Forleden skrev vi her på siden, at Kevin Magnussen højest sandsynlig skal til køre for Haas F1 Team i næste sæson. Den historie fik lidt ekstra krydderi fordi Renault senere på dagen præsenterede Jolyon Palmer som kører for næste sæson, en rolle vores danske ven Kevin også var blevet tilbudt, men som han takkede pænt nej til. Nu har historien om Kevin og Haas så fået tilsat endnu mere krydderi, fordi en af teamets nuværende kørere har været ude at sige, at han forlader det amerikanske team efter denne sæson.
Romain Grosjean og Esteban Gutierrez
Copyright Haas F1
Den kører er naturligvis Esteban Gutierrez, som har benyttet Facebook til at ytre sit farvel til Haas.
"Jeg vil gerne dele denne nyhed med jer, jeg vil ikke længere være en del af Haas til den kommende sæson. Derfor vil jeg gerne takke teamet og ikke mindst Gene Haas, fordi han har givet mig chancen for at arbejde for teamet. Jeg ønsker dem alt det bedste, og jeg vil nyde de to løb, jeg har tilbage med teamet. Der skal også lyde en stor tak til mine fans, i vil altid have en stor plads i mit hjerte og jeg håber på jeg snart kan offentliggøre mine planer for jer," lyder det fra mexicaneren.
Esteban Gutierrez
Copyright Haas F1
Så er den ged barberet. Vi mangler vi bare at det bliver meldt ud, at det er Kevin Magnussen som skal erstatte ham. Det store spørgsmål er så, hvad skal Esteban Gutierrez så i næste sæson? Manor og Sauber er de eneste hold der ikke har præsenteret alle deres kørere, så det bliver spændende at se, hvor han ender henne. Mexicaneren har været hos Sauber, så ender han mon der igen? Eller skal han væk fra Ferraris omgangskreds og over til Manor? De spørgsmål får vi snart et svar på.