Dagen derpå - især for Kubica

Canadas Grand Prix, har det med at vende op og ned på alt som vi hidtil har set i Formel 1 sæsonen. I år var det på ingen måde anderledes, da BMW Sauber sikrede sig den første sejr, der tilmed blev fulgt op af en fornem 2. plads.

Dr. Mario Theissen var tæt på tårer, da de to racere endeligt krydsede målstregen, efter at have ført løbet i længere tid. Heidfeld, der sikrede sig en opmuntrende andenplads, kom nede fra en startplacering som nummer 8, mens vinderen Robert Kubica startede på P2, ved siden af McLaren piloten Lewis Hamilton, der senere var så behjælpelig overfor de to BMW piloter, at tage sig selv og Kimi Räikkönen ud af løbet.

Sejrspodiet i Canada. Fra venstre Nick Heidfeld, Mario Theissen, vinderen Robert Kubica og løbets nr. 3, David Coulthard.

Inden sæsonstarten, spåede BMF1-holdet i den trykte optakt, der blev sendt ud med Bil Magasinets marts nummer, at BMW i år ville få den første sejr og at 2008 ville blive de unges år. Begge spådomme er klart gået i opfyldelse, og det er noget vi er sikre på, at alle kan glæde sig over, uanset om men er BMW Sauber-fan eller ej.

Udviklingen af Canadas Grand Prix beviste også, at det ikke længere kun er en kamp, mellem Ferrari og McLaren, men at BMW er dark horse. Også Red Bull viste tænder, da David Coulthard kørte en flot 3. plads hjem, en placering holdet efterfølgende fejrede som en sejr.

Toyota beviste også, at 2008 sæsonen er den sæson, hvor de gerne skulle vende bøtten og få lidt mere ud af deres store investeringer i sporten. Tilmed var det Glock, der for en gang skyld udplacerede Trulli. At Glock, sidst i løbet, var tæt på at sætte begge piloter ud af spildet, var kun en lille skønhedsfejl, der ikke ødelægger helhedsindtrykket af, at han er en pilot, der er på vej frem, og som vi godt kan regne med at se meget mere til i fremtiden.

Men for nogle er 'dagen derpå' en dag med tømmermænd. Ikke som følge af for megen champagne, men som følge af dårlig performance.

Robert Kubica foran Fernando Alonso, Canada 2008.

En ting er, at Hamilton ikke forstår at styre og bremse samtidig, hvilket kostede ham løbet, sammen med Räikkönen, der selv mente, at han ville have vundet løbet, hvis ikke Hamilton havde ramt ham. Det var dumme fejl, som let kan ske, når racerblodet løber hurtigt i årene og sejren ser ud til at forsvinde mellem dækkene.

En anden ting er, når banen smuldrer og løbets marshalls ikke kan finde ud af at håndtere bilerne, der parkeres på og omkring banen.

Vi kan med sikkerhed sige, at arrangørene bag Canadas Grand Prix vil blive indkaldt til et ”lille” møde med Bernie Ecclestone, der helt sikkert gerne vil have en forklaring på, hvad det var der gik galt med asfalten.

Som Heidfeld diplomatisk sagde efter løbet, var det ikke ligefrem en Formel 1-bane de havde kørt på, selvom reparationerne natten op til løbet havde gjort banen bedre.

At asfalten smuldrer, er ikke alene skidt for piloterne. Det er også direkte farligt, da grebet i de udsatte sving, kan skifte fra omgang til omgang, hvilket vi også så resultatet af, med de mange afkørsler, især under kvalifikationen.

Kimi Räikkönen foran Nico Rosberg, Canada 2008.

At løbets marshalls samtidig ikke kan finde ud af at få bilerne væk fra banen, gør det ikke ligefrem bedre for Canadas Grand Prix fremtid. Det var decideret pinligt at se på. Ikke mindst situationen, da Felipe Massa selv måtte redde de stakkels marshalls, der ikke kunne finde ud af at dreje højre og venstre på rettet, fik en til at trække på smilebåndet i afmagt.

Men heldigvis, var løbet et af de mest spændende løb, et løb der gav helt nyt liv i VM-stillingen, efter Robert Kubica overtog den individuelle føring i kampen om mesterskabet. Samtidig rykkede BMW op på andenpladsen i kampen om konstruktørernes mesterskab, foran McLaren, der ikke formåede at score et eneste point.

Dette betyder, at vi glæder os endnu mere til Frankrigs Grand Prix om to uger.