Hvem husker ikke de underholdende dage hos McLaren, da Lewis Hamilton og eksverdensmesteren Fernando Alonso var teamkammerater – eller hvad man nu skal kalde det?
Hvem husker ikke, da Alonso fik ”motorstop” i pitten under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix, og dermed spolerede Hamiltons chancer for en god placering?
Hvem husker ikke, da det føg om ørerne med beskyldninger om positiv forskelsbehandling af Hamilton?
Lewis og Fernando. Se hvor gode venner vi er. Her ses de efter kvalifikationen til det japanske Grand Prix i 2007, på Fuji banen.
Ak-ja, det var herlige tider dengang i 2007.
Tiden læger som bekendt alle sår, og set i bakspejlet erkender Hamilton nu, at forholdet til Alonso godt kunne have været bedre, men briten holder dog fortsat stejlt på, at han aldrig har fået særbehandling fra sit team, og at McLaren gjorde sit yderste for at give begge sine kørere samme støtte.
Bitterheden i Hamiltons og Alonsos partnerskab accelererede stærkere end deres egne biler, og forholdet eskalerede efterhånden som 2007-sæsonen skred frem. Kulminationen kom, da spanieren forlod McLaren for at vende tilbage til en langsom Renault i slutningen af året.
Selv om Hamilton nu indrømmer, at han ”misforstod” situationen i teamet, han er stadig skeptisk overfor Alonsos påstande om, at McLaren prioriterede Hamilton højere på grund af det lange forhold til den unge brite.
I et eftertænksomt øjeblik indrømmer Lewis Hamilton sine fejl i forbindelse med Alonso.
"I mit første år var jeg sammen med en dobbelt verdensmester, og han blev anset som den der skulle vinde verdensmesterskabet, og jeg tror, at jeg dengang fejlfortolkede og misforstod målet og forståelsen af, hvordan teamet arbejdede,” indrømmer Hamilton til BBC.
"Men lige siden jeg startede her, har de gjort alt for at give os individuelt den bedste pakke, som muligt. Når jeg har haft en fyr ved siden af mig, har vi altid haft lige muligheder, hvilket er det vigtigste i et team. Men det er ikke let at administrere, fordi en kører kan være foran den anden.”
"Det er uundgåeligt, at folk sommetider siger ting, når de ikke har gjort det godt. Du siger noget i vrede, og du siger ting, som du muligvis ikke mener. Det er sådan jeg ser det."
Hamilton gentog sin tillid til, at der ikke vil være problemer mellem ham og den nye teamkammerat, sidste års verdensmester, Jenson Button.
"Det er anderledes," sagde Hamilton. "Vi har lært af vores erfaringer. Vi forstår hinanden meget godt."