BMF1.dk's Power Rating: Las Vegas GP

Weekendens Power Rating fra begivenhederne i Las Vegas har denne gang to vindere og en enkelt overraskelse.

Pierre Gasly. Las Vegas 2023 . Copyright Alpine F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 20/11 2023 klokken 16:11

Lad mig bare ødelægge spændingen med det samme og afsløre, at Formel 1-løbet i Las Vegas gader blev vundet af en hollænder ved navn Max Verstappen.

Men sammenlignet med Red Bull-kørerens foregående 17 sejre i sæsonen var det denne gang ikke “a walk in the park” for hollænderen. Således var der i Las Vegas adskillige forstyrrende elementer såsom flere Safety Cars end normalt samt en tidsstraf for at presse Charles Leclerc af banen i Sving 1 - men i sidste ende var resultatet det samme.

Max Verstappen presser sig foran Charles Leclerc under starten til USA's GP. Las Vegas 2023Max Verstappen presser sig foran Charles Leclerc under starten til USA's GP. Las Vegas 2023
Copyright Getty Images / Red Bull Content Pool


Godt nok vandt Verstappen ikke kvalifikationen denne lørdag, men ikke desto mindre satte han tingene på plads om søndagen og førte løbet komfortabelt indtil han blev bedt om at sænke farten for hjælpe teamkammeraten Sergio Perez med et såkaldt “tow” i dennes kamp for at holde den jagtende Charles Leclerc bag sig.

Uanset ens præferencer må man bare endnu engang lette på klaphatten over verdensmesterens evner bag rattet af sin Red Bull-racer.



Trods forudsigeligheden blev både kvalifikation og grandprix en spændende oplevelse for alle, og vi gennemgår herunder nogle af kørernes højde- og lavpunkter fra weekenden - dog med hovedvægten på søndagens begivenheder.

Man sidder og ærgrer sig over, at Ferrari stadig ikke er i stand til at matche Red Bulls “Power Train”, for selv om det denne gang var tættere end normalt, så mangler de røde fra Maranello stadig lige det sidste. Ikke mindst igen på strategisiden under den anden Safety Car, hvor pitvæggen af uforståelige grunde lod deres kører blive ude på slidte dæk kæmpende mod to Red Bulls på friske dæk.



Men ikke desto mindre var Charles Leclerc virkelig godt kørende, og eneste fodfejl kom i slutfasen, hvor en nedbremsning fejlede. Til gengæld kompenserede monegaskeren med sin heroiske overhaling af Perez på sidste omgang, hvilket sikrede Ferrari-køreren podiets næstøverste trin.

Trods en kvalifikation på P11 formåede Sergio Perez at køre sig frem i feltet og slutte på P3 i grandprixet. Imidlertid havde teamet gjort det svært for mexicaneren, idet hans Red Bull i den grad manglede vinger på grund af bagvingens setup, der forhindrede tilstækkelig topfart i forhold til Ferrari.

Max Verstappen presser Charles Leclerc af banen i Sving 1. Las Vegas 2023Max Verstappen presser Charles Leclerc af banen i Sving 1. Las Vegas 2023
Copyright Getty Images / Red Bull Content Pool


Omend at han kom i mål 16 sekunder senere end Perez, så var det en bemærkelsesværdig god dag for Esteban Ocon og Alpine på P4 (rykket en plads op pga. tidsstraf til Russell), og det samme må (for en gangs skyld) siges om Lance Stroll, der smed sin Aston Martin forbi det ternede flag på en sjældent set P5. Absolut en godkendt søndag for teamejerens søn, der kunne glæde sig over se Fernando Alonso i den anden Aston Martin slutte bag sig på P9.

Hos Haas F1 var det ren copy/paste fra sæsonens andre løb, hvor bilens Dallara-chassis endnu engang grådigt åd af sine dæk. Til gengæld blev det en af de weekends, hvor Kevin Magnussen var hurtigere end Nico Hülkenberg i både kvalifikation og grandprix. Men ellers “business as usual” med en VF-23, som ingen I teamet endnu har afkodet og heller aldrig får gjort.

Lewis Hamilton passerer Kevin Magnussen. Las Vegas 2023Lewis Hamilton passerer Kevin Magnussen. Las Vegas 2023
Copyright Mercedes AMG / LAT Images


Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation, sprint- og hovedløb med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Charles Leclerc 9,4 0,64
2. Max Verstappen 9,4 0,34
3. Esteban Ocon 9,2 0,33
4. Sergio Perez 8,5 0,55
5. Lance Stroll 8,3 0,40
6. George Russell 8,1 0,88
7. Carlos Sainz 8,0 0,76
8. Lewis Hamilton 8,0 0,68
9. Oscar Piastri 7,9 0,63
10. Alex Albon 7,9 1,05
11. Pierre Gasly 7,6 0,84
12. Fernando Alonso 7,5 0,65
13. Kevin Magnussen 7,5 0,76
14. Logan Sargeant 7,1 1,14
15. Valtteri Bottas 6,5 0,95
16. Nico Hülkenberg [DNF] 6,5 0,64
17. Daniel Ricciardo 6,2 0,60
18. Lando Norris [DNF] 6,1 0,62
19. Guanyu Zhou 5,8 0,53
20. Yuki Tsunoda [DNF] 5,3 1,12


OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kampen om andenpladsen Breaking: Vesti får en tur mere i W14 »