Mr. Testdriver himself, Pedro de la Rosa agter at gøre sit til at blæse liv i et ellers dødssygt område i det midtfranske, hvor antallet af malke- og slagtekvæg efter sigende overstiger indbyggertallet.
Alligevel har området sine forsvarere. Eksempelvis Toyotas senior general manager Pascal Vasselon, der er ene franske hane i topledelsen hos det japanske team.
”Du ser køer på markerne og alle er meget afslappede,” siger han. ”Folk er anderledes og det er et meget rart sted at tage til,” mener Vasselon.
Pedro de la Rosa under testkørsler i februar 2006.
Det skal endnu engang understreges, at Vasselon er franskmand.
En spanier har dog tænkt sig at gøre sit til at spolere idyllen og bevise at han bør være fast inventar i en sølvfarvet McLaren racer. Navnet er de la Rosa - Pedro de la Rosa.
Den tidligere Arrows og Jaguar kører har fået en gylden og uventet chance for at genstarte en ellers blidt slumrende F1-karriere efter at Montoya indløste en enkeltbillet til NASCAR i USA.
”Jeg ønsker at nyde det og køre det bedste som bilen og jeg selv er i stand til,” udtaler Pedro de la Rosa til den britiske avis The Times. ”Jeg vil ikke opsætte mål for denne weekend. Jeg vil kun nyde den.”
Med en vis ret kan man godt tillade sig at spørge, hvordan man nyder det i en Formel 1 racer? Især når man tager i betragtning, at Kimi Räikkönen efter al sandsynlighed er fortid hos McLaren fra næste sæson og at der dermed er et ledigt sæde ved siden af Fernando Alonso. Verdensmesteren tiltræder stillingen som chauffør hos McLaren fra næste sæson.
Ifølge kilder tæt på F1 er de nærmeste konkurrenter til de la Rosas sæde to ’upcoming stars’, nemlig Gary Paffett og Lewis Hamilton. Som det kan læses andetsteds på BMF1 sættes sidstnævnte dog nu også i forbindelse med Midland F1.
Men uanset hvad, så er alle odds imod Pedro de la Rosa. Paffett og Hamilton har fremtiden foran sig og de la Rosa har den imod sig. Der er derfor ingen tvivl om, at teamchef Ron Dennis spiller ventespil med sin fredagskører som en væsentlig brik, idet han ikke har givet løfter om andet end køretid i nogle få løb.
”Alt hvad jeg kan sige er, at jeg skal køre de næste få løb. Men det er ikke min beslutning,” siger de la Rosa. ”Jeg tror ikke, at der er truffet nogen beslutning og den vil heller ikke blive taget af mig – desværre.”
”Det eneste jeg kan gøre, er, at angribe tingene fra weekend til weekend. Det er en meget stor mulighed for mig, og jeg må derfor koncentrere mig om at undgå fejl.”
Det gik helt fint sidste gang spanieren erstattede Montoya. Sidste år i Bahrain sluttede han som nr. 5 og satte samtidig hurtigste omgang.
"Jeg anser det ikke som min sidste chance," tilføjer de la Rosa. "I Bahrain tog jeg chancen, som om det var min sidste. Men det var det øjensynligt ikke, for her er jeg igen."
Meddelelsen om at de la Rosa skulle erstatte Montoya kom i mandags, hvor spanieren var på vej til motortest.
”Onsdag kom jeg hjem og forsøgte at håndtere situationen med ro, for der var stor interesse og forventninger fra de spanske medier og fans,” siger de la Rosa.
Modsat de fleste anser spanieren ikke banen i Magny-Cours for kedelig, og mener at der er gode muligheder for overhalinger. Den påstand får spanieren rigelig lejlighed til at bevise på søndag.