Spaniens GP - Kvalifikationen Opdateret: Maldonado på pole

Med tætte tider under lørdagens træninger blev der taget hul på kvalifikationen til Spaniens Grand Prix på Circuit de Catalunya. I første omgang blev det Lewis Hamilton, McLaren, der trak det længste strå, men det blev der senere ændret på.

Pastor Maldonado . Copyright Williams F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 12/5 2012 klokken 13:05

Kun ca. et halvt sekund adskilte de 5 hurtigste biler under dagens træningskørsler. I sidste træning var Sebastian Vettel i Red Bull hurtigst, men han var tæt fulgt af Pastor Maldonado i Williams og Kamui Kobayashi i Sauber.

Circuit de Catalunya Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Der var tæt dramatik under dagens kvalifikationen til Spaniens Grand Prix, men også efter. Således blev Lewis Hamilton i første omgang hurtigste mand på banen, men det blev der senere rykket rundt på.

Følg herunder vores LIVE-dækning fra lørdagens kvalifikation på Circuit de Catalunya.

Kl. 13.55: 28 gr. varme, asfalttemperatur på 40 gr. og tørt vejr men meget stærk blæst.

Q1
Nedtællingen til de første 20 minutter er startet men ingen kø ved pitudkørslen.

3 minutter er nu gået og stilheden har sænket sig over garagerne. Ingen biler ude endnu. End ikke motorerne er startet.

4 minutter er gået, og man hører en hjulnøgle i det fjerne...

Er det en motor, man hører? Ja, det er sandelig di Resta i Force India, og nu tør Räikkönen også stikke næsen frem. Og kort efter teamkammeraten i den anden Lotus, Grosjean. Alle hårde negle på hårde dæk. Pirelli forudser i øvrigt tre-stopstrategier til løbet i morgen.

Så begynder bilerne at rulle ud og med 11 minutter tilbage er Alonso, i Ferrari, hurtigst i tiden 1:24.326.

Sekunder efter ødelægger Perez, i Sauber, det hele ved at køre 1:24.262.

10 minutter er gået og nu er Hamilton hurtigst i 1:24.143.

Det er tydeligt, at der endnu ikke er kørt tilstrækkeligt Pirelli F1-gummi ned i asfalten. Den er lidt anderledes i sammensætningen end supportseriernes dækgummi, der har kørt på banen i løbet af formiddagen, så der går et stykke tid, før de gode tider kommer.

Med 7 minutter tilbage har Vettel og Webber, i Red Bull, stadig ikke været på banen, mens Hamilton, i McLaren, forbedrer til 1:23.989.

Maldonado, Williams, er nu hurtigst i 1:23.380, mens Vettel kører ud af garagen. Imens klager Button, i McLaren, over "massive under steering".

5 minutter tilbage og i farezonen finder vi Kovalainen, Pic, Glock, de la Rosa og (gæt...) Karthikeyan i HRT.

4 minutter tilbage og Maldonado forbedrer med tiden 1:23.380.

2 minutter tilbage og hurtigst er nu Grosjean i 1:23.248 fulgt af Alonso i 1:23.276. På P3 finder vi Rosberg, i Mercedes.

Tiden er gået og hurtigste mand er Hamilton i 1:23.583 fulgt af Grosjean, Alonso, Rosberg, Maldonado, Kobayashi, Räikkönen, Button, Webber og Hülkenberg.

Lewis Hamilton hurtigst i Q1. Copyright McLaren Media

Fra P11 finder vi Schumacher med Vettel, di Resta, Massa, Ricciardo, Perez og Vergne på de følgende pladser.

Ude af Q2 er Senna, Petrov, Kovalainen, Pic, Glock, de la Rosa og... Karthikeyan som nr. sjok.

I de døende sekunder sætter Senna sin William-racer i gruset, da han rammer kerben i et sving 12. Sporer man lidt frustration hos brasilianeren?

Interessant at begge Sauber-biler kørte de gode tider på hårde dæk.

Vi venter på Q2.

Q2
Nedtællingen til de næste 15 minutter er begyndt.

2 minutter er gået og første biler på banen er netop de to Sauber'ere.

Med 10 minutter tilbage er kun syv biler ude på banen. Sekunder efter strømmer resten dog ud på dagens store hit, de bløde Pirelli'er.

Hurtigste tid er indtil nu McLaren med Button bag rattet i tiden 1:23.319. Det smadrer teamkammeraten dog kort efter med 1:22.465.

7 minutter tilbage, og forrest er stadig Hamilton med Webber lige efter samt en kæmpende Button som nr. to. Briten klager over uroligt bagparti (på bilen). Derefter følger Rosberg, Vettel og Schumacher.

5 minutter tilbage og Hamilton kører fortrøstningsfuldt i garage med sin fantomtid. Med et forspring på et halvt sekund burde den være hjemme, tænker han med rette.

3 minutter tilbage og et kig ned i den anden ende af feltet viser følgende biler i farezonen: Alonso, Perez, Maldonado, Kobayashi, Hülkenberg, Massa og di Resta.

1 minut tilbage og Alonso hiver sig op på P4. Vettel ligger også i farezonen men kommer op på P5.

Perez giver den gas og kommer op på P3, mens Maldonado strammer elastikken og nu kører hurtigst i 1:22.105. Imponerende af Williams-køreren.

Pastor Maldonado satte sit livs tid i Q2. Copyright Williams F1

Efter Maldonado kommer Hamilton, Grosjean, Perez, Räikkönen, Alonso, Rosberg, Vettel, Kobayashi (der må skubbes i pit og derfor er ude af Q3) og Schumacher.

0,8 sekund skiller P1 fra P10.

Vi venter på Q3, menS Massa, i Ferrari, sikkert ikke er helt tilfreds med sin 17. startposition til morgendagens grand prix. Er brasilianerens dage hos Maranello-teamet talte?

Sauber oplyser, at Kobayashi havde hydrauliske problemer.

Q3
Kø ved pitudkørslen med en travl Vettel forrest. Og han er ene mand på banen.

Hamilton kommer ud, mens Vettel snøvler rundt på banen i umanerlig dårlige tider og reelt uden at sætte tid. Samler han kræfter til en fantomomgang eller vil han bare være først til at sætte en flyvende omgang?

5 minutter tilbage og Hamilton er hurtigst i 1:22.560, men er også eneste mand på banen nu.

Vettel får skoet den røde tyr.

Rosberg, Schumacher og Alonso kommer ud. Hvor er resten af feltet? Reglen om at starte på samme dæk, som man kvalificerer sig på, tyder på, at teamene lige nu holder deres biler tilbage. Det skal nok starte en hed debat bagefter.

2 minutter tilbage og hurtigste kørere er Hamilton, Rosberg, Vettel og Alonso.

1 minut tilbage og dagens showdown er startet...

Hamilton forbedrer til 1:22.560.

Alonso nu hurtigst i 1:22.302.

Tiden er gået og Hamilton sætter en supertid på 1:21.707.

Derefter følger Maldonado i 1:22.285 fulgt af Alonso, Grosjean, Räikkönen, Perez, Rosberg, Vettel, Schumacher og Kobayashi.

Fernando Alonso formåede at hive en 3. startposition op af hjelmen. Copyright Ferrari Media

Imens har Hamilton parkeret sin bil ude på banen og står nu og venter på et lift. Ingen tilskuere reagerer, indtil en mand med en scooter kommer forbi og tager staklen med. Over radioen får Hamilton at vide, at "we have a serious problem", hvilket utvivlsomt handler om brændstof.

Alt i alt en spændende kvalifikation fra Spanien.

Det er ikke et særsyn at se McLaren og Hamilton på pole, men klart 'thumps up' til Williams og Maldonado i særdeleshed. Flot indsats af venezuelaneren, og man ser for sig en præsident Chavez springe rundt af glæde i hjemlandet over landsmandens første F1-podieplacering.

Men også imponerende, hvad Alonso formår at få ud af en besynderlig Ferrari. Der er i hvert fald lysår i forskel til teamkammeraten Felipe Massas præstation.

Følg vores LIVE-dækning fra Spaniens Grand Prix, hvor der er lagt op til en forrygende start. Og hvornår er der ikke det?

Vi er "on air" fra kl. 14.00.

Opdateret lørdag kl. 21.00
Vi har netop fået oplyst, at Hamilton er blevet diskvalificeret i forbindelse med brud på brændstofreglementet.

Læs nyheden her.

"Hwa' si'r du? Disket? Så starter jeg jo forrest." Copyright Williams F1

Se den opdaterede, officielle startgrid her.

Sessionsresultat

Bemærk! Det angivne dæk viser hvilken compound som køreren har sat den pågældende tid på.

P. Kører Team Dæk Tid Omg
1. Sebastian Vettel Oracle Red Bull Racing
P
1:38.086 15
2. Lewis Hamilton McLaren Formula 1 Team
P
1:38.410 17
3. Pastor Maldonado Williams Racing
P
1:38.475 21
6. Nico Rosberg Mercedes-AMG Petronas F1 Team
P
1:38.623 17
9. Jenson Button McLaren Formula 1 Team
P
1:38.801 16
Udelukket efter perioden
11. Fernando Alonso Scuderia Ferrari
P
1:38.707 14
12. Michael Schumacher Mercedes-AMG Petronas F1 Team
P
1:38.770 12
13. Felipe Massa Scuderia Ferrari
P
1:38.780 14
14. Bruno Senna Williams Racing
P
1:39.207 15
19. Mark Webber Oracle Red Bull Racing
P
1:40.395 7
Pirelli dæktyper:
W
= Regnvejrsdæk ("Wet")
I
= Regnvejrsdæk til let regn ("Intermediate")
H
= Hard dæk
M
= Medium dæk
S
= Soft dæk


Hvis dækket ikke er farvet, så betyder den angivne cirkel følgende:
P
= Pirelli (1950 - nu)
G
= Goodyear (1964 - 1998)
M
= Michelin (1978 - 2006, ikke alle år)
B
= Bridgestone (1997 - 2010)

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Spaniens GP: 3. frie træning. Vettel hurtigst Hamilton disket - starter sidst! »