• Forside

Lauda kritiserer Todts opførsel på podiet

Den allestedsnærværende eksverdensmester Niki Lauda har endnu engang fundet noget at kritisere. Denne gang går det ud over Ferraris Jean Todt, der beskyldes for at være uærlig og respektløs på podiet i Melbourne.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 19/3 2007 klokken 18:03

Det er ikke meget som undgår eksverdensmester Niki Laudas falkeblik. Denne gang er blikket rettet imod Jean Todt, som han beskylder for at være både uærlig og respektløs i sin måde at gratulerede Kimi Räikkönen på under sejrsceremonien.

Den 58-årige østriger, der selv har vundet to verdensmesterskaber for Ferrari, betragtede ceremoni og champagnesprøjt fra foden af podiet som kommentator for den tyske TV-station RTL. Det var han tilsyneladende godt sur over.

Jean Todt og Kimi Räikkönen på podiet i Melbourne. Lauda mener at Todt opførte sig respektløst og uærligt.

Inden sin svada lovpriser Lauda Kimi Räikkönens sejr og noterer sig, at ”Ferrari har håndteret omstillingen fra Michael Schumacher til Kimi Räikkönen perfekt”. Men her er det også slut med roserne.

Østrigeren revser derefter Todt for hans attituder på podiet og beskylder franskmanden for at ”foregive et nært venskab” imellem ham og 27-årige Räikkönen.

”Jeg bliver nødt til at fordømme den slags opførsel,” udtaler Lauda, der gør opmærksom på, at Todt selv har sammenlignet sit forhold til Michael Schumacher som et far/søn forhold, som er blevet udviklet over mere end et årti med både kører- og konstruktørmesterskaber.

“Han opførte sig, som om at det var hans bedste ven Schumacher, der lige havde vundet,” mener Lauda.

Stefano Domenicali og Kimi Räikkönen i Melbourne. Todt mener, at Kimi smiler meget mere end tidligere.

Efter champagnesprøjtet spurgte journalister Todt, hvordan hans forhold til Kimi Räikkönen egentlig er.

”Det er professionelt og venligt, og enhver kan se, at Kimi smiler meget mere end tidligere,” svarede han. ”Alle er virkelig glade, og jeg nød virkelig at være på podiet med ham.”

Ak-ja. Hvad var Formel 1 uden dinosaurer som Niki Lauda, som kan berige vores tilværelse med sine skarpe iagttagelser?

Nu venter vi spændt på, at den anden F1-dinosaur, Jackie Stewart, også melder sig med sine ekspertkommentarer.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER