Vergne udfordrer Verstappen

Den tidligere F1- og Toro Rosso kører Jean-Eric Vergne mener ikke, at Max Verstappen ville kunne dominere på samme måde i Formel E som i Formel 1. Formel E kræver mere af kørerne, selv om bilerne er langsommere.

Jean-Eric Vergne . Copyright Getty Images/Toro Rosso

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 14/5 2022 klokken 08:05

I denne weekend køres der Formel E i den tidligere lufthavn Tempelhof i Berlin.

Flere tidligere Formel 1-kørere, som f.eks. Porsche-køreren Pascal Wehrlein, Mercedes-køreren Stoffel Vandoorne og den dobbelte Formel E-verdensmester Jean-Eric Vergne, der kører for DS-Techeetah, er med.

Jean-Eric Vergne har en fortid hos Red Bull og Toro Rosso, og franskmanden udfordrer indirekte Max Verstappen til en duel i Formel E:

„Hvis jeg kørte mod ham [Max Verstappen] i Formel 1, så må jeg helt ærligt sige, at jeg ikke ville kunne slå ham. Han er på toppen af sit game. Men i Formel E ville han ikke være umulig at slå, det tør jeg godt væde på,“ udtaler Vergne til det tyske magasin Autobild.

Bahrains Grand Prix 2022. Max Verstappen P2Bahrains Grand Prix 2022. Max Verstappen P2
Copyright Red Bull Contentpool


Baggrunden er ifølge Jean-Eric Vergne, at Formel E kræver mere end blot talent, for bilerne har stort set alle det samme tekniske niveau:

„Vi kører ganske vist langsommere i kurverne, men vi skal kæmpe mere med bilen. Det er ekstremt krævende at køre bilen lige til grænsen – også fordi man bliver nødt til at spare så meget energi som muligt under løbet og alligevel køre hårdt mod de andre. Derfor skal du bruge hovedet mere end i Formel 1. Det er som at spille skak, mens du kører race.“

Vergne kommer fra samme talenthold som Max Verstappen: Han er uddannet hos Red Bull-juniorteamet og kørte mod Daniel Ricciardo hos Toro Rosso.

Billeder fra Singapore 2012Billeder fra Singapore 2012
Copyright Getty Images/Toro Rosso


Da Vergne røg ud af Formel 1 i 2014, lå hans motorsportskarriere i ruiner. Men nu er franskmanden glad for at være med i Formel E, have vundet verdensmesterskabet to gange og er endda blevet medejer af Techeetah-teamet.

Den tekniske og samfundsmæssige udvikling sætter hans exit fra Formel 1 i et lidt andet perspektiv, end han måske havde forventet:

„Jeg er glad for at være i Formel E. Vi er ambassadører for e-mobility. […]. Om 20 år vil der ikke være benzinbiler i byerne længere. I enkelte byer sker det måske endda før. Det er den vej, som udviklingen går. Og bilproducenterne skal kunne bygge de bedste biler til den udvikling. Motorsport bliver igen til et slags laboratorie. Det er Formel 1 ikke længere. Nævn mig en normal bil, som kører med den samme drivlinje som i Formel 1. Hvis der overhovedet findes en sådan bil, så koster de over 300.000 euro [2.250.000 danske kroner – uden eventuelle afgifter]. Hvem skal køre i de biler?” spørger Vergne retorisk.

Vergne siger afslutningsvist: „Derfor er Formel E mere relevant [end Formel 1]: Her udvikler vi fremtidens biler.”

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Miamis GP: Weekenden i billeder Status quo for Mercedes »