Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 8/10 2006 klokken 05:10
Der har ofte været talt om, hvordan Formel 1 er i krise, og at der har været for mange tomme tilskuerpladser til løbene. Al den snak kan man glemme i denne weekend, hvor Japans Grand Prix afvikles.
Vi er nået til sæsonens næstsidste løb, og selv i 2003 var mesterskabet ikke så spændende på denne tid. For at finde en lige så tæt afgørelse, skal man vel nærmere tilbage til 1999, hvor Eddie Irvine (Ferrari) kom til det sidste løb – i øvrigt på Suzuka – med et forspring på fire point til Mika Häkkinen, men hvor det alligevel blev sidstnævnte, der tog titlen.
Den meget spændende sæsonafslutning krydret med, at det er Michael Schumachers sidste løb på en af sine favoritbaner (han har vundet seks gang her), og at det er det sidste løb på Suzuka i et stykke tid, idet Japans Grand Prix til næste år flytter til Fuji Speedway, har været rigeligt til at hive japanerne ud af lænestolene og flytte dem ud på lægterne langs banen.
Således var der 64.000 besøgende til fredagstræningerne, der ellers for en stor del af tiden foregik i regnvejr. Dette er i øvrigt rekord for fredagens besøgstal. Lørdag var der 120.000 tilskuere til kvalifikationen, og i dag søndag er der meldinger om 160.000 tilskuere. Der er med andre ord lagt op til en god stemning omkring banen.