Overhalinger i Monacos Grand Prix kan tælles på en hånd. For engangs skyld kunne mængden af kørere i muren også tælles på en hånd, hvilket var meget positivt. Og så alligevel ikke.
Selv om jeg ikke gerne ser kørere ødelægge deres biler i en betonmur eller et autoværn på grund af en kørerfejl, så havde jeg ønsket at se lidt flere af de overhalinger, som vi gennem tiden har set, at det kan lade sig gøre at udføre i gaderne.
Men i går skulle det ikke være sådan. Det på trods af, at Nico Rosberg i starten af løbet gav associationer til løbet fra 1986, hvor farmand Keke lavede flere overhalinger i Monacos gader. Men Nico kunne ikke komme forbi Nick Heidfeld, der gik forbi ham i starten. Det kan du læse om
her, og resten af Nicos løb blev ødelagt på grund af dette.
Diamantfirmaet Steinmetz havde på ny dekoreret McLaren kørernes hjelme. Her er det Fernando Alonsos.
Hvor var Ferrari i dette løb? Ferrari var tidligere en magtfaktor, men denne weekend vidste Ferrari godt, at chancerne
for at vinde ikke var op til Ferraris egne kørere. Det afhang af om McLaren kørerne lavede nogle fejl, og
det gjorde de selvfølgelig ikke.
Fernando Alonso var suveræn denne weekend, men var sejren så fortjent som den så ud? Ja, lyder svaret, hvis man spørger den dobbelte verdensmester. Måske hvis man læser det, som
Ron Dennis har udtalt.
FIA er ikke tilfreds med denne udtalelse, og man vil nu undersøge McLaren for at have brudt det sportslige reglement, der blev indført efter Australiens Grand Prix 1998, da David Coulthard helt åbenlyst og senere fortalte i pressekonferencen, at løbets resultat var blevet aftalt mellem de to kørere.
Personligt tror jeg dog ikke FIA kan gøre andet end give McLaren en bøde for at have sat tvivl ved sejrens resultat. En ting er, at Lewis Hamilton var hurtig i gaderne, men med et minimum af overhalinger blandt de dårligere teams, skulle Lewis så kunne overhale Fernando Alonso i Monacos gader?
Jeg tror det ikke, men mistanken om teamordre lå allerede i luften efter McLarens pressemeddelelse i går, hvor Lewis Hamilton udtalte, at han var ansat til at skaffe flest mulige point til teamet. Ikke nødvendigvis til ham selv.
Det er svært ikke at være skuffet over Kimi Räikkönen. Køreren, der blev hentet til Ferrari for en lønsum større end Fernando Alonsos (ifølge rygterne) for at sikre Ferrari sit første verdensmesterskab siden 2004.
En begynderfejl i Monaco, hvor han klippede en barriere og ødelagde forhjulsophænget må ikke ske i en kvalifikation. Kimi er godt nok presset hos Ferrari, men det var en af den slags fejl, som bare ikke må ske. Det betød, at Kimi startede langt nede i feltet, men med et meget langt første stint endte han alligevel i pointene. Men flot var det ikke.
Jeg kan huske euforien blandt tv-kommentatorer, da Fernando Alonso tilbage i Ungarn 2003 satte Michael Schumacher en omgang tilbage. Det var fuldstændig uhørt dengang på trods af, at der var en variabel ekstra i det løb: Dækkene. Nu kører alle teams på Bridgestone dæk, så da Kimi Räikkönen blev sat en omgang tilbage, tænkte jeg mit. Men ingen af tv-kommentatorerne nævnte det med samme iver som dengang. Dengang var det en sensation. I går virkede det som en selvfølge.
Men der var andre teams på banen end Ferrari og McLaren. Renault for eksempel, hvor Giancarlo Fisichella kørte et flot, om end ensomt løb for verdensmestrene.
Heikki Kovalainen havde sine kontroverser med David Coulthard allerede under kvalifikationen. Hvad der lignede en svinestreg blev af arrangørerne også takseret som en svinestreg. Det betød, at David Coulthard blev sendt fra en sikker Q3 deltager til den sidste Q2 deltager. I løbet af lørdag aften blev David Coulthards startplacering dog ændret, så DC rykkede lidt tættere på fronten.
Heikki Kovalainen hos Renault. Forbedring ønskes!
Det blev dog ikke til en podieplads hos den røde tyr lige som sidste år, hvor David Coulthard stod på podiet iført Superman-kappe. Faktisk var Hollywood slet ikke repræsenteret som deltager hos Red Bull, der i år valgte at lancere en velgørenhedskampagne for ”Wings for Life” organisationen.
For en donation på 10 pund kan man få lov at uploade et af sine egne billeder og få det placeret på enten David Coulthards eller Mark Webbers RB3 racer, der skal deltage i det britiske Grand Prix. Flere skribenter fra BMF1 støtter allerede dette formål.
Mark Webber kigger på annoncen for Wings of Life velgørenhedsindsamlingen.
Der var dog flere Hollywood stjerner til stede i Monaco. Paris Hilton havde meldt afbud for at nyde den sidste tid i friheden inden hun skal en tur forbi Hotel Gitterly for at have kørt spirituskørsel, uden kørekort, i USA.
Men Tom Cruise var personligt inviteret til Formel 1 af Bernie Ecclestone, og flere stjerner som ikke nødvendigvis var fra filmens verden var til stede. Blandt andet Bayern Münchens målmand Oliver Kahn, der hyggede sig i Red Bulls store Energy Station.
Sarah Ferguson besøgte Honda og Nick Fry
Med TV2 Sport har vi fået lov at se alle frie træninger i en Grand Prix weekend. Lørdag kunne man under regnen se Rubens Barrichello tilsyneladende med en sort kevlarlignende hjelm. Det var dog ikke en ny hjelm, men en speciel lakering, som Nick Heidfeld også bruger. Problemet med lakeringen er, at farverne først træder igennem, når hjelmen er varm og det blev den ikke under lørdagens regnvåde frie træning. I kvalifikationen kørte Rubens Barrichello i stedet med en hjelm uden den specielle lakering.
Rubens Barrichello med den specielt lakerede hjelm. De normale farver anes under det sorte dække.
Monaco er speciel ved at blive afviklet over fire, ikke de normale tre dage. Allerede torsdag startede de frie træninger, og man kan mærke intensiteten syde gennem skærmen. På ny var der dog ingen trediekørere med. Markus Winkelhock var dog til stede, og rygterne om, at han skulle overtage Christijan Albers sæde begyndte igen.
Christijan Albers havde det på ny svært hos Spyker
Sebastian Vettel deltog i World Series by Renault. Træningen gik ikke så godt, hvis man forventer, at Sebastian Vettel skal vinde mesterskabet, men med en kvalifikation som plads 2 og at blive nummer to i Monacos gader i nogle biler, som tidsmæssigt ikke lå ret langt fra GP2 bilerne er flot. Vinderen blev Alvaro Parente, der af mange anses for en kommende GP2 kører.
GP2 feltet var også i Monaco med Christian Bakkerud som deltager. Heldigvis var Christian Bakkerud kommet sig over sin klemte nerve i ryggen fra løbet i Barcelona, men Monaco blev en weekend, som vi glemmer hurtigst muligt. Mængden af GP2 deltagere og længden på kvalifikationen betyder, at der altid er mange biler på banen. Da et uheld i kvalifikationen betød rødt flag, blev der ikke nogen frie omgange til Christian.
Christian Bakkerud i Monacos gader i GP2 løbet lørdag
Desværre er Christians team David Price Racing ikke noget topteam. Derfor var man heller ikke så overrasket, da Christian udgik i den sidste halvdel af løbet. Vi krydser fingre Christian for at du snart får styr på teamet eller Super Nova mister tålmodigheden med Mike Conway og giver dig chancen.
Vinderen af GP2 løbet blev Paster Maldonado, og selve GP2 løbet var mere spændende end Formel 1 løbet søndag. McLaren var for suveræne søndag. Toyota var på ny en stor skuffelse, Super Aguri tabte på point til moderteamet mens Red Bull og Toro Rossos løb heller ikke var specielt gode.
Gemma Atkinson er kåret til Female Face of Santander Formula 1 British Grand Prix 2007
Den nok mest skuffende weekend vi har haft i år, hvor meget af det, der gør Monaco så specielt, manglede. Om to uger køres der i Canada, og det kan kun blive mere spændende. Ferrari tror selv, at de er bedre rustede til Gilles Villeneuve banen i Canada. Efter sigende vil der være en opvisning eller udstilling til ære for legenden Gilles Villeneuve.
David Coulthard kørte hjemme fra lejligheden i Monaco til banen. Wild Hogs filmen har ikke været inspiraton
Scott Speed og Toni Liuzzi ankommer til Red Bull party med stil