Her er konkurrenterne til Haas-sæderne - del 1/2

Haas F1-team har problemer med at finde farten i 2020-sæsonen. Derfor kigger teamet bl.a. på potentielle nye kørere. Her kommer BMF1 med svaret på, hvilke kørere der er i spil til Haas-sæderne til næste år.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen. Østrigs GP 2020. . Copyright Haas F1

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 3/10 2020 klokken 14:10

Haas F1-team har haft store problemer med at finde farten i racerne i denne og sidste sæson. Sidste år var det problemer med dækkene der sendte racerne ned bag i feltet. I 2020-sæsonen kæmper teamet med en sløj Ferrari-motor, og et lavere budget (pga. pandemien) som forhindrer udvikling af raceren.

Haas-teamet har kun scoret ét enkelt point i Ungarn i F1-sæsonen 2020. Derfor skal der ske drastiske ting for at rette op på de manglende resultater i fremtiden.

Ét af de punkter som Haas kigger på er teamets kørersammensætning. Haas kigger nærmere på holdets nuværende kørersammensætning, Kevin Magnussen og Romain Grosjean, og kigger på nogle af kørerne der er ledige på markedet.

Derfor har Haas lavet en liste med “næsten 10” kørere, som de selv beskriver det. BMF1 er bekendt med de otte af kandidaterne, så dem har vi lavet en kort præsentation af her. Så kan du selv vurdere hvilken kørersammensætning du ville have valgt, hvis du skulle vælge for Haas.
Du kan læse del to her.

Romain Grosjean:
Romain Grosjean er en af teamets nuværende kørere. Den 34-årige franskmand har været en del af Haas-teamet siden 2016. Derfor er Grosjean en veteran der kender teamet ud og ind.

Grosjean startede sin F1-karriere tilbage i 2009, hvor det blev til syv løb for Renault. Grosjean mistede sit sæde til Vitaly Petrov allerede året efter. Dermed var franskmanden ude i kulden igen.

I 2012 var franskmanden tilbage i F1-sammenhæng hos Renault, hvor han blev helt frem til 2015. Her blev det til hele 10 pladser på podiet.

Grosjean er kendt for at være den (måske) hurtigste kører i F1-feltet over en enkelt omgang. Grosjean har ofte oplevet store problemer med at holde hovedet koldt i selve løbene. Det har resulteret i adskillige fejl og bemærkelsesværdige uheld.

Grosjeans tidligere teamchef hos Lotus, Matthew Carter, beskriver Grosjean, i 'Missed Apex Podcast', som en habil kører, der kører stabile omgange. Dermed hjælper Grosjean teamet ved at indsamle brugbare data, som teamet kan bruge til sammenligning af opsætninger og nye dele på raceren.

Med 176 F1-løb på CVet er han en erfaren herre for teamet, og dermed en vigtig brik der kan lede teamet på rette vej.

Abu Dhabis Grand Prix 2019. Romain Grosjean med sine ingeniørerAbu Dhabis Grand Prix 2019. Romain Grosjean med sine ingeniører
Copyright Haas F1


Sergio Perez:
30-årige Mexikanske Sergio Perez er kendt for den massive økonomiske støtte han medbringer til teamet. Perez er også kendt for at være en hurtig og stabil kører. Samtidig er han lidt af en dæk-guru, der kan få det “sorte guld” til at holde i lang tid.

Ydermere har Perez’ mange millioner peso også den effekt, at Perez' potentielt manglende fart i raceren kan udlignes (og potentielt overhales) af penge til at udvikle bilen for istedet.

Den tidligere 'Ferrari Junior Academy'-kører startede sin F1-karriere tilbage i 2011 hos det daværende Sauber-team (Alfa Romeo). Her kørte han også i 2012. Det var samtidig også det år han tog en skæbnesvanger beslutning.

Perez blev tilbudt et Ferrari-sæde til 2014-sæsonen. Den mexikanske kører ville hellere have gang i sin karriere hurtigt, og valgte istedet et McLaren-sæde allerede til 2013-sæsonen. Interessen fra de to store teams var et bevis på, at Mexicaneren var (er) en yderst talentfuld kører.

Det viste sig at være en dårlig idé at vælge McLaren, da manglende resultater og podieplaceringer kostede ham sædet efter den ene sæson. Det blev dyrt for Perez, for da han valgte McLaren frem for Ferrari, var det samtidig også et farvel til Ferraris-kørerakademi.

F1-karrieren var dog ikke slut. Force India (Racing Point) tog imod ham med åbne arme og gav ham et sæde i 2014, som han har haft indtil nu.

Problemet med Perez er, at han er “en beskidt kører” som laver mange farlige situationer for sine medkørere - hvad enten det er teamkammerater eller andre kørere. Han var ikke bange for at presse sin tidligere teamkammerat, Esteban Ocon, ind mod væggen adskillige gang. Samtidig er Perez ofte ude med riven overfor andre kørere, når han selv har begået fejlen.

Tidligere teamkammerat Jenson Button var da også utilfreds med Perez' farlige kørsel tilbage i deres McLaren dage. Bottas udtalte dengang, at Perez ikke var bleg for at køre hjul mod hjul med 300 km/t på langsiden, hvilket er meget farligt.

Otte podieplaceringer er det blevet til for Perez i F1-karrieren, så han har bestemt bevist sit værd i F1. Dermed kan han være et værdifuld præstationsmæssigt - og økonomisk.

Sergio PerezSergio Perez
Copyright BMF1


Nico Hülkenberg
Den 33-årige tyske racerkører var spået til at være en af sportens helt store talenter, og en kommende verdensmester, da han blev opgraderet fra reservekører til et fast sæde hos Williams tilbage i 2010. Det var også det år, han fik sin første (og eneste) pole position i F1.

Tyskeren måtte bruge 2011 på sidelinjen, som reservekører hos Force India (Racing Point), og han blev først opgraderet til F1-kører igen i 2012.

I 2013 prøvede han lykken hos Sauber (Alfa Romeo), for at gøre sig interessant til et sæde hos Ferrari (da Ferrari leverede motorer til teamet, og dermed kunne få data på ham). Det blev ikke den store succes, og tyskeren rykkede tilbage til Williams de følgende tre sæsoner.

I 2017-2019 prøvede Hülkenberg lykken hos Renault, men måtte takke farvel til sporten efter 2019-sæsonen. Det blev dog til et kort gensyn i 2020, da tyskeren fungerede som stand-in for den corona-ramte Sergio Perez.

Her beviste Hülkenberg sit talent, da han satte sig direkte i raceren og kunne følge med den anden side af garagen. Den flotte præstation satte igen brænde på bålet til tyskerens F1-muligheder.

Hülkenberg er kendt for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, når den velkendte stoleleg om sæderne kører i ‘Silly Season’. Derfor mener mange, at tyskerens talent aldrig er vist til fulde i F1-sammenhæng.

Hülkenberg er mest af alt kendt for sin rekord, om at have gennemført flest F1-løb (181) uden at stå på podiet. I dansk sammenhæng er han nok mest kendt for episoden, hvor en afbrydelse af Kevin Magnussens interview resulterede i det populære comeback fra danskeren “suck my balls, mate”.

Hülkenberg er dyr i løn for F1-teamene, og tyskeren medbringer ikke de synderlige sponsorater. Så derfor er det en stor udgift for teamet at få Hülkenberg med på Haas-"vognen".

Pressekonference med kørernePressekonference med kørerne
Copyright Bil Magasinet BMF1


Mick Schumacher
Mick, med det velkendte efternavn, er søn af den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher. Derfor har det altid ligget i kortene, at den 21-årige tysker ville følge i sin fars fodspor en dag.

Gokart-karrieren startede tidligt i en alder af 9 år tilbage i 2008. Det sætter ekstra høje krav og forventninger til en ung racerkører, når man skal leve op til resultaterne associeret med et populært efternavn. Så for at undgå unødvendig pres kørte Mick under navnet “Mick Junior”.

Gokart-karrieren kastede ikke nogle mesterskaber af sig, men hans talent blev der alligevel lagt mærke til i motorsportsverdenen.

Schumacher er kendt for, at han har brug for tid til at udvikle sig og lære, før tyskeren kan præstere sit maksimale og vise sit talent til fulde.

Det så man både i F4-mesterskabet, hvor han sluttede som nr. 10 tilbage i 2015 med én sejr, nul pole position og 2 podieplaceringer. I 2016 sluttede han så på andenpladsen i F4-mesterskabet med fem sejre, fire pole positions og 12 ture på podiet.

Det samme var tilfældet med F3-mesterskabet i i 2017. Nul sejre og pole positions, og én enkelt tur på podiet sikrede ham kun 12. pladsen i mesterskabet.

I 2018 blev resultaterne byttet ud med otte sejre, syv pole positions og 14 ture på podiet. Det sikrede ham sejren i F3-mesterskabet - langt foran Dan Ticktum på andenpladsen.

I 2019 konkurrerede Schumacher i F2-sæsonen. Til trods for enkelte gode takter blev det kun til én enkelt sejr og én tur på podiet, hvilket kun rakte til 12. pladsen. Derfor blev F1-drømmene for Ferraris lovende ‘Ferrari Driver Academy’-kører også sat på pause af teamet. Ferrari mente, at Schumacher havde brug for mere tid til at udvikle sig og lære - hvilket han så sandelig også har gjort i 2020-sæsonen.

10 løbsweekender inde i F2-sæsonen har Schumacher vundet to løb og været på podiet 10 gange (i 20 løb). Dermed fører den unge tysker mesterskabet, og han er blevet erklæret klar til F1 af Ferrari selv.

Mich Schumacher er sat i spil til to forskellige F1-sæder. Ét hos Alfa Romeo og ét hos Haas.
Schumacher-navnet tiltrækker megen opmærksomhed hos medierne. Det, kombineret med tyskerens evner bag et rat, gør det populært for teamene at have Schumacher tilknyttet.

Haas forventer ikke at have nogle væsentlige opdrageringer næste år til 2021-raceren, så derfor forventes der ikke store resultater fra det amerikanske team til næste år. Det kunne potentielt give Mick Schumacher den ro han har brug for til at udvikle sig det første år og komme tilbage for fuld styrke året efter, når det nye reglement træder i kraft.

Mick SchumacherMick Schumacher
Copyright Alfa Romeo


Du kan læse mere i morgen, når vi præsenterer anden del af kørerne der er i spil til Haas-sæderne.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kæmpe breaking: Honda stopper! Renault klar med motorer til Red Bull »