Efter en del tid med rygter og spekulationer har de seneste dage givet en masse svar på, hvem der skal køre hvor i den kommende sæson. Både Renault, Williams og Force India er kommet med officielle udmeldinger om, hvem der skal køre for dem, mens det forventes at Haas gør det samme en af dagene. Det er dog ikke alle der er glade, fordi en vis ung tysker havde åbenbart sat næsen op efter sædet hos Force India og han vil da gerne vide, hvorfor de ikke tog ham.
Pascal Wehrlein
Copyright Manor Racing
Den omtalte tysker er naturligvis Pascal Wehrlein, der ligesom Esteban Ocon er tilknyttet Mercedes og dermed også var inde i billedet til sædet hos Fore India.
"Jeg vil ikke udtale mig om det er unfair eller ej, at jeg ikke har fået sædet. Den slags udtalelser kan bringe mig i et dårligt lys. Jeg kan jo heller ikke gøre noget for at ændre det, så det eneste jeg kan gøre er at blive ved med at præsterer på banen. Jeg vil dog gerne vide, hvorfor de ikke valgte mig, så det har jeg tænkt mig at tale med dem om," lyder det fra Wehrlein.
Pascal Wehrlein.
Copyright Manor Racing
Pascal Wehrlein har kørt hele sæsonen for Manor Racing, hvor han har leveret en masse gode resultater og et enkelt point er det da også blevet til. Siden det belgiske grand prix har han så været holdkammerat med Esteban Ocon, som blev hans overmand i forhold til sædet hos Force India. I den periode er tyskeren udgået tre gange, mens franskmanden har gennemført alle sine løb. Wehrlein har dog slået ham i 3 af de fire løb de begge har gennemført.