Ferrari i Formel 1”

ANMELDELSE: En ny bog om Formel 1, og Ferrari i særdeleshed, er kommet på gaden. Men det er en ‘tung’ sag. Vi har læst den og giver vores dom.

"Ferrari i Formel 1". Ny bog af Peter Nygaard. . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 4/12 2020 klokken 14:12

Karakter: 6/6

December er traditionelt måneden for bogudgivelser. Og heldigvis for det, for det understreger bare, at de dystre forudsigelser om ‘hard copy’-bogens død ikke holder vand. Trykpressen lever endnu, ovenikøbet i bedste velgående, og tak for det.

De seneste år har budt på spændende bøger om motorsport, primært på engelsk. Men set med danske motorsportsbriller er vi så heldige at have en af de mest erfarne på området, nemlig journalisten og fotografen Peter Nygaard (se biografien sidst i artiklen).

Peter Nygaards nye bogudgivelse hedder “Ferrari i Formel 1” og er dermed en slags fortsættelse af forgængeren fra 2009 (Gyldendals Forlag). Dog med den markante forskel, at nyudgivelsen er en mastodont i sammenligning. Mere om det senere.

Il cavallo Rampante

Som titlen antyder, er bogens tema dels motorsportens ypperste klasse, Formel 1, men den er i særdeleshed også en historie og et kig bag kulisserne hos teamet og fabrikken bag “il cavallo rampante”, den stejlende hingst fra Maranello.

Det var dengang: Ungarns Grand Prix 2001 - Podiet med Michael Schumacher, Rubens Barrichello og Jean TodtDet var dengang: Ungarns Grand Prix 2001 - Podiet med Michael Schumacher, Rubens Barrichello og Jean Todt
Copyright Ferrari


Interessant nok kan det italienske ord “rampante” også oversættes med “ambitiøs”, og en gennemlæsning af bogen viser, at uagtet passionen og de store ambitioner i Maranello, hvor Ferrari-fabrikken har ligget siden 1943, så viser Nygaard, at det på nærmest ubegribelig vis er lykkedes for italienerne at veksle store triumfer til skandaler garneret med en nærmest pinlig mangel på resultater - et scenario, der interessant nok igen udspiller lige for øjnene af teamets millioner af trofaste ‘tifosi’ i år.

Dramatisk journalistdebut

Bogen vrimler med underholdende anekdoter fra Formel 1 og Ferrari i særdeleshed. Altsammen krydret med forfatterens egne oplevelser fra et spændende liv som Formel 1-nomade siden 1982. Det år sprang Nygaard nemlig ud af skabet som journalist, hvorefter han, som udsendt for den lokale avis, kunne hente sit første presseadgangskort til Belgiens Grand Prix på Zolder-banen.

Det blev en både dramatisk og tragisk debut for den unge Formel 1-journalistspire, som på nærmeste hold oplevede den dramatiske ulykke, hvor Gilles Villeneuve pulveriserede sin Ferrari til ukendelighed under kvalifikationen og mistede livet på hospitalet samme aften.

Anekdotiske krydderier

Nygaard har valgt den systematiske tilgang til Ferraris historie i Formel 1. Efter en introduktion til myten fra Maranello gennemgås meritterne hos “il cavallo rampante”, år for år, frem til og med 2020, som forfatteren af gode grunde ikke kan afslutte men kun indlede med Australiens Grand Prix, der som bekendt blev aflyst på grund af en covid-19-smittet McLaren-ansat. Resten er historie.

Bogen er en ‘tour de force’ på hele 730 sider. Hver sæson indledes med en gennemgang af højdepunkter, hvor Nygaard strøer om sig med med anekdotiske krydderier, teknik og ‘insider’-historier.

Billede fra bogen: Ferrari-mekanikere og John Surtees (lys dragt til venstre) forbereder sig til USAs GP. På grund af en kontrovers med det amerikanske bilsportsforbund var bilerne hvide og blå. USAs GP 1964. Billede fra bogen: Ferrari-mekanikere og John Surtees (lys dragt til venstre) forbereder sig til USAs GP. På grund af en kontrovers med det amerikanske bilsportsforbund var bilerne hvide og blå. USAs GP 1964.
Copyright Grand Prix Photo


Meget fornuftigt (og hjælpsomt) indledes hver sæson med en række historiske nedslag, som hjælper læseren til at se sig selv i F1-perspektivet det pågældende år. For denne anmelder var der et par øjeåbnere undervejs á la “er det virkelig ikke længere tid siden”.

Den sidste olie

Eksempelvis indledes den dramatiske 1976-sæson (i uddrag) efter følgende model: FERRARI > Niki Laura crasher i Tysklands Grand Prix | FORMEL 1 > De amerikanske teams Penske og Parnelli trækker sig ud | VERDEN > Apple Computer grundlægges | DANMARK > Christiania skal lukkes.

Herefter præsenteres læseren for navne på teams og kørere samt deres pointmæssige slutplacering i mesterskabet det pågældende år. (Spoiler alert…). 1976 var året, hvor Niki Lauda forulykkede alvorligt under Tysklands Grand Prix i “det grønne helvede” på Nürburgring, og hvor præsten havde givet den stærkt forbrændte tysker den sidste olie. Ikke desto mindre stillede Lauda op 40 dage senere på Ferraris hjemmebane Monza. Tyskeren sluttede sæsonen kun 1 point færre end James Hunt, der vandt mesterskabet for McLaren.

Alt sammen medrivende beskrevet med sjove og interessante små sidespring undervejs.

Underholdende data

Naturligvis får læseren også en gennemgang af de kørere, som gennem årene vandt verdensmesterskaber for Ferrari. Kørerne præsenteres kronologisk startende med Juan-Manuel Fangio og slutter med Kimi Räikkönen. Herefter præsenteres fabrikkens grandprix-vindere alfabetisk, hvorefter kørerafsnittet sluttes af med en oversigt over de mest pointscorende kørere samt de, der ikke formåede at levere tal til pointavlen.

Billede fra bogen: Carlos Reutemann foran svenske Gunnar Nilsson i Lotus på Zandvoort. Hollands GP 1977. Billede fra bogen: Carlos Reutemann foran svenske Gunnar Nilsson i Lotus på Zandvoort. Hollands GP 1977.
Copyright Grand Prix Photo


De ekstremt righoldige, ofte underholdende data på hver kører vidner om et kæmpe gravearbejde fra Nygaards side.

Bogen sluttes af med en teknisk år-for-år-gennemgang af Ferraris F1-modeller, hvor læseren kan nørde med typebetegnelse, chassistype, motorstørrelser, HK-effekt, gearkasse, længde, bredde, højde, sporvidde og vægt.

Lækkert billedmateriale

Selv om Peter Nygaard holder læseren fanget med sin anekdotiske tilgang til historien bag Formel 1 og Ferrari, så er det i sidste ende billedsiden, der løfter bogen til sit meget høje niveau. Og det er der en god grund til.

Foruden sit virke som journalist er forfatteren også fotograf, og det kommer virkelig læseren til gode. Således er bogen propfyldt med særdeles lækkert billedmateriale, hvoraf mange præsenteres som dobbeltopslag (over to sider), hvilket giver læseren en stærk visuel oplevelse. Ikke mindst på grund af bogens store format.

Billede fra bogen: En frustreret Jean Alesi, efter at hans Ferrari er stoppet med tekniske problemer på Spa. Belgiens GP 1994. Billede fra bogen: En frustreret Jean Alesi, efter at hans Ferrari er stoppet med tekniske problemer på Spa. Belgiens GP 1994.
Copyright Grand Prix Photo


Dertil kommer, at Nygaard igennem alle årene har samarbejdet med en række dygtige fotografer, hvilket har genereret et anseligt fotoarkiv, som han med gavmild hånd har strøet ud over bogens 731 sider.

Advarsel! Ikke godnatlæsning

Denne anmelder vil vove at komme med den fuldkommen uvidenskabelige påstand, at langt de fleste bøger bliver læst i sengen, men det kan bestemt ikke anbefales med “”Ferrari i Formel 1”. Bogen måler 35,5 x 29 x 6 cm, vejer præcis 6,3 kilo og vil dermed trykke ribbenene på enhver, der gør forsøget.

Ikke desto mindre er “Ferrari i Formel 1” et ‘must have’ for enhver med kærlighed til motorsport. Bogen kan med stor fornøjelse læses under en velegnet lampe og ved at veludstyret bord med et glas Château de Laubade AOP Bas Armagnac Eau de Vie Prune (anmelderens foretrukne). Læs den som en roman eller blot som et opslagsværk. Og så vil den i øvrigt klæde ethvert sofa-sidebord.

Men brug ikke sengebordet, hvis det er væghængt.

Om forfatteren
Peter Nygaard er uddannet cand. jur. i 1987, men har lige siden arbejdet i Formel 1 som journalist. Er hvert år med til alle Formel 1-løb. Medlem af Club 500 for journalister, der har overværet mere end 500 Formel 1-løb. Indehaver af Grand Prix Photo. Har bl.a. skrevet bøgerne "Formel 1", "Racing uden Filter", "Det hurtige Dusin" m.m. Er gift med Tina og far til Lotte, Lise og Lucas. (kilde: BT)

Yderligere info
- Udgivelsesdato: 23-11-2020
- ISBN13: 9788711983232
- Vægt: 6,3 kg.
- Dybde: 67 mm
- Bredde: 289 mm
- Højde: 358 mm
- Forlag: Lindhardt og Ringhof
- Format: Indbundet
- Udgave: 1
- Originalsprog: Dansk
- Vejl. udsalgspris: 599,95 DKK

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Økonomien bag HAAS' nye kørere Sakhir Grand: 1. frie træning »