Brawn: Finner og T-vinger bliver forbudt igen

Ross Brawn er blevet sportschef for Formel 1 og han har nogle skarpe holdninger til hvordan en racer skal se ud.

Ross Brawn . Copyright Mercedes AMG

Af: Nicolai Ascanius (nj@bmf1.dk) d. 4/3 2017 klokken 11:03

Under det nye 2017-reglement er der blevet åbnet op for en del flere aerodynamiske elementer, hvilket har ført til at alle racere har fået en "finne" henover motorcoveret.

Funktionen af denne finne er at stabilisere luften som sendes fra fronten af raceren op langs med motoren til bagvingen.

Barcelona 2017 pre-season test. Max Verstappen hos Red Bull
Copyright Red Bull Contentpool


Brawn udtaler i et interview, at han synes de nye elementer er spændende, men at han ikke bryder sig om dem: "Som en racerbil, ser det meget mere spændende ud. Proportionerne på raceren er bedre."

Brawn fortsætter med sine forbehold: "Som altid med et nyt reglement, er der små udfordringer. Vi har fået den upopulære haj-finne bagerst på raceren og jeg tror vi med tiden må gøre noget ved disse."

Udover (haj-)finner, så har næsten alle teams testet en ekstra T-vinge på raceren, placeret lige foran bagvingen.

Barcelona 2017 pre-season test dag 1. Lewis Hamilton i Mercedes. Ferrari og Mercedes med T-vinger.
Copyright Mercedes AMG


Disse vinger er Brawn heller ikke begejstret for: "Disse (T-vingerne, red.) er alle konsekvenser af det nye reglement og de var ikke tiltænkt. Jeg tror at vi med tiden bliver nødt til at håndtere disse utilsigtede konsekvenser - og få racerne til at se lidt mere rene ud."

Ironisk nok, så var Ross Brawn tidligere kendt for at udfordre reglementet til det yderste, både som teknisk chef hos Benetton og som hold-ejer hos Brawn GP.

Hos Benetton havde Michael Schumacers racer traction control, selvom det var forbudt. Brawn argumenterede overfor FIA at raceren ganske rigtigt havde traction control installeret men at det ikke kunne bevises at Schumacher havde brugt funktionen.

Hos Brawn GP havde Jenson Buttons racer en dobbelt diffuser, som ikke var direkte forbudt i reglerne, men reglerne havde ikke taget højde for at holdene kunne finde plads til flere diffusere i det samme område (Toyota kørte med trippel diffuser samme år).

OM SKRIBENTEN

Nicolai fra BMF1 Nicolai grundlagde Bil Magasinets Formel 1 side sammen med Allan og har en række Formel 1 web-projekter bag sig. Udover al teknikken, har Nicolai skrevet om Formel 1 siden 1997.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« F1's største taber McLaren ”Vi skjuler intet!” »