Løbet i Monaco er et løb man enten elsker eller hader. Jeg hører til den første del, der nyder de ekstreme udfordringer, som kørerne bliver udsat for.
Ofte er løbene spændende, men gårsdagens løb var, bortset fra afslutningen med Michael Schumachers overhaling af Fernando Alonso i sidste sving, et af de mere kedelige af slagsen.
For da starten var gået var der stort set ingen overhalinger på banen, medmindre man hed Fernando Alonso og startede bagerst i en Ferrari. Oppe i front hvor bilerne er mere ens, var der ikke nogen overhalinger ude på asfalten.
Starten på Monacos GP 2010
Copyright Bridgestone Motorsportmedia
I pitten bevares, men det er på banen vi vil se overhalingerne.
De unge kørere i GP2, World Series by Renault og Formel BMW kan overhale i ens biler, så alligevel er det utroligt, at de hurtigere Formel 1-teams ikke kan overhale de langsommere teams i forskellige biler. Det betyder desværre, at løbene bliver meget skinnekørsel og statiske.
Som vi desværre oplevede flere gange i går, og selv ved genstart af løbet efter de mange sikkerhedsperioder, primært forårsaget af to ødelagte Williams-racere, og så et kloakdæksel der var blevet løst på banen.
Sådan et spøger man ikke med, og vi har set racerbiler blive voldsomt ødelagte af løse dæksler i andre klasser.
Et kig ud over Monaco og havnen
Copyright Lotus F1
Sikkerhedsbilerne gjorde dog ikke det store ved spændingen, men det gjorde helt sikkert, at flere biler kom igennem løbet, hvor de ellers kunne have risikeret at udgå med tekniske defekter, som f.eks. bremseproblemer.
Det store samtaleemne op til Monaco var trafik. Hvad ville det betyde, at 24 biler alle skulle kvalificere sig på samme tid i de smalle gader.
Der var dog ikke de store problemer, og frygten virkede overdrevet, og topkørerne, som havde forventet at blive spærret af langsommere kørere, var faktisk dem der selv ødelagde mest for de andre.
Således undskyldte Nico Rosberg til holdkammeraten Michael Schumacher for at have kommet til at sænke ham på en hurtig omgang. Ligeledes langede verdensmesteren Jenson Button ud efter Ferraris Felipe Massa, der også havde spærret for ham. Kommentaterne var dog de samme, de var selv blevet spærret og forsøgte at skabe lidt plads foran sig.
Jenson Button udgår
Copyright Bridgestone Motorsportmedia
Går det galt i Monaco så får mekanikerne ekstra arbejde, og Ferraris mekanikere fik nok at lave lørdag, da Fernando Alonso crashede sin bil så voldsomt, at den ikke kunne reperares til kvalifikationen. Alonso måtte derfor starte fra sidste startposition og valgte at starte løbet fra pitten.
Renault havde en fantastisk weekend, der bragte Robert Kubica tilbage på rygtebørsen, som ny Ferrari-kører. Med anden startplads og den sidste podieplads var det en rigtig god weekend for polakken. Vitaly Petrov var lige ved at gennemføre løbet, men udgik på næstsidste omgang. Han blev dog noteret for at have gennemført løbet.
Robert Kubica
Copyright Renault F1
DAMS-teamet, der fungerer som Renaults juniorteam i GP2-klassen, tog lørdagens sprintsejr i Monaco. Køreren var belgiske Jerome d’Ambrosio, der er reservekører hos Renault-holdet.
Årets store kontrovers stod 2006-rivalerne for. Michael Schumacher overhalede Fernando Alonso i sidste sving efter, at sikkerhedsbilen kørte i pit. Det skabte debat på diverse internetsites, men også i Monaco, hvor kørerdommer Damon Hill sammen med de resterende officials gav Michael Schumacher en tyvesekunders straf efter løbet.
Ifølge reglementet, der til 2010, er blevet ændret på visse områder, så var løbet ikke frit selv om sikkerhedsbilen var kørt i pit. Mercedes har nu appelleret straffen, og Ross Brawn har overfor BBC fremvist beviser på, at løbet var genstartet, og ikke sluttede under sikkerhedsbilen.
Fernando Alonso
Copyright Ferrari Media
Beviserne lyder meget troværdige, men de får ingen indflydelse på resultatet, da en tidsstraf efter løbet ikke kan appelleres, da det svarer til en gennemkørselsstraf. Det vigtige i denne situation er om der var gule eller grønne flag på banen, da sikkerhedsbilen kørte i pit. Paragrag 40.13 i det sportlige reglement forklarer om sidste omgang.
Med sådan en kontrovers, så læser man jo hele paragraffen og kigger man på paragraf 40.11, så kan kørere med unormal kørsel bag sikkerhedsbilen straffes. Det betyder, at den førende ikke må lave hårde opbremsninger eller kraftige accelerationer, der kan skabe forvirring nede i feltet. En paragraf som kunne være taget i brug ved en tidligere sikkerhedsperiode i Australien.
Jarno Trulli
Copyright Lotus F1
Om to uger køres der løb igen. Denne gang i Tyrkiet, der sidste år ikke var det mest velbesøgte grand prix på kalenderen. Tirsdag og onsdag vil jeg bringe to gallerier fra begivenhederne i Monaco.
Her kommer min helt subjektive Hot og Not-liste.
De tre Hotte
1. Monacos Grand Prix med udfordringer og glamour
2. Mark Webber – Fortsætter stilen fra Spanien
3. Robert Kubica – Tænk at en Renault kan køre så stærkt så længe
(4.) Trullis ”over”-haling på Chandhok
Mark Webber fejrer sejren i Monaco.
Copyright Bridgestone Motorsportmedia
De tre Notte
1. Tøsedrengene i Formel 1, der ikke tør prøve at overhale
2. Uklare sikkerhedsbilsregler, der bliver misfortolket
3. Der er et helt år til næste års løb
(4.) Så er det vist på tide, at Nico Hülkenberg begynder at vise, at han hører til i Formel 1