Ekspert: Store forskelle på Haas og Ferrari

Som bekendt afviste FIA forleden Force India og McLarens beskyldninger om at Haas VF18 er et plagiat af Ferrari SF71H. Nu bekræfter en F1-ekspert, at der endda er store forskelle på de to biler.

HAAS vintertest 2018 . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/4 2018 klokken 11:04

Det startede med adskillige sæt hængende underkæber hos McLaren, da Formel 1-teamene gennemførte sine vintertest i Barcelona. Her overraskede Haas F1 Team undervejs alt og alle med omgangstider på kun omkring et halvt sekund langsommere end Ferrari.

Underkæberne blev hængende, da kvalifikationen til Australiens Grand Prix var overstået idet begge Haas-kørere, Kevin Magnussen og Romain Grosjean, startede henholdsvis på P5 og P6. Den overraskende startposition fik dog Fernando Alonso (McLaren) til endelig at bevæge underkæben – bl.a. med påstande om at Haas-raceren ”er en Ferrari-kopi”.

Og så rullede lavinen. En af Haas' hårdeste konkurrenter, Force India, sluttede op om McLarens påstande og de pinkfarvedes chef for baneoperationer, Otmar Szafnauer, udtalte, at det amerikanske teams fremgang var ”ren magi” og udbad sig allervenligst den ”tryllestav som Haas benytter”.

Australiens Grand Prix 2018. Haas i 4. og 6. position.
Copyright Haas F1


Hermed var FIA tvunget til at efterforske sagen, og som BMF1 kunne skrive i går, offentliggjorde motorsportens ledende organ, at der ikke var noget at komme efter. Alle gældende regler er overholdt. Haas VF18 er ikke en Ferrari-kopi.

I går støttede en af Formel 1s mest anerkendte eksperter, Graig Scarborough, FIAs afgørelse og pegede på flere områder af Haas-raceren, hvor der er tydelige forskelle.

"Udviklingen af en Formel 1-bil handler i bund og grund om aero, og aero’en på Haas er meget forskellig (fra Ferraris, red.)," udtalte Scarborough i et interview med Motorsport TV.

I modsætning til Ferrari har HAAS VF-18 jalousi-lignende vinger på sidekasserne.
Copyright Haas F1


"Hvis du ser på områder som bargeboards (sidekasserne, red.), X-bladene – disse jalousi-lignende ting, der sidder op på siden af sidekasserne – de er meget forskellige fra Ferraris.”

Man aner lige de små riller øverst på Haas-racerens halo. Her med en koncentreret Magnussen bag rattet.
Copyright Haas F1


"Selv halo-udformningen er helt anderledes end Ferraris med alle disse små ting, der skaber hvirvelstrømme af vind over og under den.”

"Det er bare et selvstændigt projekt. Du kan finde ting, der ligner Ferrari, men på samme måde kan du finde Ferraris ideer på Mercedes, Red Bull, ja, hele vejen op og ned ad gridden," udtalte Scarborough.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vasseur bekymret Problemer med F1 TV »