- Forside
Legender: Jim Clark
Han var sky, genert, ubeslutsom og nervøs. Alligevel lykkedes det for Jim Clark at vinde verdensmesterskabet to gange. Og da Clark døde, efterlod han en verden i sorg og chok.
Af: (@bmf1.dk) d. 7/1 2007 klokken 16:01
Verdensmester 1963 og 1965.
Han havde aldrig troet at han skulle være racerkører, langt mindre at blive den bedste i en sport der på lidt over et årti allerede havde fostret så store navne som Ascari, Fangio og Hawthorn.
Den beskedne skotte blev en af de største og mest respekterede og elskede verdensmestre, denne verden endnu har set. Når han sad i sin bil, var han uovervindelig, men udenfor banen virkede han skrøbelig, næsten som om han kunne gå i stykker som glas.
Han var en tilbageholdende helt. Få mestre var så dominerende på banen som han. Få mestre er så savnet som han.
Jim Clark, Lotus 25, Monaco 1963
James Clark, jr. blev født den 4. march 1936, i den lille landsby Berwickshire, tæt på den engelske grænse og voksede op på familiens gård. Det var her at Jim Clark havde det bedst. hjemme i familiens skød og med masser af plads omkring sig. Det er ikke svært at forestille sig de grønne bakker med højt til himlen og familiens får der græsser på marken.
Denne verden lå meget langt fra den han senere i livet ville beskæftige sig med og som ville gøre ham til den bedste i verden. Faktisk havde Jim helt andre interesser som ung. Han gik på privatskole i Edinburgh, hvor han spillede cricket og var vist også ret ferm til hockey.
Hans søster Betty, har senere udtalt at det hun huskede bedst fra barndommen, var Jims musiske talent, endda hans smukke stemme i drengekoret. Det var først da han var 13 år, at han læste i et blad om motorsport. Siden da begyndte den unge Jim at interessere sig mere og mere for biler.
Jim Clark, Lotus 1965
Desværre så det længe ud til at Jim ikke kunne forfølge sine drengedrømme lige med det samme. Der var strenge regler, selvom man boede helt ude på landet, så Jim måtte øve sig i al hemmelighed på gårdens traktor eller farens bil. Han fik sit kørekort på sin 17 års fødselsdag og på dette tidspunkt var Clark færdig med skolen og arbejdede fuld tid på gården.
Han købte en Sunbeam Talbot til at komme omkring i og i 1956 begyndte han - 20 år gammel - at bruge den til at deltage i lokale arrangementer og løb. han vandt efterhånden flere og flere løb i klubøjemed.
Bilerne var som regel ejet af hans velhavende venner, der så lod ham køre bilerne til flotte placeringer. Og det var også disse velhavende venner, der opfordrede ham til at blive ved med at køre væddeløb. Uden dem havde verden måske ikke set den store Jim Clark udfolde sig.
Når han vandt, fulgte der naturligvis mediedækning og han brød sig ikke særligt om at være i rampelyset. Faktisk skammede han sig, fordi han kørte mod familiens ønske. Faderen ville have at Jim skulle fortsætte på gården og overtage den efter ham.
Han blev yderligere bakket op af vennerne, der kunne se potentiale i den unge mand. Han begyndte at tage detmere seriøst og han demonstrerede et utroligt talent, der ikke bare overraskede publikum, men sandelig også ham selv.
Jim Clark, Lotus 33, Nürburgring 1965
1958 var nok det år hvor det for alvor gik op for motorsportsverdenen, at her var der et talent man ikke kunne komme uden om. Til et løb på Brands Hatch, satte Clark sig bag rattet af en Lotus Elite coupe, og det tog ikke lang tid for Clark at imponere vinderen af løbet, som tilfældigvis havde startet Lotus fabrikken, Colin Chapman. Jim blev inviteret af Chapman til at køre en sæson i Lotus Formel Junior, og endnu engang imponerede Clark omverdenen.
Chapman var ikke sen til at se talentet og til resten af sæsonen i 1960, kunne man nu se den 24-årige Jim Clark i en Formel 1 bil. Samme år i Belgien, blev et løb som de fleste, ikke mindst Jim Clark, gerne ville være foruden. Et løb der står som et af de mest forfærdelige i historien.
Jim Clark, Lotus 33, Tyskland 1966
Løbet startede nogenlunde gnidningsfrit, men efter få omgange kørte Chris Bristow galt i en Cooper og var død på stedet. Clark undgik med nød og næppe den forrevne og forslåede døde krop på banen, men hans Lotus var tilsølet i Bristows blod. Få omgange senere mistede Clark´s ven og team kollega i Lotus, Alan Stacey, herredømmet over sin bil, da en fugl ramte ham i ansigtet. Også han blev dræbt.
Clark indrømmede at den horrible scene for to mænds død, var tæt på at få ham til at stoppe med sporten. Siden det løb, hadede han banen så det var noget næsten fysisk, men alligevel vandt han der fire gange i træk.
Hans første fulde Formel 1 sæson var året efter i 1961. Det var året hvor alle forsøgte sig at måle sig med Ferraris 156, eller "sharknose", på grund af de karakteristiske luftindtag i fronten. Men det var også året hvor endnu et tragisk dødsfald næsten havde slukket Jim Clarks lysende stjerne, før den for alvor kunne stråle.
På Monza kom han og Wolfgang von Trips Ferrari i problemer, da hjulene låste sig fast i hinanden. Von Trips kørte galt, hans bil fløj gennem lufte og ramte tilskuerne. Von Trips og 14 tilskuere blev dræbt. Jim Clark var uden skyld i uheldet, men han følte alligevel en stor skyld og var igen klar til at indstille karrieren. Og endnu en gang trådte Colin Chapman til og hjalp den kommende stjerne på rette vej igen.
Jim Clark, Lotus 49, Zandvoort 1967
De næste fire sæsoner var succes på succes. Lotus bilerne blev næsten aldrig slået, og de få gange det skete var det for det meste på grund af mekaniske defekter. For selvom Chapmans innovative chassis kombineret med den kraftige Climax V8 motor var et genialt parløb, var bilerne desværre uhyggelig upålidelige.
Clark var ved at vinde mesterskabet i 1962, men i det sidste løb i sæsonen, begyndte bilen at lække olie, og dermed missede han chancen for sit første mesterskab.
Men året efter gik alt op i en højere enhed. Bilen var hurtig, pålidelig og Clark var mere sulten end nogensinde før. Han vandt hele syv løb og titlen var hans. 1965 var året hvor Chapman og Clark skulle gentage succes´en, men det var noget andet der blev gentaget. For præcis som i 1962 begyndte bilen i det sidste løb at lække olie.
I 1965 vandt han seks ud af ti løb i mesterskabet og den anden titel var en realitet.
Jim Clark, Lotus 1967
På dette tidspunkt var Chapman og Clark næsten så uadskillelige som brødre. Chapman satte enorm pris på Clarks ydmyghed, oprigtighed og personlige integritet, og sagde at Clark var lige så imponerende et menneske uden for banen som på banen.
Clark var ikke særlig teknisk dygtig og stolede fuldt og fast på, at Chapman "oversatte" hans tilbagemeldinger om hvordan bilen reagerede. Selv når bilen ikke fungerede optimalt, lykkedes det på forunderlig vis for Jim Clark at "køre uden om", og begynde at stole på sit talent. Alligevel sagde han ofte, at han ikke anede hvorfor han var så hurtig.
Publikum elskede den generte og pressesky verdensmester, der hadede at opholde sig i blitzlampernes skær. Hans popularitet havde i midten af 60´erne fundet vej over Atlanten, hvor han var om muligt en endu større stjerne efter at have vundet det famøse Indianapolis 500. Han hadede pressekonferencer og det var tydeligt at han var højst utilpas ved offentlige fremtrædener.
Watkins Glen 1967. Jim Clark i Lotus 49, Graham Hill i Lotus 49 og Chris Amon i Ferrari 312/67
Clark var anerkendt og vellidt blandt sine samtidige, men ingen kendte ham særlig godt. Graham Hill og Jackie Stewart som begge var yderst selvsikre og udadvendte, fandt at Clark ar lige modsat. I bilen var han indbegrebet af ro og kontrolleret agressivitet, men uden for bilen bed han konstant sine negle, og var overraskende ubeslutsom, selv når det gjaldt enkle beslutninger, såsom hvor man skulle spise den pågældende aften.
Hans to titler gjorde ham velhavende og han bosatte sig i Paris, som på det tidspunkt var et skatteparadis. Han kørte til løbene i en Lotus Elan, og senere et to-motors Piper Twin Comanche fly, ofte med et kvindeligt bekendtskab som passager.
Han blev aldrig gift, men øjensynligt skulle han have fortalt en veninde, at han ønskede en familie som skulle bo på gården i Skotland. Han lavede med vilje kun kontrakter for et år ad gangen, for på den måde kunne han forlade sporten når han ville.
Jim Clark, Lotus 49, Syd Afrika 1968
1966 var et dårligt år for Lotus, men han blev og hans tålmodighed blev belønnet, året efter da teamet genfandt formen. En sejr i det første løb i 1968, bragte hans totale sejr på 25, en tangering af den store Fangio´s rekord. Og præcis som Fangio, havde Jim Clark sjældent uheld og kørte kun galt få gange - hvilket fik nyheden om hans død til at fremstå som fuldstændig umuligt. Men det var sandt.
Den 7. april 1968 deltog Clark i et F2 løb på Hockenheim i Tyskland, da det ene dæk eksploderede og forårsagede en ulykke som dræbte Clark. Motorsportsverdenen var i chok og mange følte at nu var hjertet flået ud af sporten.
Colin Chapman sagde at han havde mistet sn bedste ven. Graham Hill sagde, at det han ville savne mest var Jim Clark´s smil.
Han havde aldrig troet at han skulle være racerkører, langt mindre at blive den bedste i en sport der på lidt over et årti allerede havde fostret så store navne som Ascari, Fangio og Hawthorn.
Den beskedne skotte blev en af de største og mest respekterede og elskede verdensmestre, denne verden endnu har set. Når han sad i sin bil, var han uovervindelig, men udenfor banen virkede han skrøbelig, næsten som om han kunne gå i stykker som glas.
Han var en tilbageholdende helt. Få mestre var så dominerende på banen som han. Få mestre er så savnet som han.
James Clark, jr. blev født den 4. march 1936, i den lille landsby Berwickshire, tæt på den engelske grænse og voksede op på familiens gård. Det var her at Jim Clark havde det bedst. hjemme i familiens skød og med masser af plads omkring sig. Det er ikke svært at forestille sig de grønne bakker med højt til himlen og familiens får der græsser på marken.
Denne verden lå meget langt fra den han senere i livet ville beskæftige sig med og som ville gøre ham til den bedste i verden. Faktisk havde Jim helt andre interesser som ung. Han gik på privatskole i Edinburgh, hvor han spillede cricket og var vist også ret ferm til hockey.
Hans søster Betty, har senere udtalt at det hun huskede bedst fra barndommen, var Jims musiske talent, endda hans smukke stemme i drengekoret. Det var først da han var 13 år, at han læste i et blad om motorsport. Siden da begyndte den unge Jim at interessere sig mere og mere for biler.
Desværre så det længe ud til at Jim ikke kunne forfølge sine drengedrømme lige med det samme. Der var strenge regler, selvom man boede helt ude på landet, så Jim måtte øve sig i al hemmelighed på gårdens traktor eller farens bil. Han fik sit kørekort på sin 17 års fødselsdag og på dette tidspunkt var Clark færdig med skolen og arbejdede fuld tid på gården.
Han købte en Sunbeam Talbot til at komme omkring i og i 1956 begyndte han - 20 år gammel - at bruge den til at deltage i lokale arrangementer og løb. han vandt efterhånden flere og flere løb i klubøjemed.
Bilerne var som regel ejet af hans velhavende venner, der så lod ham køre bilerne til flotte placeringer. Og det var også disse velhavende venner, der opfordrede ham til at blive ved med at køre væddeløb. Uden dem havde verden måske ikke set den store Jim Clark udfolde sig.
Når han vandt, fulgte der naturligvis mediedækning og han brød sig ikke særligt om at være i rampelyset. Faktisk skammede han sig, fordi han kørte mod familiens ønske. Faderen ville have at Jim skulle fortsætte på gården og overtage den efter ham.
Han blev yderligere bakket op af vennerne, der kunne se potentiale i den unge mand. Han begyndte at tage detmere seriøst og han demonstrerede et utroligt talent, der ikke bare overraskede publikum, men sandelig også ham selv.
1958 var nok det år hvor det for alvor gik op for motorsportsverdenen, at her var der et talent man ikke kunne komme uden om. Til et løb på Brands Hatch, satte Clark sig bag rattet af en Lotus Elite coupe, og det tog ikke lang tid for Clark at imponere vinderen af løbet, som tilfældigvis havde startet Lotus fabrikken, Colin Chapman. Jim blev inviteret af Chapman til at køre en sæson i Lotus Formel Junior, og endnu engang imponerede Clark omverdenen.
Chapman var ikke sen til at se talentet og til resten af sæsonen i 1960, kunne man nu se den 24-årige Jim Clark i en Formel 1 bil. Samme år i Belgien, blev et løb som de fleste, ikke mindst Jim Clark, gerne ville være foruden. Et løb der står som et af de mest forfærdelige i historien.
Løbet startede nogenlunde gnidningsfrit, men efter få omgange kørte Chris Bristow galt i en Cooper og var død på stedet. Clark undgik med nød og næppe den forrevne og forslåede døde krop på banen, men hans Lotus var tilsølet i Bristows blod. Få omgange senere mistede Clark´s ven og team kollega i Lotus, Alan Stacey, herredømmet over sin bil, da en fugl ramte ham i ansigtet. Også han blev dræbt.
Clark indrømmede at den horrible scene for to mænds død, var tæt på at få ham til at stoppe med sporten. Siden det løb, hadede han banen så det var noget næsten fysisk, men alligevel vandt han der fire gange i træk.
Hans første fulde Formel 1 sæson var året efter i 1961. Det var året hvor alle forsøgte sig at måle sig med Ferraris 156, eller "sharknose", på grund af de karakteristiske luftindtag i fronten. Men det var også året hvor endnu et tragisk dødsfald næsten havde slukket Jim Clarks lysende stjerne, før den for alvor kunne stråle.
På Monza kom han og Wolfgang von Trips Ferrari i problemer, da hjulene låste sig fast i hinanden. Von Trips kørte galt, hans bil fløj gennem lufte og ramte tilskuerne. Von Trips og 14 tilskuere blev dræbt. Jim Clark var uden skyld i uheldet, men han følte alligevel en stor skyld og var igen klar til at indstille karrieren. Og endnu en gang trådte Colin Chapman til og hjalp den kommende stjerne på rette vej igen.
De næste fire sæsoner var succes på succes. Lotus bilerne blev næsten aldrig slået, og de få gange det skete var det for det meste på grund af mekaniske defekter. For selvom Chapmans innovative chassis kombineret med den kraftige Climax V8 motor var et genialt parløb, var bilerne desværre uhyggelig upålidelige.
Clark var ved at vinde mesterskabet i 1962, men i det sidste løb i sæsonen, begyndte bilen at lække olie, og dermed missede han chancen for sit første mesterskab.
Men året efter gik alt op i en højere enhed. Bilen var hurtig, pålidelig og Clark var mere sulten end nogensinde før. Han vandt hele syv løb og titlen var hans. 1965 var året hvor Chapman og Clark skulle gentage succes´en, men det var noget andet der blev gentaget. For præcis som i 1962 begyndte bilen i det sidste løb at lække olie.
I 1965 vandt han seks ud af ti løb i mesterskabet og den anden titel var en realitet.
På dette tidspunkt var Chapman og Clark næsten så uadskillelige som brødre. Chapman satte enorm pris på Clarks ydmyghed, oprigtighed og personlige integritet, og sagde at Clark var lige så imponerende et menneske uden for banen som på banen.
Clark var ikke særlig teknisk dygtig og stolede fuldt og fast på, at Chapman "oversatte" hans tilbagemeldinger om hvordan bilen reagerede. Selv når bilen ikke fungerede optimalt, lykkedes det på forunderlig vis for Jim Clark at "køre uden om", og begynde at stole på sit talent. Alligevel sagde han ofte, at han ikke anede hvorfor han var så hurtig.
Publikum elskede den generte og pressesky verdensmester, der hadede at opholde sig i blitzlampernes skær. Hans popularitet havde i midten af 60´erne fundet vej over Atlanten, hvor han var om muligt en endu større stjerne efter at have vundet det famøse Indianapolis 500. Han hadede pressekonferencer og det var tydeligt at han var højst utilpas ved offentlige fremtrædener.
Clark var anerkendt og vellidt blandt sine samtidige, men ingen kendte ham særlig godt. Graham Hill og Jackie Stewart som begge var yderst selvsikre og udadvendte, fandt at Clark ar lige modsat. I bilen var han indbegrebet af ro og kontrolleret agressivitet, men uden for bilen bed han konstant sine negle, og var overraskende ubeslutsom, selv når det gjaldt enkle beslutninger, såsom hvor man skulle spise den pågældende aften.
Hans to titler gjorde ham velhavende og han bosatte sig i Paris, som på det tidspunkt var et skatteparadis. Han kørte til løbene i en Lotus Elan, og senere et to-motors Piper Twin Comanche fly, ofte med et kvindeligt bekendtskab som passager.
Han blev aldrig gift, men øjensynligt skulle han have fortalt en veninde, at han ønskede en familie som skulle bo på gården i Skotland. Han lavede med vilje kun kontrakter for et år ad gangen, for på den måde kunne han forlade sporten når han ville.
1966 var et dårligt år for Lotus, men han blev og hans tålmodighed blev belønnet, året efter da teamet genfandt formen. En sejr i det første løb i 1968, bragte hans totale sejr på 25, en tangering af den store Fangio´s rekord. Og præcis som Fangio, havde Jim Clark sjældent uheld og kørte kun galt få gange - hvilket fik nyheden om hans død til at fremstå som fuldstændig umuligt. Men det var sandt.
Den 7. april 1968 deltog Clark i et F2 løb på Hockenheim i Tyskland, da det ene dæk eksploderede og forårsagede en ulykke som dræbte Clark. Motorsportsverdenen var i chok og mange følte at nu var hjertet flået ud af sporten.
Colin Chapman sagde at han havde mistet sn bedste ven. Graham Hill sagde, at det han ville savne mest var Jim Clark´s smil.