Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 27/8 2019 klokken 14:08
Hos Haas mener man at have indsamlet data nok for bedre at kunne forstå bilen. Romain Grosjean har siden Silverstone kørt med den gamle Melbourne-specifikation, mens Kevin Magnussen altid har kørt i den nyeste specifikation.
Men man har ikke kunnet konstatere de store forskelle – i hvert fald ikke, når man ser på resultaterne. Og derfor er det nu slut med eksperimentet, og begge kørere får nu lov til at køre i bilen med den nyeste specifikation.
Günther Steiner bekræfter, at det er slut med eksperimentet: "På Spa kører vi med den opdatering, som vi havde med til Hockenheim. Derfor kører begge biler med den samme specifikation."
Da der ikke er planlagt flere opdateringer i år, betyder det indirekte, at Haas nu vil fokusere på bilen til 2020.