Noget tyder på, at McLaran og AlphaTauri kan finde på at bytte kørere allerede i denne sæson.
Det skriver det engelske medie
Express, efter den normalt velinformerede spanske F1-journalist
Alberta Fabrega hævder at have kendskab til sagen.
Rent konkret er der tale om, at Pierre Gasly og Daniel Ricciardo bytter biler med hinanden – det vil sige Gasly til McLaren og Ricciardo til AlphaTauri.
Spaniens Grand Prix 2020. Pierre Gasly i bil nummer 10 hos Alpha Tauri
Copyright Red Bull Contentpool
Men giver det mening?
Franskmanden Gasly har rent faktisk kontrakt med AlphaTauri indtil 2023, men Gasly har flere gange krævet at blive forfremmet til Red Bull, hvor Sergio Perez dog sidder fast i sædet og sandsynligvis fortsætter.
Red Bulls Helmut Marko har flere gange antydet, at Pierre Gasly kan være på vej væk fra Red Bull-familien.
Rygterne går på, at McLaren er utilfredse med deres australske kører Daniel Ricciardo og derfor er interesserede i Pierre Gasly.
Daniel Ricciardo checker vejret på Spa. Belgiens GP 2021
Copyright McLaren Media
Daniel Ricciardo har en fortid hos Red Bull og er forsat respekteret hos både Red Bull og AlphaTauri. Daniel Ricciardo kunne også være en god og rutineret erstatning for Gasly ved siden af deres unge japanske kører Yuki Tsunoda.
Selv om viljen måske er der, kræver et eventuelt kørerbytte, at den økonomiske kabale mellem de to kørere går op, for mens Ricciardo rygtes til at tjene omkring 112 millioner kroner pr. sæson hos McLaren, så tjener Gasly ”kun” godt 37 millioner kroner om året hos AlphaTauri.
Spørgsmålet er bare, om Ricciardo virkelig ønsker at vende tilbage til Red Bulls B-team uden mulighed for eller ret til at udfordre Verstappen og Perez hos Red Bull.