Først positivlisten:
McLaren og Hamilton imponerer med at sætte de andre på plads. En mandfolke overhaling af Massa med 11 omgange tilbage og senere led Piquet samme skæbne.
Lewis Hamilton på Magny-Cours
McLaren er det bedste team i øjeblikket, hvilket cementeres af Kovalainens overhalinger af Heidfeld og Kubica, og hans teamspirit, idet han ikke gjorde det alt for svært for Hamilton at komme forbi.
På positivlisten er også Heidfeld, der sætter hurtigste omgang og forstår at udnytte safetycar perioden, ved at blive ude og derpå udnytte lavere vægt end de øvrige til at tage tid fra dem.
Nick Heidfeld foran Fernando Alonso
Kubica hører også til her for at vinde 3 placeringer på 1. omgang.
Piquet Jr. og Renaults dristige strategi hører også til på positivlisten og teamet har nu scoret 999 point.
Nelson Piquet jr.
Piquet startede 17er og kom i mål som 2er: meget, meget usædvanligt – især i et tørvejrsløb. Men Piquet kørte faktisk ca. samme omgangstider som Massa i de sidste omgange.
Måske er der alligevel håb for at Piquet kan bide sig fast i F1 og vi kan måske se frem til kommende dueller i F1 med navne fra fortiden: Nelsinho Piquet Jr. og Bruno Senna (nevø til Ayrton Senna), der efter alt at dømme snart kommer fra GP2 serien.
Til de mindre positive observationer hører Hamilton og McLarens strategi efter safetycar periode… Hvad foregår der hos McLaren? De indrømmede at de gjorde det lidt sværere for ham, men at han til gengæld kunne nyde at køre ”a great car” her på Hockenheim i Tyskland.
Norbert Haug og Sebastian Vettel ved DTM løbet i Oschersleben
Norbert Haug indrømmer også at det var en fejl at Hamilton ikke blev taget ind til pitstop i safetycar perioden, ligesom alle andre. Det er simpelthen ikke godt nok. Nu gik det godt fordi Hamilton var Ferrarierne langt overlegen i dag, men det kunne have kostet ham sejren og Piquet eller Massa kunne have stået øverst på podiet.
Ferrari så efter Magny Cours ud til at være på toppen og meget svære at slå. Nu er de definitivt i krise og skal hjem og tænke over hvorfor de havde problemer mod teams og kørere, de normalt først ser når de skal overhale dem med en omgang.
Massa foran Kovalainen, Canada 2008.
Silverstone kunne bortforklares med regn og fejlslagen strategi og man kunne fyre metrologen, men denne gang er der Massas bremseproblemer og Raikönnens tractionproblemer samt en løs bagende.
Ferrari er bestemt rystede og absolut ikke tilfredse, selvom de stadig fører i konstruktørernes konkurrence. Men de kommer helt sikkert stærkt tilbage før eller siden.
Mindre positivt var det også at se Heidfeld, der slipper Kovalainen forbi lige efter at have overhalet ham – han glemmer at lukke lågen – man er vel en gentleman?
Heidfeld evner heller ikke at sætte en overhaling ind mod Massa på de sidste 6 omgange, selvom han var klart hurtigere… At dømme efter dette løb har kritikerne måske ret når de mener at Heidfeld er over sidste salgsdag i F1 og at han ikke har den aggressivitet og det punch, der skal til for at nå helt til tops.
Nu troede vi også at Heidfeld havde overstået sine problemer med dæk temperatur i kvalifikation, og så kaster han og BMW muligheden for at komme med i Q3 på en for sen indbremsning til hårnålen. Og fordi han er kommet ud i Q2 i de allersidste minutter kan han ikke nå at gøre endnu et forsøg. Det er ikke godt nok BMW og vi ser det ellers så fejlfrie team begynde at krakelere lidt eller hvad?
Alonso var på nedtur efter en ellers flot kvalifikation – han har måske endnu ikke lært at køre bil uden traction control. Således snurrede han rundt i udgangen af et sving. Det var ikke Alonso’s dag.
Fernando Alonso i R28 med hajfinne
Efterfølgende har han klaget over Renault’ens manglende vejgreb – et problem, der især ses i duellerne på udgangen af de langsommere sving.
Således mente Alonso at Piquets podieplads var et resultat af held. Piquet havde haft en temmelig dårlig weekend indtil safetycar pludselig kommer på banen i det for Piquet helt optimale tidspunkt. Et resultat af ”Safety-car Lotteriet”, ifølge Alonso, der mente at uden den slags held kan R28eren kun kæmpe om 7. til 8. pladserne.
Kubica blev overhalet lidt for mange gange i 3. stint. Det var lige som om at han blegnede efter første pitstop. Ifølge BMW Sauber var det pga. dækkene, der ikke fungerede så godt – de kom ikke ordentligt op i temperatur. Er han nu ved at overtage de problemer Heidfeld har haft med at få ordentlig temperatur i dækkene?
Toyota har også et opklaringsarbejde i forbindelse med baghjulsophænget på Timo Glocks racer - brød det sammen fordi han havde været for hård ved den eller var der en fejl ved ophænget?
Det gik heller ikke så godt for Trulli i den anden Toyota, han raslede noget ned i gennem feltet og lavede sidst i løbet en kørerfejl og blev overhalet af Vettel, der igen fik noget nær det optimale ud af Toro Rossoen.
Konklusioner:
Trods alle pengene og at vi kigger på kongeklassen af motorsport – næsten alle teams laver stadig fejl – nogle af dem meget alvorlige endda.
Piquet lignede en der var mindst lige så overrasket som alle vi andre over hans podieplacering. Meget passende fejrer han den som en sejr, hvilket er ham vel undt. Han har vist ikke haft det for nemt i sin første sæson i F1 indtil nu.
McLaren og Hamilton er tilbage for fuld musik. Det lignede en verdensmesters svendestykke i dag, netop fordi teamets fejl gav Hamilton muligheden for at bevise at han er bedst lige nu, og det gjorde han meget overbevisende.
De svære overhalinger af Massa og Piquet viste at Hamilton vil det her og at han klart evner at sætte sig igennem og tør tage en kalkuleret risiko for at stå øverst på podiet. Ikke noget fedtspil og vi er tilfredse med kun 8 eller 6 point over det. Det skaber respekt og piller selvtillid fra konkurrenterne.