- Forside
Legender: John Surtees
Han var den første, og stadig den eneste, der nogensinde både har vundet verdensmesterskabet - på to såvel som fire hjul. John Surtees var en mand, som tog imod motorsporten med åbne arme, med en lethed og en vilje der sjældent er set siden.
Af: (@bmf1.dk) d. 13/1 2007 klokken 15:01
Verdensmester 1964
Den legendariske John Surtees optager en unik plads i motorsportens historie. Han er den eneste der både har vundet verdensmesterskaber på to og på fire hjul.
Ikke bare vandt Sutees syv verdensmesterskaber på to hjul mellem 1956 og 1960, han gik skridtet videre og kørte Formel 1 biler, hvor han i 1964 vandt verdensmesterskabet. Begge dele udførte han med lige dele talent og mod.
John Surtees i Ferrari, Monaco 1963
Surtees tog skridtet fra motorcykler til biler med en overraskende lethed, selvom hans hurtige opstigning til toppen af den fineste motorsportsklasse var et produkt af hårdt arbejde.
Han var en dybt seriøs kører og hans aggressive insisteren på at være en enspænder, blev også hans handikap. Efter han vandt kører-titlen hos Ferrari, gik han efter et kæmpe skænderi og derefter fik han svært ved at vinde igen.
John Surtees blev født den 11. februar 1934 i Tatsfield, Surrey, som den første af i alt tre børn. Det var hans families baggrund der gav startskuddet for John Surtees´ fremtidigie karriere som racerkører. Han far Jack, ejede en motorcykel forretning i Sydlondon og var såmænd også tre-dobbelt britisk mester i motorcykel med sidevogn.
John var fascineret af teknik og fart og da han var elleve år, havde han allerede sin egen motorcykel, som han reparerede på med samme dygtighed, som han kørte på den.
John Surtees, Ferrari 158, Zeltweg 1964
Hans første professionelle oplevelse med motorsporten, var da han og faderen tilmeldte deres Vincent motorcykel med sidevogn til et lokalt løb. De vandt, men da løbsledelsen opdagede Surtees´ alder, blev de diskvalificeret.
Seksten år gammel forlod han skolen og blev ingeniør-lærling på Vincent-fabrikken. I 1951, kun sytten år gammel, stjal han alle overskrifterne da han gav baghjul til Norton fabrikkens egen stjerne, Geoff Duke, i et ACU (Auto Cycle Union) løb på Thruxton.
I 1955 blev han kører for Norton teamet og vandt hele 68 gange ud af 76 mulige. En helt utrolig præstation, der stadig imponerer den dag idag.
Hen mod slutningen af 1955-sæsonen, blev John kontaktet af det italienske MV Agusta team. Han skiftede team og det var her han mellem 1956 og 1960 vandt sine syv verdensmesterskaber, primært på 350cc og 500cc motorcykler.
John Surtees er også universielt anerkendt, som manden der opfandt måden at krænge kroppen ud over siden af motorcyklen og ind mod kurven. En metode der først blev kritiseret - mest fordi han hele tiden vandt - men som senere vandt indpas og bruges af alle motorcykelklasser.
John Surtees, Ferrari 158, Rouen 1964
Skiftet til biler gik overraskende let. I 1959 mens Surtees stadig var manden at slå indenfor motorcykler, fik han et tilbud om at teste for forskellige talent-jægere. I sit første løb, på Goodwood i en F3 som Ken Tyrrell ejede, endte Surtees på en imponerende anden-plads, lige efter Jim Clark.
Team Lotus, med Colin Chapman i spidsen, så muligheder i knægten og hyrede Surtees til de resterende fire løb i 1960 i Formel 1 sæsonen. En andenplads i England og Portugal, gjorde Surtees til en eftertragtet herre.
Han stoppede med motorcykler og helligede sig Formel 1 verdenen. Mange store teams stod på nakken i hinanden for at hyre den kvikke unge kører, blandt andet Chapmans Lotus team, som ville have til at køre lige op mod Jim Clark.
Efter lang tid i tænkeboks, besluttede han i 1961 at køre for Cooper og i 1962 at køre for Lola. Begge teams var ikke stærke nok rent resultatmæssigt, men det var nok til at holde Surtees i søgelyset.
Den tidligere MV Agusta kører blev opdaget af en anden mand med lidenskabelige forbindelser til motorcykler, Enzo Ferrari. I 30´erne havde Ferrari ledet et motorcykelteam og var imponeret over passionen og fighter-viljen i den unge Surtees og en kontrakt blev udfærdiget og John Surtees var nu Ferrari´s førstekører.
John Surtees, Ferrari 512, Tyskland 1965
Det var på Nürburgring i 1963 at Surtees viste karakter, beslutsomhed og mod. Et imponerende skue var banen, frygtet og beundret. Surtees kæmpede side om side mod Jim Clark i hans Lotus næsten hele løbet igennem, og vandt. Manden de kaldte "Store John", "Vindens Søn" og "Frygtløse John", blev hyldet som Ferrari´s frelser.
Specielt i 1964. Banen var endnu en gang Nürburgring. John fløj rundt på bane med den ene halsbrækkende udskridning efter den anden. Han slog Graham Hill i hans BRM, og med endnu en sejr på Monza, var "Store John" nu med i toppen. Men også Surtees modstandere, Hill og Clark var med i toppen. De havde også vundet to løb hver.
Det skulle afgøres i det mexikanske Grand Prix. Clark´s Lotus ramte en olieplet og fløj af banen, Hill´s BRM blev uheldigvis kørt af banen af Lorenzo Bandini, som tilfældigvis var Surtees team-kollega. Anden-pladsen gik til Surtees og det var nok til at verdensmesterskabet kom i hus.
John Surtees, Cooper, Holland 1966
John Surtees var bestemt lykkelig for at være den første verdensmester på to og fire hjul, men, hvad var der tilbage for en der havde vundet alt? Han vandt dog yderligere tre Grand Prix løb og fik totalen op på seks sejre. Man kan argumentere og sige, at han var en mand af omstændighederne, selvom hans personlighed og uafhængighed også var faktorer.
Han fik et ry for at være krakilsk, kværulantisk og diskussionslysten. Han lagde ikke skjul på, at han sagde, hvad der faldt ham ind. De fleste kørere efterlod deres aggressioner i cockpittet, men Surtees beholdt masken på, også uden for banen, hvilket kunne være ret skræmmende og intimiderende.
Monza 1967, Surtees i Honda RA300, foran Bruce McLaren i McLaren M5A
I 1965, hvor Ferrari var mindre konkurrencedygtige, besluttede John Surtees sig for, at stille op i den nord-amerikanske Can-Am serie - som var meget lukrativ - med sin egen Lola. Det var i et af disse løb, Mosport løbet i Canada, at hans Lola forulykkede voldsomt på grund af et knækket hjulophæng. Surtees overlevede mirakuløst, men han var slemt forslået.
Hen over den kommende vinter, tvang han sig selv tilbage i form og i det belgiske Grand Prix på Spa, sejrede han i øsende regnvejr, i et af de mest spektakulære løb nogensinde. Dette blev hans sidste løb for Ferrari.
Den bestemte og nogle gange ufatteligt stædige Surtees, havde siden 1963 været uenig og i direkte skænderi med team manager for Ferrari, Eugenio Dragoni. Til 24 timers løbet på Le Mans, kogte det hele over, og Surtees vendte rundt på hælen og så sig aldrig tilbage. Senere talte han med Enzo Ferrari og de blev enige om, at bruddet var dårligt for begge parter.
John Surtees, Honda RA301, Syd Afrika 1968
Surtees sluttede 1966 med Cooper og vandt sæsonens sidste løb i Mexico. Derefter tilbragte han to år i Honda´s nye Formel 1 team. Han hjalp med udviklingen af de japanske biler og blev belønnet med en tilfredsstillende sejr på Ferrari´s hjemmebane, Monza i Italien. Desværre forlod Honda Formel 1 efter kun to sæsoner.
Efter en frustrerende sæson i 1969 med Owen Racing (bilen var en BRM), besluttede Surtees at danne sit eget team, præcis som Jack Brabham og Bruce McLaren havde gjort det. Men det var ingen succes.
I ni hele sæsoner, var det bedste resultat for Team Surtees en anden og tredje-plads til Mike Hailwood. Ikke godt nok, når man selv var syv-dobbelt verdensmester på to hjul og verdensmester i Formel 1.
Surtees trak sig tilbage som aktiv kører i 1973, for at koncentrere sig om at få mere ud af bilerne og flere penge til teamet. Selvom han pressede sig selv til det yderste, præcis som da han kørte, var det ikke nok. Hans konstante pres på sig selv og de stadig mange smerter fra det uhyggelige uheld i 1965, gjorde at han trak sig helt tilbage for Formel 1 i 1978.
John Surtees, Arthur Owen Racing BRM P138, Spanien 1969
Surtees havde nu masser af tid og fik mulighed for at komme helt til hægterne igen. Tidligere tiders stædighed og bidskhed var nu forsvundet som dug for solen, og Surtees havde fundet en ny indgangsvinkel til livet. Han trak sig tilbage til et smukt gammelt hus ude på landet hjemme i England, hvor han sammen med sin nye hustru (hans tidligere ægteskab var barnløst), hvor de sammen opfostrede tre børn.
Han fandt en glæde og passion ved arkitektur og blev en ganske dygtig sælger af fast ejendom. Først her, så mange år efter, var den legendariske verdensmester i stand til at nyde sine egne præstationer, for som han sagde: "Jeg var en smule småskør."
John Surtees er fortsat aktiv i motorsporten. Han deltager i veteranbilløb med sine mange klassiske motorcykler, og er bestyrelsesformand for A1 Team Great Britain.
Den legendariske John Surtees optager en unik plads i motorsportens historie. Han er den eneste der både har vundet verdensmesterskaber på to og på fire hjul.
Ikke bare vandt Sutees syv verdensmesterskaber på to hjul mellem 1956 og 1960, han gik skridtet videre og kørte Formel 1 biler, hvor han i 1964 vandt verdensmesterskabet. Begge dele udførte han med lige dele talent og mod.
Surtees tog skridtet fra motorcykler til biler med en overraskende lethed, selvom hans hurtige opstigning til toppen af den fineste motorsportsklasse var et produkt af hårdt arbejde.
Han var en dybt seriøs kører og hans aggressive insisteren på at være en enspænder, blev også hans handikap. Efter han vandt kører-titlen hos Ferrari, gik han efter et kæmpe skænderi og derefter fik han svært ved at vinde igen.
John Surtees blev født den 11. februar 1934 i Tatsfield, Surrey, som den første af i alt tre børn. Det var hans families baggrund der gav startskuddet for John Surtees´ fremtidigie karriere som racerkører. Han far Jack, ejede en motorcykel forretning i Sydlondon og var såmænd også tre-dobbelt britisk mester i motorcykel med sidevogn.
John var fascineret af teknik og fart og da han var elleve år, havde han allerede sin egen motorcykel, som han reparerede på med samme dygtighed, som han kørte på den.
Hans første professionelle oplevelse med motorsporten, var da han og faderen tilmeldte deres Vincent motorcykel med sidevogn til et lokalt løb. De vandt, men da løbsledelsen opdagede Surtees´ alder, blev de diskvalificeret.
Seksten år gammel forlod han skolen og blev ingeniør-lærling på Vincent-fabrikken. I 1951, kun sytten år gammel, stjal han alle overskrifterne da han gav baghjul til Norton fabrikkens egen stjerne, Geoff Duke, i et ACU (Auto Cycle Union) løb på Thruxton.
I 1955 blev han kører for Norton teamet og vandt hele 68 gange ud af 76 mulige. En helt utrolig præstation, der stadig imponerer den dag idag.
Hen mod slutningen af 1955-sæsonen, blev John kontaktet af det italienske MV Agusta team. Han skiftede team og det var her han mellem 1956 og 1960 vandt sine syv verdensmesterskaber, primært på 350cc og 500cc motorcykler.
John Surtees er også universielt anerkendt, som manden der opfandt måden at krænge kroppen ud over siden af motorcyklen og ind mod kurven. En metode der først blev kritiseret - mest fordi han hele tiden vandt - men som senere vandt indpas og bruges af alle motorcykelklasser.
Skiftet til biler gik overraskende let. I 1959 mens Surtees stadig var manden at slå indenfor motorcykler, fik han et tilbud om at teste for forskellige talent-jægere. I sit første løb, på Goodwood i en F3 som Ken Tyrrell ejede, endte Surtees på en imponerende anden-plads, lige efter Jim Clark.
Team Lotus, med Colin Chapman i spidsen, så muligheder i knægten og hyrede Surtees til de resterende fire løb i 1960 i Formel 1 sæsonen. En andenplads i England og Portugal, gjorde Surtees til en eftertragtet herre.
Han stoppede med motorcykler og helligede sig Formel 1 verdenen. Mange store teams stod på nakken i hinanden for at hyre den kvikke unge kører, blandt andet Chapmans Lotus team, som ville have til at køre lige op mod Jim Clark.
Efter lang tid i tænkeboks, besluttede han i 1961 at køre for Cooper og i 1962 at køre for Lola. Begge teams var ikke stærke nok rent resultatmæssigt, men det var nok til at holde Surtees i søgelyset.
Den tidligere MV Agusta kører blev opdaget af en anden mand med lidenskabelige forbindelser til motorcykler, Enzo Ferrari. I 30´erne havde Ferrari ledet et motorcykelteam og var imponeret over passionen og fighter-viljen i den unge Surtees og en kontrakt blev udfærdiget og John Surtees var nu Ferrari´s førstekører.
Det var på Nürburgring i 1963 at Surtees viste karakter, beslutsomhed og mod. Et imponerende skue var banen, frygtet og beundret. Surtees kæmpede side om side mod Jim Clark i hans Lotus næsten hele løbet igennem, og vandt. Manden de kaldte "Store John", "Vindens Søn" og "Frygtløse John", blev hyldet som Ferrari´s frelser.
Specielt i 1964. Banen var endnu en gang Nürburgring. John fløj rundt på bane med den ene halsbrækkende udskridning efter den anden. Han slog Graham Hill i hans BRM, og med endnu en sejr på Monza, var "Store John" nu med i toppen. Men også Surtees modstandere, Hill og Clark var med i toppen. De havde også vundet to løb hver.
Det skulle afgøres i det mexikanske Grand Prix. Clark´s Lotus ramte en olieplet og fløj af banen, Hill´s BRM blev uheldigvis kørt af banen af Lorenzo Bandini, som tilfældigvis var Surtees team-kollega. Anden-pladsen gik til Surtees og det var nok til at verdensmesterskabet kom i hus.
John Surtees var bestemt lykkelig for at være den første verdensmester på to og fire hjul, men, hvad var der tilbage for en der havde vundet alt? Han vandt dog yderligere tre Grand Prix løb og fik totalen op på seks sejre. Man kan argumentere og sige, at han var en mand af omstændighederne, selvom hans personlighed og uafhængighed også var faktorer.
Han fik et ry for at være krakilsk, kværulantisk og diskussionslysten. Han lagde ikke skjul på, at han sagde, hvad der faldt ham ind. De fleste kørere efterlod deres aggressioner i cockpittet, men Surtees beholdt masken på, også uden for banen, hvilket kunne være ret skræmmende og intimiderende.
I 1965, hvor Ferrari var mindre konkurrencedygtige, besluttede John Surtees sig for, at stille op i den nord-amerikanske Can-Am serie - som var meget lukrativ - med sin egen Lola. Det var i et af disse løb, Mosport løbet i Canada, at hans Lola forulykkede voldsomt på grund af et knækket hjulophæng. Surtees overlevede mirakuløst, men han var slemt forslået.
Hen over den kommende vinter, tvang han sig selv tilbage i form og i det belgiske Grand Prix på Spa, sejrede han i øsende regnvejr, i et af de mest spektakulære løb nogensinde. Dette blev hans sidste løb for Ferrari.
Den bestemte og nogle gange ufatteligt stædige Surtees, havde siden 1963 været uenig og i direkte skænderi med team manager for Ferrari, Eugenio Dragoni. Til 24 timers løbet på Le Mans, kogte det hele over, og Surtees vendte rundt på hælen og så sig aldrig tilbage. Senere talte han med Enzo Ferrari og de blev enige om, at bruddet var dårligt for begge parter.
Surtees sluttede 1966 med Cooper og vandt sæsonens sidste løb i Mexico. Derefter tilbragte han to år i Honda´s nye Formel 1 team. Han hjalp med udviklingen af de japanske biler og blev belønnet med en tilfredsstillende sejr på Ferrari´s hjemmebane, Monza i Italien. Desværre forlod Honda Formel 1 efter kun to sæsoner.
Efter en frustrerende sæson i 1969 med Owen Racing (bilen var en BRM), besluttede Surtees at danne sit eget team, præcis som Jack Brabham og Bruce McLaren havde gjort det. Men det var ingen succes.
I ni hele sæsoner, var det bedste resultat for Team Surtees en anden og tredje-plads til Mike Hailwood. Ikke godt nok, når man selv var syv-dobbelt verdensmester på to hjul og verdensmester i Formel 1.
Surtees trak sig tilbage som aktiv kører i 1973, for at koncentrere sig om at få mere ud af bilerne og flere penge til teamet. Selvom han pressede sig selv til det yderste, præcis som da han kørte, var det ikke nok. Hans konstante pres på sig selv og de stadig mange smerter fra det uhyggelige uheld i 1965, gjorde at han trak sig helt tilbage for Formel 1 i 1978.
Surtees havde nu masser af tid og fik mulighed for at komme helt til hægterne igen. Tidligere tiders stædighed og bidskhed var nu forsvundet som dug for solen, og Surtees havde fundet en ny indgangsvinkel til livet. Han trak sig tilbage til et smukt gammelt hus ude på landet hjemme i England, hvor han sammen med sin nye hustru (hans tidligere ægteskab var barnløst), hvor de sammen opfostrede tre børn.
Han fandt en glæde og passion ved arkitektur og blev en ganske dygtig sælger af fast ejendom. Først her, så mange år efter, var den legendariske verdensmester i stand til at nyde sine egne præstationer, for som han sagde: "Jeg var en smule småskør."
John Surtees er fortsat aktiv i motorsporten. Han deltager i veteranbilløb med sine mange klassiske motorcykler, og er bestyrelsesformand for A1 Team Great Britain.