Rygterne om VW-koncernens indtog i Formel 1 har svirret i længere tid.
Nu bliver rygterne dog konkretiseret af den tyske avis
Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), der mener at vide, at vi får mærkerne Porsche og Audi at se i Formel 1 fra 2026.
Og det bliver ikke bare som motorleverandører – men som egne fabriksteams!
Porsches logo.
Copyright Porsche
Porsche skulle dermed overtage Red Bull og Alpha Tauri, mens McLaren bliver overtaget af Audi.
Der har tidligere været rygter fremme om, at Audi skulle have overtaget McLaren – noget som
McLaren Group dementerede i svage vendinger den 15. november 2021.
Men rygterne dødede altså ikke, og senest har engelske
Car Magazine og nu altså også fra tyske FAZ bragt nye oplysninger om VW’s planer.
McLarens bud på 2022.
Copyright McLaren Media
I øvrigt er det ganske interessant at lægge mærke til, hvilke journalister på Frankfurter Allgemeine Zeitung, der har skrevet den eksklusive historie om VW og Formel 1:
Man burde måske tro, at det ville være motorsportsjournalister, men der er rent faktisk tale om tre velkendte finansjournalister på FAZ.
At artiklen findes i FAZ’s finanssektion skal måske tolkes som et vink med en vognstang til investorer om store kommende ændringer i VW-koncernen.