Red Bull selv skyld i problemer

Selv om ingen er i tvivl om, at Renault har store problemer med deres enheder, så bærer Red Bull også selv lidt brænde til bålet. Deres bil er for ekstrem til den nye motor.

Daniel Ricciardo . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 12/3 2014 klokken 14:03

Kan du huske McLaren MP4-18? Bilen som skulle sikre McLaren verdensmesterskabet i 2003, men endte med aldrig at blive brugt, da bilen ikke kunne klare crashtestene? Det er ikke en bil, som man ser og hører så meget om, men der var umiddelbart mange gode finesser i Adrian Neweys design.

Adrian Newey er kendt for at gå til grænserne, når han designer sine biler, men denne gang er han måske gået over grænsen.
Copyright Getty Images


Det er den bil, jeg kommer til at tænke på, når jeg tænker på de problemer, Red Bull har med RB10. En spændende bil, som Lewis Hamilton har været ude og rose. Lidt på samme måde som med MP 4-18 er Adrian Newey med RB10 gået til grænserne, og måske har han overskredet dem igen.

Det mener Renault F1-chefen Jean-Michel Jalinier er en sandsynlighed. Han er glad for sin motor, udtaler han til italienske ’Omnicorse’:

“Jeg er overbevist om, at vi har designet en god pakke.”

”Vi er nødt til at arbejde på softwaren, men det er udenfor frysningen (alle motorer er blevet låst i deres specifikation, så motorernes ydre dele kan ikke ændres, red.). Vi har arbejdet på motoren indtil sidste sekund for at sikre, at vi nåede det rigtige niveau af kræfter og drejningsmoment, og i det aspekt tror vi, at vi er klar.”

”Red Bull har altid leveret meget konkurrencedygtige biler, og vi arbejder godt sammen.”

”Måske deres bil er lidt mere ekstrem på dette niveau i deres projekt, men vi arbejder tæt sammen for at gøre det konkurrencedygtigt.”

Rygterne vil, at Red Bull vil skifte Renault-motoren ud.
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Rygterne omkring et kommende brud mellem Renault og Red Bull Racing manes i jorden.

”I øjeblikket er vores referenceteam Red Bull, og vi har tre andre kunder.”

“Blandt dem er Lotus, som har vist sig som et meget konkurrencedygtigt hold, men vores primære hold forbliver Red Bull Racing.”

”Vi har stadig en langvarig aftale med holdet fra Milton Keynes…der er ingen separation.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Officielt. Schumacher i bedring Rubinho tror på Massa »