• Forside

Hvem underdriver mest?

Op til sæsonstarten står holdene i kø for at fortælle hvor dårligt det går med udviklingsarbejdet og hvor langt bagefter de er i programmet. McLaren og BMW er de mest markante.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 12/2 2007 klokken 14:02

Vinterens testprogram er godt på vej og de fleste hold tester nu udelukkende med deres 2007 biler. Det betyder også, at man nogenlunde kan sammenligne holdenes biler, selvom de stiller op med forskellige testprogrammer.

Så når McLaren kører de hurtigste omgange, er det nok ikke fordi de har den langsomste bil. Men alligevel kommer Fernando Alonso på banen og fortæller, at han ikke regner med at de bliver klar til sæsonstarten, og det kan lyde en anelse hult.

Men det kan selvfølgelig skyldes, at de ikke tester under de rigtige vilkår, som er lovlige når sæsonstarten skydes i gang, men hvad vil de få ud af det?

McLaren MP4-22.

Årsagen kan selvfølgelig også være, at de andre hold ikke tester hurtighed på samme måde, da de er sikre på at være hurtige nok.

Senest er det BMW piloten Nick Heidfeld, der er på banen med en udtalelse om, hvor langt de er bagefter og at han ikke tror de har den helt store chance i år.

Igen en negativ udtalelse, til trods for de mange gode testresultater der mere end nogensinde viser, at teamet er på rette vej.

Ferrari er også ude og beklage sig. Felipe Massa udtalte for nyligt, at BMW vil være topholdet i år, altså lige modsat Heidfelds egne udtalelser. Samtidig med, at McLaren også roses af Ferrari piloten.

Kimi Raïkkönen i Ferrari F2007

”McLaren virker rigtig hurtige i år, men BMW er det hold der har imponeret mig mest,” udtalte Felipe Massa. ”Jeg er overbevist om, at BMW er det hold, der har lavet den bedste timing og de vil ramme sæsonstarten helt i top.”

”BMW kan meget vel være holdet vi alle vil forsøge at slå i år,” lød det fra brasilianeren.

Ferrari er blevet beskyldt for at være lidt dumdristige med deres nye design. De har lavet en bil, der i modsætning til samtlige andre hold, har en længere akselafstand end sidste års model. Dette til trods for, at alle andre konstruktører er sikre på, at de nye Bridgestone dæk vil have det bedst på en kort bil.

Nick Heidfeld besatte tredjepladsen i Ungarns Grand Prix 2006

Alligevel er der noget der tyder på, at Ferrari ikke har ramt helt ved siden af med de testresultater vi har set fra dem på det sidste.

Spørgsmålet er vel heller ikke, om bilen er hurtig på en enkelt omgang, men om den slider for voldsomt på bagdækkene og derfor vil kræve flere pitstop hvilket kan gøre det svært at vinde løb.

Som modsætning til de beklagende udtalelser fra McLaren, BMW og Ferrari, har vi Red Bull og Toyota. Begge hold udtaler, til trods for ringe testresultater, at de har vinderbilen i år.

TF107

Hos Toyota er det dog kun holdlederne der er så optimistiske, mens Jarno Trulli og Ralf Schumacher, begge har været ude med udtalelser om, at bilen langt fra er så god som de håbede. Værst lader det til at være for Trulli, der har svært ved at finde sig til rette i den nye bil.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER