Det er sjældent, at Monacos F1-grandprix byder på spændende og hæsblæsende overhalinger og spænding om resultatet til sidste sekund.
I år havde man prøvet på få skabe lidt kunstig spænding ved at kræve 2 pitstop i løbet i håbet om, at bilerne ikke kom i mål i samme rækkefølge som de startede.
Monacos Grand Prix 2025. Sejr til Lando Norris med Oscar Piastri på tredjepladsen
Copyright McLaren Racing
Hjalp det?
Nej, ikke rigtigt.
Fra første sving var der stort set ikke tvivl om udfaldet af løbet: Lando Norris ville vinde, mens Charles Leclerc ville prøve alt for at komme forbi på en bane, hvor man reelt set ikke kan overhale.
Hvis man havde håbet på, at to obligatoriske pitstop ville gavne løbet og løbsstrategien, så tog man grueligt fejl.
Monacos Grand Prix 2025. Sejr til Lando Norris med Oscar Piastri på tredjepladsen
Copyright McLaren Racing
Bare spørg Williams: Det meste af deres løb bestod i at køre langsomt, så teamkammeraten foran kunne få et gratis pitstop og komme ud foran den lange trillekø i Monacos gader.
Det samme gjaldt så senere Mercedes, hvor Antonelli spærrede for det meste af feltet, så Russell i det mindste kunne slutte på en 11. plads. i løbet – på trods af to sene pitstops og en drive through-straf:
George Russell fik nemlig nok af at ligge bag en Williams det meste af løbet og snuppede en genvej for at komme forbi en Williams.
Russell udtalte over radioen, at han var parat til at tage en straf, og måske havde man hos Mercedes regnet med en 10 sekunders straf. Måske skulle Russell ikke have sagt noget…
George Russell under Australiens GP 2023. På scenen til fan-møde fredag
Copyright Mercedes AMG
Efter løbet opstod der en diskussion om, hvad man kan gøre for at gøre Monacos F1-grandprix mere spændende og ikke mindst mere til et race end en trillekø.
Et af forslagene var et kræve en minimumsomgangstid, som alle skal overholde for ikke at blive straffet, og hvad der umiddelbart kan lyde som en god idé, løser ikke problemet, for selv om denne miminumstid bliver overholdt, betyder det ikke, at de bagvedkørende hurtigere biler kan komme forbi.
Der nytter ikke at tale udenom: Problemet er banen.
Monacos Grand Prix 2025. Red Bull på Monte Carlo banen
Copyright Red Bull Contentpool
Monacos gader er for smalle og langsiderne for korte til overhalinger. Den bagvedkørende bil skal nærmest være 5 sekunder hurtigere pr. omgang for at have en chance for at komme forbi.
Men Monaco er også en ikonisk bane og måske selve kernen i Formel 1’s historiske tradition. Hvis man fravælger Monaco, vil man miste en del af Formel 1’s historiske relevans.
Så Formel 1 har brug for Monaco. Og Monaco har brug for Formel 1.
Monacos Grand Prix 2025. Red Bull på Monte Carlo banen
Copyright Red Bull Contentpool
Måske er der brug for at ændre banens layout på en eller anden måde, så løbene igen bliver spændende uden kunstige krav til strategi, dæk osv. Vi har brug for ægte race, især i Monaco.
Næste løb køres i Barcelona denne uge, og her skal det blive spændende at se, om Red Bull og andre får lukket hullet op til McLaren.