Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 9/2 2021 klokken 09:02
Det forlyder, at et af de helt store punkter i kontrakten mellem Honda og Red Bull om, at Red Bull skal overtage japanernes motorprogram efter denne sæson, netop har været Hondas bekymring om, at Red Bull ville sælge den videre til Audi.
Det er netop Red Bull, som Audi angiveligt skulle være i forhandlinger med om et samarbejde fra 2025 sæsonen.
Ifølge tyske Auto Motor und Sport, er kontrakten mellem Red Bull og Honda på plads, da man er blevet enige om udviklingsstoppet for de nuværende Power Units, hvilket dog stadig mangler at blive bekræftet.
I kontrakten har Honda fået Red Bull til at skrive under på, at de ikke må videregive tekniske data til en 3. part.
Netop det er blevet tilføjet, da man hos Honda også har hørt, at Audi skulle være på vej til Formel 1 i 2025, og at det skulle være sammen med Red Bull.
En officiel udmelding forventes ikke at komme en af de nærmeste dage, men dog i løbet af 2021-sæsonen.