• Forside

Heidfeld nedtoner forventningerne til BMW

Som det er fremgået af andre udtalelser her på BMF1, er der store forventninger til BMW Sauber i 2007. For at lette forventningspresset, forsøger Nick Heidfeld derfor nu at nedtone forventningerne til teamet.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 12/2 2007 klokken 13:02

Nick Heidfeld forsøger nu at nedtone forventningerne til BMW Sauber. I den seneste tid har selv konkurrenterne fremhævet det tysk-schweiziske teams muligheder som titleudfordrer i den nye sæson.

Bl.a. har Filipe Massa udtalt, at noget tyder på, at BMW Sauber er længere fremme end både hans eget rødklædte team såvel som McLaren. Senest har Ferraris Marc Gene været fremme med lignende udtalelser til den spanske avis ’Diario As’.

Starten af Italiens Grand Prix 2006, hvor Robert Kubica sluttede på podiet som nr. 3 i sin BMW Sauber. Her er det Felipe Massa, Nick Heidfeld, Robert Kubica, Michael Schumacher og Kimi Räikkönen.

”Det ser ud som om at BMW har gjort større fremskridt end andre,” har Gene udtalt.

Men nu griber Heidfeld altså ind. Overfor nyhedstjenesten Motorline siger han, at succesrige hold ofte kæmper hårdt sæsonen efter, men indrømmer samtidig: ”Jeg tror, at vi får en god sæson.”

”Forventningerne udefra er meget store men det vil blive vanskeligt for os at gøre samme store fremskridt (som i 2006, red.).”

Og det gik fint i sidste sæson, hvor det tyske team avancerede fra 8. pladsen til 5. pladsen i kampen om konstruktørernes mesterskab.

For 2007-sæsonen har BMW Sauber officielt annonceret, at man går efter podieplaceringer snarere end sejre, et synspunkt Nick Heidfeld støtter.

”At gentage de fremskridt vi gjorde er selvfølgelig meget sværere. Jo højere man stiger, des tyndere bliver luften,” siger han

”Vi konkurrerer imod en masse konstruktører, som har en masse penge. Jeg er sikker på, at vi vil bevæge os endnu mere frem, men jeg tror ikke, at vi igen bliver dette års overraskelse,” slutter Heidfeld.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER