Denny Hulme´s antipati mod superstjerner og et stort ønske om anonymitet gjorde ham til den verdensmester der var mest nede på jorden. Han hadede at være berømt, havde ikke den samme forfængelighed som sine kolleger, snarere tværtimod og afskyede sociale begivenheder.
Hans kælenavn "The Bear" eller "Bjørnen", var en reference både til hans barske udseende, men også til hans bryske natur. En side af ham som kunne eksplodere, når han blev provokeret til det.
Denny Hulme, Brabham BT24, Tyskland 1967
Alligevel var han også en yderst følsom mand, som ofte var ude af stand til at udtrykke sine følelser, på nær når han sad bag rattet i en racerbil. Her var han en dygtig og helstøbt kører, dog uden at være spektakulær. Han døde bag rattet, et kvart århundrede efter at være blevet kronet som verdensmester.
Denny Hulme kom fra en særdeles usædvanlig baggrund. Som barn boede han hos sine bedsteforældre på deres tobaks-farm i Moteuka på New Zealand´s sydlige ø. Hans far Clive, var en mystiker, som troede på åndernes magt og levede blandt andet af at læse folks hænder.
Denny Hulme, McLaren M5A, Monaco 1968
Han deltog i slaget om Kreta i 1941, og overbevist om at han ikke ville blive dræbt, blev han en dygtig snigskytte og vandt Victoria-korset og vendte hjem til New Zealand som en krigshelt. Efter hjemkomsten flyttede Denny´s far til Te Puke på den nordlige ø og startede en vognmandsforretning.
Denny, som var født den 18. juni 1936, lærte at køre lastbil siddende på skødet af sin far. Seks år gammel kørte han selv. Som ung elskede Denny at fiske, at gå på jagt og arbejde med faderens lastbiler.
Som 17-årig forlod han skolen for at blive mekaniker og chauffør, og det var på de lange ture ad de mange øde landeveje, at Denny fik tiden til at gå med at drømme. Han drømte at han var Stirling Moss eller en anden berømt kører og at han deltog i et berømt Grand Prix.
Denny Hulme, Syd Afrika 1968
De første konkurrence Denny deltog i, var behændighedsløb og lokale løb, såsom de meget spændende bjerg-løb. Her deltog han i en MGTF og senere købte hans far en MGA til ham. I 1959 købte far og søn en F2 Cooper, som Denny selv satte i stand og gjorde løbs-klar. Han kørte bilen med bare tæer, angiveligt fordi hans synes det gav ham en bedre føling med pedalerne.
Hulme klarede sig ganske godt og endte faktisk med at vinde. Han fik et scholarship af New Zealand Driver To Europe og sammen med George Lawton fik han hele 1960-sæsonen betalt af fonden.
Lawton og Hulme slog sig ned i London, hvor en anden kiwi, nemlig Bruce McLaren - som på dette tidspunkt var ved at gøre sig gældende i Formel 1 - hjalp drengene med forskellige ting.
Denny Hulme, McLaren M7A, Mexico City 1969
Deres debut i Europa endte i katastrofe i det danske Grand Prix på Roskilde Ring. Lawton kørte galt og mistede livet. Denny sad med ham i sine arme, da han udåndede. Denny var forfærdet over vennens tragiske dødsfald, men hans stoiske ro bød ham at presse på.
Han rejste Europa tyndt med sin bil og sin kæreste Greeta, også fra New Zealand. Hun var sygeplejerske og senere blev hun hans hustru og mor til hans to børn.
Penge var der aldrig nok af, og for at få råd til at køre væddeløb, fik Denny et job som mekaniker hos Jack Brabham. Hulme deltog i forskellige løb rundt omkring, blandt andet Le Mans i 1961, og da Ken Tyrrell tilbød ham et sæde i Formel Junior klassen, slog han til.
Denny Hulme, McLaren M7A, Spanien 1969
I 1963 vandt Denny syv Formel Junior løb og det resulterede i en invitation til Jack Brabhams Formel 1 team for 1964-sæsonen. Brabham og Hulme vandt de fleste løb og endte sæsonen 1-2 i det europæiske mesterskab, med Brabham som vinder.
Brabham gav Hulme masser af løbserfaring i ikke-mesterskabs løb i 1964. Drømmen var et sæde i Formel 1, men da Dan Gurney havde det ene sæde og Brabham kørte den anden bil selv, var der ikke plads til Hulme.
Han fik dog sit gennembrud i motorsportens fineste klasse, i Monaco i 1965. Senere samme år i Frankrig scorede han sit første point.
I 1966 forlod Gurney Jack Brabham og startede sit eget team op sammen med Carroll Shelby. Brabham vandt verdensmesterskabet det år og Hulme sluttede som nummer fire.
Denny Hulme, McLaren M7A, 1969
I 1967 var Repco-motorerne ikke de hurtigste i feltet, men de var pålidelige og stabile. Det samme var kørerne. Mange kritikere syntes, at Hulme var en for anonym kører, som var dygtig men ikke havde evnerne til at vinde en titel.
Hulme vandt dog i Moncao, et løb der blev en bittersød sejr. Det var det løb hvor Lorenzo Bandini - som på det tidspunkt var nummer to efter Hulme, kørte galt og blev dræbt i sin Ferrari.
Denny sluttede på podiet seks gange i alt i 1967 og havde skrabet fem point mere sammen end Brabham, og Hulme blev kåret som verdensmester.
Denny bar sin krone som verdensmester med utilpashed og at være centrum for begivenhederne passede ham aldeles ikke. Privat var han en blød og følsom mand, men det var ikke en side man så på banen. Han kunne være kort for hovedet og to gange fik han tildelt "Citron-prisen" af sportsjournalister, der udnævnte ham til den mest tillukkede og mindst samarbejdsvillige kører.
Denny Hulme, McLaren M14A, Zeltweg 1970
Han var enig i at han ikke talte meget, men når han så endelig åbnede munden, sagde han hvad han mente. Bjørnen brølede og han fortalte omverdenen, at han ikke fandt sig i nassere og folk der spildte hans tid. Han ville bare køre løb og derefter tage hjem igen.
Hulme deltog i Indianapolis 500 i en af Dan Gurney´s Eagles og sluttede som nummer fire. I 1968 skiftede han til McLaren og kørte både Formel 1 og Can-Am. Han vandt det Italienske og det Canadiske Grand Prix og tog også Can-Am titlen det år. Året efter vandt han kun det Mexikanske Grand Prix og sluttede toer efter Bruce McLaren i Can-Am serien.
Denny Hulme, McLaren M19A, Belgien 1972
"The Bruce and Denny Show" blev de to makkere kaldt, både på og uden for banen. De kørere dominerede Can-Am serien i deres McLaren biler, men var ikke så succesfuldt i Formel 1. Desværre endte deres partnerskab brat, da Bruce McLaren blev dræbt i en test på Goodwood i 1970.
Denny var knust og græd konstant over tabet af sin ven og kollega. Han fortsatte kun med at køre løb, fordi han syntes at han skyldte Bruce og teamet.
I 1970 blev Hulme´s hænder alvorligt forbrændt, da en test gik galt op til Indy 500-løbet. Alligevel lykkedes det for Denny, at holde sammen på McLaren-teamet som i Bruce havde mistet en visionær ildsjæl.
Hulme vandt ialt seks GP løb med McLaren, men hen mod slutningen af sin karriere, opdagede Hulme, at han ikke nød det på samme måde som før. Det var blevet for farligt.
Hans frygt var velbegrundet og det endelige bevis kom i 1974. I en test så han sin ven og tidligere kollega Peter Revson blive dræbt i en grufuld ulykke, på Kyalami banen i Sydafrika. Denny, som nu var 38 år gammel, sluttede sæsonen og forlod Formel 1 for evigt. Han fortsatte dog med at køre race på et konkurrencedygtigt plan de næste 18 år.
Denny Hulme, McLaren M23, Frankrig 1974
Han nød at deltage i historiske løb og var ligeledes succesfuld i både standardvogne og lastbiler. En af hans favoritter var Australia´s Bathurst 1000 kilometer løb.
Det var i 1992-udgaven at Denny Hulme´s BMW pludselig stoppede langs kanten af banen. Løbsofficials og marshalls løb til bilen og fandt den 56-årige Hulme død af et hjertestop.