Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 14/6 2022 klokken 12:06
Mercedes Formel 1-holdet, som er det hold, der har vundet flest konstruktørtitler i historien, satsede stort med et helt anderledes design af deres 2022-racer og ser nu ud til at have tabt.
Det har fået Toto Wolff til at hyle op om, at FIA skal give dem mulighed for at bruge flere penge, så de kan få løst deres problem.
Det har fået flere til at melde lige ud af posen, herunder Red Bull-chef Christian Horner, at det vil være unfair, hvis Mercedes, på grund af deres egen fejl, får lov til at bruge flere penge for at komme med en hurtig løsning.
Til det kor melder SKYs ekspertkommentator Martin Brundle sig nu.
"Holdene, der har løst problemet, siger tydeligt, at det ikke er Formel 1s problem at løse det for Mercedes," kom det fra Brundle under en SKY-udsendelse.
"Det er tydeligt, at det er meget ukomfortabelt for kørerne, men det er Mercedes' opgave, at få det løst."
"Det er heller ikke så svært for dem at få løst det ved at løfte bilen, men det vil gå ud over deres performance, hvilket de tydeligvis ikke ønsker at gå på kompromis med," sluttede han.