Dæk under lup

Weekendens Grand Prix i Belgien bød på to spektakulære punkteringer, hvoraf den sidste havde stor indflydelse på VM stillingen. Kørerne er rasende og vil have sagen undersøgt til bunds. Pirelli afviser kritikken.

Kinas GP 2015 . Copyright Pirelli

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 24/8 2015 klokken 09:08

Paul Hembery fra Pirelli udtalte efter Belgiens Formel 1 Grand Prix, at de to punkteringer man oplevede over weekenden, især Vettels på sidste omgang, ikke kan bebrejdes Pirelli.

”Belgiens Formel 1 Grand Prix var aldrig tiltænkt som et løb med kun ét pitstop,” kom det fra Hembery efter løbet.

”Vi havde meldt ud inden løbet, at vi forventede, at der blev brugt 2 eller 3 stop,” sagde englænderen uddybende.

Når det så er sagt, så havde Pirelli også meldt ud, at de forventede, at man kunne køre over 40 omgange på de hårde dæk, hvilket var langt fra de 27, som Vettel nåede at køre på sine dæk.

Ikke overraskende var Sebastian Vettel meget vred på Pirelli, som han mente skulle undersøges til bunds, inden Formel 1 feltet om 14 dage kommer til årets næste højfartsbane i Italien.

”De her ting må bare ikke ske, punktum! Hvis det var sket 200 meter før, stod jeg næppe her,” kom det hårdt fra Vettel efter løbet.

”Med 300 km/t gennem Eau Rouge, ved jeg ikke, hvad der ville være sket,” kom det uddybende fra den hurtige tysker.

Mercedes kører Nico Rosberg, der havde en voldsom punktering fredag, hvor Pirelli også frikendte sig selv, melder sig ind i koret, der ønsker sikrere dæk.

”Vettels punktering var virkelig slem, det må bare ikke ske,” siger Rosberg. ”Min punktering fredag og hans søndag kunne begge være endt meget slemt!”

”Vi bliver simpelthen nødt til at gøre dækkene mere sikre,” sluttede han.

Over de næste par dage vil der helt sikkert komme meget mere frem omkring Pirelli og deres dæk.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Pirelli bekræfter frit dækvalg Kevin tilbage i spillet »