• Forside

Optakt til Tyrkiets Grand Prix

Efter sommerpausen er det nu igen tid til Formel 1 og i dagene fra den 24. til 26. august afvikles Tyrkiets Grand Prix på Istanbul Park. Banen minder med sine mange bakker lidt om den populære Spa. Vil du forberedes grundigt til løbet så læs her vores omfattende optakt.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 23/8 2007 klokken 13:08

Indledning

Det er Formel 1-kalenderens yngste bane og alligevel bliver den af flere allerede nævnt sammen med en klassiker som Spa-Franchorchamps – i øvrigt banen, der lægger asfalt til feltet bare tre uger efter.

Løbet på søndag bliver på mange måder vigtigt. Det er ved at være sidste udkald for Ferrari, hvis de skal være en seriøs udfordre til mesterskaberne i år. Efter løbet i Istanbul er der bare fem løb tilbage i årets relativ korte sæson, og som stillingen er nu, så har Kimi Räikkönen 20 point op til Lewis Hamilton, mens Felipe Massa er et enkelt point længere tilbage. I konstruktørernes mesterskab er afstanden mellem Ferrari og McLaren kun 19 point takket være straffen til McLaren i Ungarns Grand Prix, der gjorde, at de ikke kunne score point i det løb.

Felipe Massa efter sejren sidste år

Det var i Istanbul sidste år, at Felipe Massa tog både karrierens første pole og første sejr. Da Räikkönen vandt første gang, der blev kørt på banen, så er det kun Ferrari-kørere, der har prøvet at vinde i Tyrkiet, omend Kimi gjorde det for netop McLaren. Med sine hurtige sving er banen en af dem, der kan ligge godt til Ferrari, og det er derfor ikke usandsynligt, at det bliver en af de to, der bliver den første til at tage to sejre.

Banekort for Istanbul

Siden sidst

Ferietid, hvis man kan kalde de sidste 3 uger det. Det er hvad Formel 1 har budt på, de fleste vil så indvende at der ikke har været så meget ferie over det, men det har været princippet før den sidste, afgørende del af sæsonen. Efter endnu et løb, som bød på usædvanlige hændelser, sidst en straf for at blokere for en team"kollega" og mere end isnende kulde dem i mellem og en meget overraskende frikendelse af McLaren i Stepney-gate, så har ferien logisk nok ikke budt på hyggeligt samkvem ved poolkanten for Lewis Hamilton og Fernando Alonso, nærmere tværtimod, man har på fornemmelsen af de har booket hver sin billet i stik modsat retning af den anden. Presset og stressniveauet bliver selvfølgelig ikke mindre af at Ferrari har anket afgørelsen, hvilket i sidste ende kan betyde at et eventuelt mesterskab, som de begge ligger til at vinde, kan forsvinde ud i den blå luft.

Selve løbet på Hungaroring vil som sædvanlig ikke gå over i historien, men mon dog ikke Alonsos blokering og straf vil blive en ligeså stor del af den fælles Formel 1 mytologi som kampene Senna/Prost og som Villeneuve/Schumacher, dog med det bizare tvist at her er tale om 2 på samme hold, som med alle midler og masser af de ulovlige bekæmper hinanden.

Start-/mållangsiden med pitlanen i baggrunden

Striden vil afgjort mærke resten af sæsonen og et godt bud er at hovedparten af feltet fryder sig over slagsmålene internt i McLaren.

I det hele taget, så har ferie og juridiske slagsmål fyldt det meste af billedet siden sidst, så vi springer rask videre til Istanbul og en ny og spændende bane.

Historie
En detaljeret gennemgang af banens historie finder du i vores banemenu om Istanbul Park. Her gennemgår vi kun kort sidste års løb.

År Kører Hold Tid
Pole Position
2005 Kimi Räikkönen McLaren 1:26.797
2006 Felipe Massa Ferrari 1:26.907
Hurtigste Omgang
2005 Juan Pablo Montoya McLaren 1:24.770
2006 Michael Schumacher Ferrari 1:28.005
Vinder
2005 Kimi Räikkönen McLaren 1:24:34.454
2006 Felipe Massa Ferrari 1:28:51.082

De første to år på Istanbul Park


Jenson Button på besøg inde i Istanbul

Træninger
Fredag - 1. Kimi Räikkönen McLaren 1:28.315
Fredag - 2. Sebastian Vettel BMW Sauber 1:28.091
Lørdag Michael Schumacher Ferrari 1:27.203
Kvalifikation og løb
Pole position Felipe Massa Ferrari 1:26.907
Hurtigste omgang Michael Schumacher Ferrari 1:28.005
Vinder Felipe Massa Ferrari 1:28:51.082
Referat
Dette løb skulle formentligt have set Michael Schumacher som vinder og dermed ville han kun have været seks point efter Fernando Alonso, men en fejl under kvalifikationen og en smule kø i pitten betød at Massa hev sin første sejr hjem.

Michael Schumacher havde sat en fantastisk tid under Q2 og det var forventet, at han ville sætte pole. Imidlertid lavede han en fejl i sving 1 og i sit sidste forsøg var han en smule forsigtig og dermed fik Felipe Massa den første pole i sin karriere, ved siden af sin holdkammerat.

Efter start har Herman Tilke placeret et drilsk venstresving, hvor kampen om placeringerne resulterede i at Fisichella spandt rundt og Scott Speed blokerede sine bremser. Det gav en kædereaktion der sendte en del kørere på afveje og efterfølgende i pit. Heidfeld, Ralf Schumacher, Fisichella og Raikkonen måtte alle en tur i pitten.

Liuzzi fremkaldte med et spin efter sving 1 på 13. runde en Safety Car periode og her benyttede mange af de førende sig af muligheden for et ”gratis” pit stop. Det blev nu ganske dyrt for Michael Schumacher der gik i pit på samme tid som Massa og Alonso. Da Michael Schumacher måtte holde og vente på Massa, smuttede Alonso forbi og indtog 2.pladsen

Selvom Michael Schumacher senere pressede hvad han kunne for at komme forbi, lykkedes det ham ikke og Alonso og Schumacher passerede mållinjen næsten side om side.

Fernando Alonso fejrede andenpladsen som var det en sejr, og endnu mere euforisk var Felipe Massa der havde fået sin første sejr efter en solid indsats. Efter løbet var Fernando Alonso's forspring forøget til 12 point.

Se også hele vores løbsrapport
1: Massa
2: Alonso
3: M. Schumacher
4: Button
5: de la Rosa
6: Fisichella
7: R. Schumacher
8: Barrichello

Sidste år på Hungaroring


Robert Doornbos på vej op over en af bakkerne

Banen
Herunder de vigtigste data for banen. Som ved banens historie finder du meget mere i vores banemenu.

Banen
Banenavn Istanbul Park
By Istanbul (35 kilometer)
Første Grand Prix 21. august 2005
Antal Grand Prixer 2
Rekorder (2005 Layout)
Banerekord - pole 1:26.797 (Kimi Räikkönen, 2005)
221,399 km/h
Banerekord - løb 1:24.770 (Juan Pablo Montoya, 2005)
226,693 km/h
Hurtigste løb 1t24:34.454 (Kimi Räikkönen, 2005)
219,496 km/h
Bedste Kørere og Hold
Flest sejre 1 (Kimi Räikkönen, Felipe Massa)
1 (McLaren, Ferrari)
Flest poles 1 (Kimi Räikkönen, Felipe Massa)
1 (McLaren, Ferrari)
Flest hurtigste omgange 1 (Juan Pablo Montoya, Michael Schumacher)
1 (McLaren, Ferrari)
Årets Løb
Omgangslængde 5,338 km
Omgange i løbet 58
Løbsdistance 309,396 km
Fakta
Sving 14 (6 højre og 8 venstre)
Langsider 4
Længste langside 720 meter
Start-/mållangside 655,5 meter
Banens bredde 14-21,5 meter
Maksimal hældning 8,145 %
Tilskuerkapacitet
Hovedtribune 26.250
Midlertidige tribuner 50.000
Naturtribuner 50.000
VIP lounges 5.000
Vigtige Links
Hjemmeside www.msoistanbul.com
Satelitbillede Google Maps (fra inden anlæggelsen af banen)

Løbs- og banedata


Afslutning

Vinder af det Tyrkiske Grand Prix? Det er det gode og store spørgsmål, 13. pladsen og problemerne i Ungarn gjorde at Felipe Massa blev overhalet med et enkelt point af Kimi Räikkönen, Alonsos straf gjorde at Hamilton lagde lidt afstand til ham, så der nu er 7 point mellem nummer 1 og 2. En af de 4 vil igen vinde. Det er ganske umuligt at vurdere hvem der er kommet bedst ud af ferien, men vi vover det ene øje og siger at en Ferrarikører vinder, holdet virker mest harmonisk, hvilket selvfølgelig er en formsag i forhold til McLaren og det er dem som har mest brug for point. Længere ned i feltet, der kan man være fræk og sætte penge på at Toyota har fået så meget boost at de kan ride videre på deres bølge af succes og rent faktisk score sig en podieplads, et frækt, men ikke decideret usandsynligt bud, især ikke når man tænker på at BMW Sauber har været i nærkontakt i de seneste løb, ikke mindst med hinanden.