F1's største taber

Hvem er den største taber i F1? Vi husker alle vinderne af sæsonen, der står først i historie bøgerne. Der er kun en vinder og til gengæld en masse tabere

Kinas GP 2015 . Copyright Mercedes AMG

Af: Allan Nicolaisen (ani@bmf1.dk) d. 3/3 2017 klokken 20:03

Nu her inden en ny sæson starter, kan man jo huske tilbage på de tidligere sæsoner og vinderne. Men det er de færreste, der husker sæsonens tabere. Ja der er kun én vinder og resten er tabere, men for konkurrencemennesker, som F1-kørere, er andenpladsen den mest ydmygende placering, hvor det tit er marginaler der afgjorde placeringerne.

Denne artikel er for at hylde F1 kørernes andenpladser - dem der kom så tæt på, men så alligevel ikke helt nok.

Sidste år så vi holdkammeraterne Nico Rosberg og Lewis Hamilton, i en sæsonlang kamp om 1. pladsen. De holdt os F1 fans hen til sidste løb, før der blev kåret en vinder. Det er jo det vi lever for, men kun 5 points adskilte dem til sidst. Hamilton har helt sikkert følt sig som den største taber, for på trods af at han kørte over målstregen først, så havde han ikke marginalerne med ham denne gang.



Det var ikke første gang Hamilton har været en del af et pointdrama til det sidste løb i sæsonen. I 2008 skulle vi også vente på afgørelsen til det sidste løb, faktisk skulle afgørelsen falde på sidste omgang, med bare én overhaling til forskel på vinder og taber. Med kun 1 points forskel kunne Lewis Hamilton fejre sit første verdensmesterskab og efterlod Felipe Massa ude i kulden på andenpladsen.

I 2007 var Hamilton igen med i mesterskabskampen til sidste løb, denne gang var rivalen Kimi Raikkonen. Her var det dog Kimi der med en førsteplads løb med pokalen. Hamilton nåede kun syvendepladsen og sæsonen sluttede med kun 1 point mellem de to. Inden løbet var der mange matematiske muligheder, for at Hamilton kunne få mesterskabet, men først over målstregen for Kimi og maksimalt på en syvendeplads til Lewis, sikrede finnen mesterskabet.

Der har igennem tiden været mange sæsoner, hvor første- og andenpladsen er afgjort med 1 point.


  • 1958 Sterling Moss, sluttede 1 point efter Mike Hawthorn
  • 1961 Wolfgang von Trips, sluttede 1 point efter Phil Hill
  • 1964 Graham Hill, sluttede 1 point efter John Surtees
  • 1976 Niki Lauda, sluttede 1 point efter James Hunt
  • 1981 Carlos Reutemann, sluttede 1 point efter Nelson Piquet
  • 1994 Damon Hill, sluttede 1 point efter Michael Schumacher


Alain Prost til Renault præsentationen 2016
Copyright Bil Magasinet BMF1


Prisen for F1 største taber, må være i 1984 sæsonen, hvor Alain Prost på trods af at køre over målstregen først i det sidste løb, slutter sæsonen kun 0,5 point efter holdkammeraten Niki Lauda, der hev andenpladsen i sidste løb. Årsagen til det halve point skyldes, at Monacos grand prix blev stoppet efter en dramatisk weekend og kun 29 omgange, så der kun blev uddelt halve points.

En ny sæson står for døren, en masse regelændringer giver håb om, at posen bliver rystet og vi ser nye udfordrere til titlen, men vi lover at følge alle løbene og ønsker flere tætte opgør.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Honda stærkt bekymret for sæsonstarten Brawn: Finner og T-vinger bliver forbudt igen »