Efter det britiske Formel 1-grandprix går bølgerne stadig højt efter kollisionen mellem Hamilton og Verstappen.
Eksperter, kørere og F1-fans er rygende uenige om ulykken:
Var det et hændeligt uheld, et såkaldt ”racing incident”, et klodset overhalingsforsøg eller et forsøg på overlagt mord?
Værsgo at vælge en mening – og side…
Red Bull har set rødt og krævet Hamilton udelukket for mindst et løb, og Verstappen kalder Hamiltons fejring af sejren for ”respektløs”, mens han ligger på hospitalet og bliver undersøgt for hjernerystelse.
Englands Grand Prix 2021. Lewis Hamilton på pole position til sprintløbet. Hilser på hjemmepublikummet
Copyright Mercedes AMG
Imens udtaler Helmut Marko i et interview med tyske
RTL, at ingen normalt dødelig ville have overlevet den kollision, som Verstappen var udsat for i søndags. Helmut Marko nærmest tilskriver Verstappen overnaturlige kræfter.
På den anden side står flere kørere som Leclerc, Ricciardo og Alonso, som mener, at der var tale om et hændeligt uheld, som man ikke kun kan give Hamilton skylden for. Andre kørere helst ikke vil udtale sig, da de er bange for at blive udsat for had på nettet.
Men her er vi måske lige nødt til at analysere optakten til ulykken over længere tid, rulle retorikken tilbage og få et andet perspektiv på ulykken:
Verstappen er selv en meget aggressiv kører. Han har hele sin karriere kørt kompromisløst over for andre kørere og er blevet hyldet for det, når det går godt. Der findes en officiel samling af Verstappens clashs og kollisioner med F1-kollegerne
her.
I år har han f.eks. været i clinch med Hamilton på Barcelona og Imola, hvor der kunne have været sket større afkørsler eller ulykker, hvis ikke Hamilton havde givet sig.
Hamilton passerer Verstappen. Portugals GP 2021
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images
Vi så også, at Verstappen forsvarer sig vildt med zigzag-kørsel under lørdagens sprintløb – noget som Alonso også prøvede på, men som han blev advaret mod at gøre igen.
Desuden befinder vi os på et kritisk tidspunkt i sæsonen for Hamilton: Hvis Verstappen trækker fra i den samlede stilling, vil Hamilton få meget svært ved at hente hollænderen.
Verstappen kunne sagtens have ladet Hamilton vinde på hjemmebane, være blevet to’er og stadig have haft et komfortabelt forspring til Hamilton – og måske kunne hollænderen endda have vundet alligevel, da Red Bull har den bedste bil i år.
Englands Grand Prix 2021. Sejr til Max Verstappen i sprintløbet
Copyright Red Bull Contentpool
Det ligger bare ikke i Verstappens natur at ville give sig i den enkelte situation – han forventer, at de andre giver ham plads eller bremser.
Men det gjorde Hamilton ikke denne gang. Og det behøvede han heller ikke.
Rent faktisk havde Hamilton i henhold til regulativerne ret til at overhale Verstappen, selv om han ikke var foran i svinget. Man kan finde forklaringer af reglerne
her og
her.
Grunden til at Hamilton blev straffet var, at han ikke ramte ideallinjen – eller apex – centimeterpræcist under kampen med Verstappen.
Derfor kan man med rette hævde, at Verstappen og Hamilton faktisk var lige gode om det. Den tidligere F1-kører
Timo Glock, der nu kommenterer for Sky Tyskland, mener at ulykken er 60 % Hamiltons skyld og 40 % Verstappens skyld.
Og som sagt skal det, der skete mellem Hamilton og Verstappen under og efter det britiske F1-grandprix, måske ses i et større perspektiv: Efter i Mexicos grandprix i 2019 udtalte
Hamilton, at han med vilje gav Verstappen mere plads, fordi Verstappen ellers ville torpedere ham.
Efter at være kørt ind i den førende Vettel i en situation, som kunne minde om den mellem ham selv og Hamilton (blot ved lavere hastighed) under Kinas F1-grandprix i 2018, udtalte Verstappen, at han ikke mente, at han behøvede at være mindre aggressiv som kører.
Da Verstappen blokerede Vettel under Mexicos grandprix i 2016, udtalte Verstappen bagefter, at de andre kørere bare skulle lade være med at græde som små børn og opføre sig som mandfolk.
Englands Grand Prix 2021. Max og Jos Verstappen i pitten
Copyright Red Bull Contentpool
Alle disse bramfrie udtalelser og hensynsløs kørsel på banen har gjort Verstappen temmelig upopulær hos flere af de andre kørere.
Men hvem græder nu?
Efter løbet i søndags hørte vi bemærkningen fra Verstappen om, at Hamiltons fejring på hjemmebanen Silverstone foran over 100.000 fans var ”respektløs” over for ham.
Hvad angår det respektløse ved Hamiltons fejring af sejren på sin hjemmebane, så fejrede Verstappen selv sin andenplads i Bahrains grandprix 2020 med falsk champagne (aka rosenvand), mens Grosjean lå på hospitalet med forbrændinger.
Bahrains Grand Prix 2020. Podiet med Lewis Hamilton øverst. Max Verstappen 2er og Alex Albon 3er
Copyright Red Bull Contentpool
Alt i alt er fronterne begyndt at trække op til en F1-boksekamp med de bare næver, hvor Hamilton begynder at køre lige så hårdt som Verstappen.
Men er det ikke det, vi som Formel 1-fans ønsker at se? Formel 1 lever af drama, spændinger og kollisioner: Tænk på Lauda vs Hunt, Senna vs Prost, Schumacher vs Hill osv. Formel 1-historien ville ikke have haft samme værdi uden disse dramaer.
Alternativet ville være at se køkørsel på Køge Bugt-motorvejen. Der sker også ulykker af og til...