Op til weekendens grand prix på Hungaroring i Ungarn, klagede Williams-køreren Felipe Massa over svimmelhed, og lægeundersøgelser viste efterfølgende tegn på infektion på brasilianerens balancenerve.
Diagnosen var ensbetydende med et ”no go” for veteranen, hvormed reservekøreren Paul di Resta trådte til som vikar for brasilianeren i både kvalifikation og løb.
Men man hopper ikke bare ned i en 2017 F1-model og kører race. Det er umådeligt, fysisk krævende, hvilket skotten måtte sande, om end udfordringerne kom fra et uventet sted på kroppen.
"Det var ret hårdt," indrømmede di Resta, da han efter løbet blev spurgt om den fysiske udfordring.
Paul di Resta efter Q1 på Hungaroring 2017
Copyright Bil Magasinet BMF1
"Jeg kan tydeligt mærke det i mine skuldre, men den største udfordring var fødderne. Skoene er lidt for små, så mine fødder var ved at slå mig ihjel."
Det er med andre ord uklogt at gå i for små sko, når man deltager i Formel 1, men ikke desto mindre var di Resta begejstret for vikariatet og vender gerne tilbage.
"Der er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil køre en Formel 1-bil. I det mindste håber jeg, at jeg har vist, at det er en pålidelig reservekører, som går rundt i paddocken.”
"Jeg forsøgte at gå til opgaven så professionelt, jeg kunne, og få en masse erfaring i stedet for bare at smide noget væk, som ikke var der (et potentielt godt resultat, red.)," lød det ærligt fra skotten.
Williams tekniske direktør, Paddy Lowe, var yderst tilfreds med sin vikars indsats, men havde dog en enkelt fortrydelse.
”Det eneste, der ærgrer mig var, at vi ikke kunne give ham en bil, som var i stand til at fuldføre løbet,” udtalte Lowe efter løbet.