De utrolige resultater på banen har gjort Jackie Stewart til en levende legende, og han er stadig en af de mest succesfulde og anerkendte kørere i historien.
Men Stewarts personlige engagement i sporten, er også en historie om et enligt korstog for større sikkerhed både i og uden for bilerne.
Hans veltalenhed og vilje hjalp ham umådeligt i kampen for en mere sikker sport. I en tid hvor mange Formel 1 kørere døde bag rattet, står Jackie Stewarts præstationer som fortaler for øget sikerhed alene. Ingen har gjort så meget for en så populær sport som han.
Jackie Stewart, Arthur Owen-BRM, England 1967
Han satte nye standarder for kørernes professionalisme og var ligeledes en pioner, når det kom til at udnytte det kommercielle potentiale i Formel 1 til det maksimale.
Stewarts intelligens og utrættelige energi hjalp ham meget af vejen, men han ville sikkert ikke være kommet så langt, havde det ikke været fordi han rent faktisk var en fantastisk kører.
Jackie Stewart, Matra, Syd Afrika 1968
John Young "Jackie" Stewart blev født i Dumbartonshire i Skotland, den 11. juni 1939. Faderen ejede en succesrig Jaguar-forretning og det blev Jackie´s storebror, der først fik skosnuderne indenfor motorsporten.
Faktisk var Jimmy så dygtig at han snart deltog i lokale løb. Han kørte for Ecurie Ecosse og deltog såmænd også i det Engelske Grand Prix i 1953. I hvert fald indtil han skred ud i Copse-svinget i regnvejr.
På dette tidspunkt var Jackie færdig med skolen. På mere end én måde. Han var 15 år og havde ikke gjort sig synderligt bemærket i nogen fag. Man opdagede senere, at han var stærkt ordblind og det forklarede naturligvis Jackie´s problemer med skolen. Jackie ville også gerne køre motorløb, men hans mor var ikke meget for det.
Jackie Stewart, Matra MS10, Tysklands GP 1968
Da Jimmy kom til skade i et Le Mans løb, begyndte Jackie i stedet at interessere sig for skeet-skydning. Her voksede han med opgaven og blev en af de bedste skytter i landet. Han ville gerne med til de Olympiske Lege i 1960, men det lykkedes lige præcis ikke for ham at kvalificere sig.
Han begyndte at køre standardvogne hist og her, og en dag havde en af hans fars kunder, Barry Filer, et tilbud til ham. Han ville have den unge Jackie til at teste et par biler på Oulten Park. Jackie imponerede alt og alle fra det øjeblik han satte sig bag rattet.
En af dem han imponerede var Ken Tyrrell, den nu legendariske teamchef. Han varetog på det tidspunkt et Formel Junior hold for Cooper, og da han hørte om den unge skotte, ringede han til broderen Jimmy og spurgte om Jackie mon kunne komme og teste.
Jackie Stewart, Matra MS84, Nürburgring 1969
Det kunne han, og Jackie kom til banen og overtog bilen som Bruce McLaren testede på det tidspunkt. McLaren var allerede en ganske erfaren herre i Formel 1 og den nye Cooper F3, var meget konkurrencedygtig i sin klasse.
Stewart var hurtigere end McLaren og de havde gennem dagen konkurreret indbyrdes om at være hurtigst. McLaren, og ikke mindst Ken Tyrrell, var dybt imponerede over den fantastiske opvisning i fart og kontrol. Tyrrell tilbød straks Jackie en plads på holdet.
Dette blev begyndelsen på det der senere blev en af de mest succesfulde Formel 1 historier.
Men vi skriver kun 1963. Stewart startede som kører for Ken Tyrrell i det britiske Formel 3 mesterskab. Hans første sejr kom på Snetterton i 1964 og han vandt hele syv løb i træk. En præstation der endnu ikke er overgået.
Jackie Stewart, Matra MS80, Montjuich 1969
Da Ken Tyrrell endnu ikke havde startet sit Formel 1 team, skrev Jackie kontrakt med Arthur Owen-teamet, som kørte med BRM-chassis, i 1965 og blev kollega med Graham Hill. Hans første løn var hele £4.000! Så mange penge havde Jackie aldrig set før.
I sit første løb i Sydafrika, scorede han sit første point. Inden sæsonen var forbi, var det lykkedes ham at vinde sin første sejr, på Monza.
Han blev hos Owen i 3 tre år og i 1966 deltog han også i Indianapolis 500, hvor han var meget tæt på at vinde i første forsøg, men en oliepumpe fejlede otte omgange før mål. Alligevel fik han et ry som en kører der kunne levere varen, og han befandt sig altid i toppen.
Jackie Stewart, Tyrrell, Canada 1970
I 1968 blev Ken Tyrrell teamboss for det nye Matra International Formel 1 team, og han ville have Jackie Stewart med på holdet. Dette var starten på en succeshistorie. Han blev hos Tyrrell i seks sæsoner og var altid manden der skulle slås. Han kæmpede med næb og kløer for at beholde sin placering, men vidste altid hvor langt han kunne gå.
Man havde kørt med Matra-chassis i både 1968 og 1969. Hans enestående præstation i regnvejr på den farlige Nürburgring i 1968, betragtes idag som det ypperste nogen kører nogensinde havde kørt et løb.
Der var et voldsomt regnvejr der gjorde det svært at se, og en tæt tåge komplicerede tingene yderligere. Løbet burde aldrig være blevet afholdt, men Jackie vandt med 4 minutter.
Året efter blev Jackie verdensmester i en Matra MS80 med Cosworth motor. Tyrrell var jublende lykkelig. Han havde ikke regnet med et verdensmesterskab allerede året efter de begyndte i Formel 1, og nu havde den unge skotte sikret ham kronen så tidligt.
Jackie Stewart
Faktisk er Jackie Stewart den eneste der nogen sinde har vundet et mesterskab i en franskbygget bil, da Fernando Alonso´s Renault er bygget i England.
Jackie Stewart vandt tre titler. I 1971 i den hurtige Tyrrell 003 og igen i 1973. I 1972 missede han en del løb, da han havde fået udviklet sig et slemt mavesår. Det var en følge af de mange rejser frem og tilbage over Atlanten, og det store pres der nu engang fulgte med berømmelsen.
Men egentlig er historien Jackie Stewart mere end bare én om en verdensmester, der var god til at køre biler. Formel 1 verdenen skylder ham en stor tak, fordi han stort set ene mand har revolutioneret sporten, så den er blevet mere sikker og mere publikumsvenlig.
Jackie Stewart, Tyrrell, Frankrig 1972
I en bestemt periode, var risikoen for at en kører, der kørte i fem sæsoner ville blev dræbt, cirka 60%. Stewart var dybt rystet over at to af hans nærmeste venner, Piers Courage og Jochen Rindt, døde i 1970. Og i 1973 døde hans teamkollega Francois Cevert.
Tyrrell pakkede teamet sammen i respekt for Cevert, men Stewart advokerede fortsat stærkt for større sikkerhed.
Skottens eget møde med døden kom tilbage i 1966 på en særdeles lumsk Spa-Franchorchamps bane i Belgien. Et pludseligt regnvejr på den første omgang, sendte halvdelen af bilerne af banen, heriblandt Jackie´s Owen/BRM-racer. Han lå fastspændt i bilen, som var endt i en grøft, mens benzin lækkede ud over ham.
Der var ingen løbsmarshalls og to kørere der også var involveret i uheldet, den ene var Graham Hill, fik Stewart ud af bilen. Han blev lagt på ladet af en varevogn og kørt til en ventende ambulance, der dog mistede retningssansen på vej mod hospitalet.
Jackie Stewart, Tyrrell, Italien 1973
Da man endelig kom frem til hospitalet, lå han på gangen, gennemblødt af benzin med to overlæger over sig med hver deres cigaret i mundvigen.
"Det viste sig jeg kun havde et brækket kraveben, men det var simpelthen latterligt." sagde Jackie Stewart mange år senere. "Her var en sport, som havde døden med som passager, og alligevel havde man ingen infrastruktur og meget få sikkerhedsforanstaltninger. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget."
Som en direkte følge af ulykken på Spa, blev der indført aftagelige rat og en afbryder til alt det elektroniske. Derudover hjalp han med at introducere full-face hjelme og sikkerhedsseler, og ikke mindst udviklede han sammen med løbsarrangørerne et læge-team, som rejste med rundt til løbene.
Der var også kritiske røster. Blandt andet var der mange der syntes at løbene var blevet for kedelige. Den romantiske aura af at køre ene mand mod alle odds var væk, mente mange. Men det er et faktum, at siden alle disse sikkerhedstiltag, er antallet af dræbte Formel 1 kørere, faldet drastisk.
Jackie Stewart, Tyrrell 001, Argentina 1973
Den karismatiske og veltalende skotte blev vældig populær hos publikum og i medierne. Med hans karakteristiske sorte kasket og sit lange rock-stjerne hår, var stewart en international superstjerne. Kvinderne ville have ham og mændene ville være som ham.
Men han var trofast og loyal over for sin hustru Helen og deres to sønner, Mark og Paul. Alligevel blev han opfattet som en glamourøs stjerne, som begik sig lige godt blandt filmstjerner, politikere og kongelige.
Jackie Stewart var en dygtig forretningsmand og var ofte at se til bestyrelsesmøder på bonede gulve, langt fra de olieplettede kedeldragter han omgav han sig med til dagligt. Han var mange-millionær, længe før han sluttede sin aktive kørerkarriere, i øvrigt som 34-årig.
Han var at se i reklamer og som speaker i tv. Han holdt taler og tog på verdensomspændende kampagner, og havde kontorer i London, New York og Schweiz. Da Formel 1 blev en global TV-oplevelse, havde Jackie også en finger med i spillet.
Stewart er en vinder. I 1996 startede han og sønnen Paul, deres eget Formel 1 team, 'Stewart Formula 1 Racing Team'. Jan Magnussen og Rubens Barichello var de to kørere til at starte med. Succesen så ud til at ligge lige om hjørnet, da Barichello blev toer i Monaco og Magnussen endte lige udenfor pointene, som syver (dengang var det de første seks kørere der fik point).
I 1999 blev teamet solgt til Ford, som ændrede navnet til Jaguar. Det var ikke en særlig god ide, for teamet kom ingen vegne.
Jackie Stewart er stadig en stor mand i sporten. Selvom han ikke har sit eget team, er han en mand der lyttes til og han bliver ofte taget med på råd, når der er sikkerhed på dagsordenen.
I 2001 blev Jackie Stewart tildelt en riddertitel af den engelske dronning, både for sine bedrifter på og udenfor banen.