Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 18/3 2007 klokken 01:03
Det var et elektronisk problem, der ødelagde syvende gear i Felipe Massas Ferrari i anden runde af kvalifikationen i går, og som forhindrede ham i at sætte nogen tid. Dermed stod han til at skulle starte fra 16. position, men nu har Ferrari ifølge australsk TV valgt at give ham muligheden for at presse lidt hårdere ved at skifte motoren. Prisen er til gengæld, at han nu kommer til at starte bagerst eller eventuelt fra gridden afhængig af, hvad Ferrari vælger.
Som vi skrev i går, så vidste Ferrari allerede efter den frie træning, at der var et problem, og de havde derfor skiftet gearkassen inden kvalifikationen, men problemet opstod altså igen. Ifølge Autosport melder Ferrari nu, at problemet er løst. Om det er rigtigt må vi vente til løbet med at se.