I en skærende kontrast til jubelscenerne som udspilede sig foran Super Aguri teamets garage efter kvalifikationen, var der ikke meget at grine af hos Toro Rosso teamet. Resultaterne af de manglende testkilometre vinteren igennem begynder nu med al tydelighed at vise sig.
Mange af de små skavanker som nu begynder at dukke op, burde for længst have været løst. En del af de nye komponenter som blev benyttet under gårdsdagens frie træning, virkede ikke efter hensigten og andre virkede slet ikke.
Scott Speed i Melbourne, 2007.
Tonio Liuzzi som havde et mindre uheld i går, var ikke meget heldigere under dagens kvalifikation. Da italieneren kørte i pit for at tanke, opstod der et problem med benzinstudsen på Toro Rosso raceren og Liuzzi forlod pit’en forud for sit andet forsøg uden at han havde fået tanket.
Liuzzi’s bedste tid blev 1:29.267, hvilket dog var tilstrækkeligt til at få ham væk fra bunden af tidstabellen. Lidt bedre gik det for amerikaneren Scott Speed, som på trods af et par fejl fik placeret sig foran David Coulthard fra søsterteamet.
Vitantonio Liuzzi, Melbourne 2007
Det i sig selv er måske ikke særligt imponerende, idet Coulthard flere gange benyttede dele af banens græsareal, da han satte sin bedste tid. Det var da heller ikke en glad Scott Speed som udtalte sig efter kvalifikationen.
”Bilen var ikke bedre end den var i går. Vi vil ikke være i stand til at forbedre raceren før vi får tilbagelagt flere testkilometre. I øjeblikket kaster vi dartpile i mørke, og som om dette ikke var nok, så blev min kvalifikation fuldstændigt ødelagt på grund af trafik.”
Scott Speed, Melbourne 2007.
”Da jeg passerede pit’en kom der tre biler ud foran mig umiddelbart før Turn 1. Der var en del skidt på banen og jeg havde derfor lidt af en oplevelse i Turn 14. Hvis jeg bare kan holde min racer inden for de hvide striber i morgen vil jeg være glad”.
Alt i alt et beskedent mål.