Spaniens GP: Dagen Derpå

Diskvalifikation af Hamilton, Schumi’s nærkontakt med Sennas bagende (skal ikke misforståes!) Maldonados første sejr, rygter om sabotage og til sidst en ildebrand. Det var i hvert fald ikke dramatik man savnede til Spaniens netop overståede GP.

Pastor Maldonado efter hans sejr . Copyright Williams F1

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 14/5 2012 klokken 21:05

Hold nu op, hvor har det været en begivenhedsrig weekend vi netop er kommet ud af! Der er rigtig meget at tage fat på, men her er de elementer, som jeg har valgt at lægge vægt på i denne gennemgang af weekends GP i Spanien, og som en lille reminder skal det lige gøres klart, at Dagen Derpå som altid er udtryk for skribentens (dvs. mine) subjektive holdninger. Med det sagt er man naturligvis velkommen til at mene noget helt andet.

Formel 1 kom til Circuit de Catalunya efter tre ugers løbspause. Holdene havde dog ikke ligget på den lade side op til Spaniens GP, og mange stillede til start med aerodynamiske ændringer på bilerne, som resultat efter testdagene i Italien. Blandt andet havde McLaren valgt at skifte næserne på bilerne ud med nye, der er lidt højere end de gamle.

Træningerne

Sebastian Vettel Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Efter træningssessionerne om fredagen og lørdagen var der flere hold, som viste deres styrker og med tre træningssessioner var der da også tre forskellige hold og kørere, som satte sig på de bedste omgangstider. Hurtigst var Vettel efter 3. frie træning med en tid på 1.23.168, men generelt set blev der kørt tætte tider hjem under alle træninger, og med godt et halvt sekund mellem de 5 hurtigste biler, var det everybodys game.

Kvalifikationen

Kvalifikationen i lørdags var en af de mere spændende af slagsen.

HRT-biler Copyright HRT F1

Heikki Kovalainen kørte sig ind i Q2 Copyright Caterham F1

Charlie Pic og Timo Glock Copyright Marussia F1

I bunden af flokken var der dog ikke de store overraskelser, og med det menes at hverken HRT, Marussia eller Caterham gik videre til Q2. Derefter blev billedet dog lidt mere broget. Mest overraskende var det nok at hverken Webber eller Button formåede at kvalificere sig videre til Q3.

Felipe Massa Copyright Ferrari

Desuden er det efterhånden også blevet en pinlig affære for både Massa og ikke mindst Ferrari, at brasilianeren tilsyneladende ikke længere har det der skal til, for at køre for et tophold som Ferrari. Massa måtte tage sig til takke med at stille til start fra P17 (som dog senere blev til P16, men det var nu ikke hans egen fortjeneste).

Lewis Hamilton Copyright McLaren Media

Under hele kvalifikationen var Lewis Hamilton ”at the top of his game” som man siger, og med en fantomtid på 1.21.707 tog han pole position. Den fik han dog ikke lov til at beholde særligt længe. Da kvalifikationen var slut fik Hamilton af vide over radioen, at han skulle stoppe bilen med det samme, da der var store problemer med den. De problemer viste sig at være mangel på benzin i tanken…

Efter en kvalifikation og et løb skal der minimum være en liter benzin tilbage i tanken, og er der ikke det, bliver man diskvalificeret. Den manglende mængde brændstof i Hamiltons racer betød at han fik frataget sin pole og måtte starte fra bagerste position til gårsdagens løb. Som jeg har kunnet forstå på det hele, så var det en fejl fra en af McLarens teknikere, der tilsyneladende havde tappet tanken for seks liter benzin, i stedet for at fylde seks liter på. En sådan fejl kan i mine øjne ikke undskyldes. Det var simpelthen for dumt, og det må bare ikke ske!

Pastor Maldonado Copyright Williams F1

Hamiltons diskvalifikation betød til gengæld at Maldonado for første gang i sin Formel 1 karriere skulle starte fra forreste startposition, og på trods af min abnormt store harme over McLarens benzin-bommert, så var jeg alligevel glad for at se en Williams racer på pole. Desuden har det været en kæmpe forfriskning - til forskel fra eksempelvis sidste sæson - at der er så mange forskellige hold og kørere om buddet.

Løbet

På trods af at Maldonado startede pole, formåede han ikke at beholde den placering efter at de røde lamper slukkede, men med en af feltets allerhurtigste starterbiler lige bag sig, var der ikke så meget han kunne gøre, andet end at se Alonso køre direkte forbi ham. Til gengæld havde venezuelaneren ikke de store problemer med at holde et køligt overblik over situationen, selv efter et dårligt pitstop og med en meget aggressiv Alonso lige bag sig. Efter hans præstation at dømme var det helt sikkert en fortjent sejr.

Fernando Alonso Copyright Ferrari Media

Apropos Alonso, så kørte han også rigtig godt i går, men han var også hjulpet godt på vej af alle de fremmødte, rødklædte fans.

Begge Lotus kørere viste også deres værd og sluttede henholdsvis 3’er og 4’er, og som altid var Kobayashi en sand fornøjelse at se på. Den japaner kan altså bare overhale, hvor andre ikke kan (eller tør).

Flere problemer med McLarens dækskift Copyright McLaren Media

På trods af at han startede allerbagerst, lykkedes det alligevel for Hamilton at kører sig 16 pladser op og sluttede dermed som nummer 8 i løbet, vel at mærke foran holdkammerat Button, som startede fra P10.

Michael Schumacher Copyright Mercedes GP

En der til gengæld ikke klarede sig så godt i går var Michael Schumacher, der måtte udgå fra løbet efter et lidt for tæt bekendtskab med bagenden på Sennas racer. Efterfølgende har Schumi fået tildelt en gridstraf til næste løb i Monaco, som han vidst ikke er helt tilfreds med. Læs mere om straffen her.

Mark Webber Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Under løbet fik både Webber og Vettel udskiftet næserne på deres Red Bull racere, selvom at de ikke havde været impliceret i nogle uheld under løbet. Efterfølgende er rygterne begyndt at spire om sabotage. Der er, så vidt jeg kan forstå, ikke blevet bekræftet endnu, men det er selvfølgelig noget vi vil holde øje med her på siden.

Den fest, som skulle have været holdt hos Williams blev desværre afbrudt af en meget trist hændelse. Umiddelbart efter løbet udbrød der brand i Williams garageanlæg, og hele pitområdet måtte evakueres. Så vidt vides blev 31 personer efterfølgende behandlet for skader og røgforgiftning – ud af de 31 personer måtte 7 fragtes til lokale hospitaler for yderligere behandling. Læs mere om ulykken her.

På trods af den triste afslutning, var det alligevel et rigtig godt løb i går, og uanset hvad, så kommer vanen tro min personlige hot og not top tre her:

Hot top 3

5 forskellige vindere efter 5 løb.

Williams første sejr i 8 år.

Maldonado for hans mere eller mindre overraskende evne til at holde det store, forkromede overblik og køre karrierens første Formel 1 sejr hjem. Det var en flot og overbevisende præstation han viste i går.

Not top 3

McLaren. Ikke på grund af kørerne, men på grund af nogle afsindigt dårlige beslutninger og handlinger fra teamets side.
Det er bare ikke godt nok for et tophold som McLaren!

Branden i Williams pitten.

Schumi for at opfører sig som en tøs efter uheldet med Senna.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Straf til Schumacher Sennas varme sæde »