Polske Robert Kubica fik grønt lys til at forlade hospitalet mandag, mindre end 24 timer efter sit alvorlige uheld i Montreal, der efterlod hans BMW-Sauber racer i stumper. Polakken forlod det lokale hospital og kørte selv væk derfra.
Kubica forstuvede sin højre ankel og fik en lettere hjernerystelse, men derudover er han frisk. På hospitalet undergik han intensive CT-undersøgelser, men der var ingen grund til alarm. I en kort pressemeddelelse mandag udtaler han:
"Jeg har ingen smerter og har det fint. Jeg vil gerne takke alle for alt den lægehjælp jeg modtog, og for alle ønskerne om god bedring."
Mark Webber var i tæt kamp med Robert Kubica, før polakkens uheld
"Mario Theissen og andre medlemmer af teamet kom og besøgte mig, og jeg vil også gerne takke Jarno Trulli, som også kom. Jeg er glad for at kunne forlade hospitalet så hurtigt, og vil nu gøre mig klar til løbet på Indianapolis."
Der er dog lige et par ting der skal tjekkes, før den 22-årige kan sætte sig bag rattet igen. Han skal undersøges yderligere på torsdag af FIA´s egen læge, som vil beslutte sig for, om den lette hjernerystelse har haft nogen betydning. Først derefter kan Kubica erklæres 'fit for fight'.