I år har det været svært at genkende sidste års altdominerende team, verdensmestrene fra Red Bull Racing. Årsagen skal ikke mindst findes i motorerne fra Renault, men efter fredagens træning ser det dog noget bedre ud.
Således udtrykker verdensmesteren, Sebastian Vettel, stor lettelse over fremgangen og de acceptable omgangstider. Selv om tyskeren først kom på banen efter 50 minutter i første træning, efter endnu et problem med Red Bull-raceren, lykkedes det tyskeren at gennemføre 41 omgange og sætte fjerde bedste træningstid.
Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing
”Det var en stor lettelse, men det er et kæmpe stykke arbejde, der ligger bag dette resultat,” udtaler Sebastian Vettel efter træningen. ”Den største forskel er, at vi har fået nye dele. Ikke nødvendigvis meget vigtige dele, men stadig helt nye. Vi havde ingen ekstra dele under vintertestene, og vi endte derfor med at måtte fikse lidt hist og her.”
”Ingen af os (dermed også Daniel Ricciardo, red.) havde store problemer i dag. Bilen kørte, og balancen var rigtig god. Hvad angår farten ved vi, at der skal ske en hel del, men ellers er alt godt.”
Selv om det kan se ud, som om Vettel tegner et særdeles positivt billede af situationen, undervurderer verdensmesteren dog ikke, at der ligger et ret stort arbejde foran Red Bull, hvis de skal helt på omgangshøjde.
”Lige nu er hver omgang værdifuld. Naturligvis har jeg gennemført ret mange omgange i mit liv, men ikke så meget i denne bil og under disse omstændigheder,” indrømmer han.
”Der er en masse nyt at lære for både teamet og mig selv, og vi må bare tage et skridt af gangen og være sikre på, at vi ikke presser tingene igennem.”
”Men i dag var en god dag,” slutter Vettel.