I dag bekræftede Scuderia AlphaTauri, at man har forlænget kontrakten med Pierre Gasly, som dermed vil fortsætte i teamet i 2023.
Efter at være blevet degraderet fra moderteamet Red Bull i 2019 fortsatte den 26-årige franskmand hos søsterteamet Scuderia Toro Rosso (nu Scuderia AlphaTauri) på den italienske Pò-slette, som han oprindeligt kom til i 2017.
Teamet begrunder forlængelsen med "et fremragende samarbejde med... ingeniører og alle i teamet", men teamchef Franz Tost erkender, at fabrikken også er forpligtet til at levere en optimal bil til deres kører.
"Han er absolut i gruppen af de bedste og mest konkurrencedygtige kørere i F1 og har bevist sine evner i al den tid, han har brugt hos os."
"Det vil være op til os at give ham en konkurrencedygtig bil, så han kan fortsætte med at levere fremragende resultater,” sagde Tost.
Gasly vinder på Monza
Copyright Red Bull
Hovedpersonen er glad for forlængelsen men ser også udfordringer i horisonten.
"Jeg har været med dette team i fem år nu, og jeg er stolt af den rejse, vi har været igennem sammen, og de fremskridt, vi har gjort. Jeg er glad for at blive hos mit Scuderia AlphaTauri-team," lød det fra køreren, som fortsætter.
"Årets nye regler har skabt nye udfordringer for os, og at kunne planlægge vores udvikling med teamet de næste 18 måneder er et godt arbejdsgrundlag for fremtiden.”
Pierre Gaslys karriere tæller bl.a. en enkelt sejr i Italiens Grand Prix på Monza i 2020 samt tre podieplaceringer og tre hurtigste omgange.