Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 7/9 2017 klokken 16:09
Giovinazzi!
Sig det igen!
Giovinazzi!
Ikke et navn Kevin Magnussen er så glad for, men ikke desto mindre, er det ham, han må overlade sin HAAS-racer til igen og igen.
HAAS har bekræftet, at Ferrari udviklingskøreren igen vil være at finde i Kevin Magnussens racer, når Formel 1-feltet kommer til Singapore for at køre det næste løb.
Sidst Giovinazzi kørte i Kevins bil, formåede han at smadre den godt og grundigt, så Kevin ikke kun missede første træning, men også det meste af anden træning.
Oprindeligt var det ikke planen at italieneren skulle teste i Singapore, men da HAAS besluttede at det var vigtigere at Kevin fik kørt i Monza, som følge af overvejende sandsynlighed for regn i den anden træning, valgte de at sende Giovinazzi væk.
Det fik den unge italiener til at udeblive fra pressemødet hos HAAS senere den dag, hvilket næppe fremmer forholdet til HAAS, som han næppe har mange chancer for at komme til at køre for i fremtiden.
Giovinazzi håber på, at Sauber vil tilbyde ham det ene sæde i 2018, men dér står en vis Charles Leclerc klar, som også er Ferrari udviklingskører.