Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 12/7 2006 klokken 15:07
Ron Dennis satte Montoya på porten og de la Rosa fik tildelt sædet, alt sammen på under 48 timer.
De la Rosa melder ud, som tak for tilliden fra McLarens side, at han er sikker på, at han vil få point når Formel 1 feltet indtager Frankrig i weekenden.
Den spanske pilot, der har massiv erfaring med MP4-21 raceren, glæder sig enormt til løbet i den kommende weekend og udtaler, at han føler sig godt tilpas i McLaren raceren.
”Jeg har det rigtigt godt i MP4-21 raceren, en bil som jeg kender bedre end nogen anden, som følge af mine mange tests,” kom det fra spanieren, der er sikker på, at han vil klare sig godt i Frankrig, til trods for at det er længe siden han sidst har kørt løb.
Helt uerfaren er den gode spanier dog ikke. Han er til dato noteret for 60 Grand Prix starter siden sin debut i 1999 for Arrows. Efter at han blev droppet af Jaguar i 2002, kom han til McLaren som testpilot i 2003, hvor han har været siden.