Af: Lea Petersen (lap@bmf1.dk) d. 31/7 2017 klokken 13:07
Når vi til december sidder til en halv- eller helkedelig familiejulefrokost og i vores stille sind tænker tilbage på den netop overståede Formel 1-sæson, vil vi med al sandsynlighed huske Ungarns Grand Prix for disse 3 ting: Alonso, som slikker sol i parc fermé, den blottede podiepigepopo og Kevin Magnussens opfordring til Nico Hülkenberg om at tage danskerens royale dinglebær i munden.
Selve løbet kommer vi sikkert ikke til at huske meget af og det med god grund, for nervepirrende var det mildest talt ikke.
Her følger undertegnedes subjektive Hot or Not-liste over sæsonens 11. Grand Prix. Som altid opfordres I til at komme med jeres egne Hot or Not-lister i kommentarfeltet nedenfor.
Vi lægger ud med hot’erne
Hot 1: McLaren – og ikke mindst Fernando Alonso – var hotte (for en gangs skyld fristes man til at sige). McLaren er kommet langt siden sæsonstart, og mon ikke de er glade for at gå på sommerferie med plus 9 point i bagagen?
Hot 2: Det var hot, da Lewis Hamilton holdt sin aftale og lod Valtteri Bottas køre forbi ham lige inden målstregen på sidste omgang. Det er vist det, man på engelsk kalder sportsmanship.
Hot 3: Nico Hülkenbeg og Kevin Magnussen har nok ikke de hotteste følelser for hinanden – især ikke efter deres verbale sammenstød efter gårsdagens løb. Til gengæld er det hot (synes denne skribent), når en kører er ærlig og viser personlighed og følelser. Det gjorde Kevin Magnussen, og derfor er han på hot-listen, selvom han nok burde have valgt sine ord med lidt mere omhu. Til en anden gang foreslår undertegnede noget i retningen af ”Den herre skal da være hjertelig velkommen til at skabe et vakuum med sin mund omkring mine ædlere dele”.
Og nu til alle not’erne
Not 1: Kimi Räikkönen var hurtigere end Sebastian Vettel i går, og i denne skribents øjne skulle finnen derfor have haft den øverste plads på sejrspodiet. Det ville desuden have skabt en smule mere spænding om verdensmesterskabet, og hvem vil ikke gerne have det?
Not 2: Selve løbet kunne kun i få tilfælde få mit blod til at boble, og derfor må løbet komme på not-listen.
Not 3: Sommerpausen er altid på undertegnedes not-liste. Hele fire uger skal vi vente på at se Formel 1-kørerne i aktion igen… Snøft!